Sådan vil en hård Brexit påvirke det danske arbejdsmarked

NEDTÆLLING: Briterne nærmer sig en papirløs skilsmisse med EU. Arbejdsmarkedets parter giver her deres bud på konsekvenserne for det danske arbejdsmarked. Begge sider roser lovforslag, som skal afbøde konsekvenserne for 18.500 briter bosiddende i Danmark.

Deal eller no-deal, briterne vil formentlig fortsat have smag for dansk bacon. Landbruget og fiskeriet er dog blandt de brancher, som frygter størst konsekvenser ved en hård Brexit.
Deal eller no-deal, briterne vil formentlig fortsat have smag for dansk bacon. Landbruget og fiskeriet er dog blandt de brancher, som frygter størst konsekvenser ved en hård Brexit.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

50.000 arbejdspladser i Danmark er afhængige af eksport til Storbritannien. 18.500 briter bor i Danmark, mens 28.000 danske statsborgere bor i Storbritannien.

Nogle af dem arbejder måske i en af de 782 danske datterselskaber i Storbritannien, som beskæftiger omkring 92.000 ansatte, eller i en af de 602 britisk ejede virksomheder i Danmark, som har over 32.000 ansatte.

Der er med andre ord potentiale for massivt bøvl på både det danske og det britiske arbejdsmarked, hvis briterne ender med no deal, når døren til EU smækker bag dem 29. marts.

Sker det, vil briterne dagen efter stå uden for det indre marked, uden for toldunionen, og reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed kan blive afløst af en rigid mur af bureaukrati, hvis man som dansker ønsker at arbejde i Storbritannien eller som brite arbejder i Danmark.

Ud fra et worst case scenario er det klart, at der er nogle brancher og erhverv, som er virkelig truet. Men vi fornemmer heldigvis, at der er stor interesse fra begge sider i at sikre, at det ikke sker.

Christiane Mißlbeck-Winberg
Europapolitisk chef i DA

"Der er en reel bekymring blandt mange lønmodtagere, som arbejder i eksporten til England, eller som er involveret som underleverandører til britiske produktionsvirksomheder. For eksempel ser bilindustrien i England ud til at have det rigtig skidt i øjeblikket, og det kan jo ikke undgå at få konsekvenser for de danske virksomheder, som er underleverandører til den industri," siger Bente Sorgenfrey, som er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Fiskeri og landbrug kan blive hårdt ramt
Hun fremhæver fiskeindustrien og landbruget som to brancher, hvor en hård Brexit kan få store konsekvenser.

"Der vil jo stadig være en eksport til England. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at vi ikke stadig skal forsyne dem med bacon, men en hård Brexit vil jo have nogle konsekvenser for den måde, vi kan håndtere for eksempel toldbehandling på, som kan forsinke i produktionen og i yderste instans koste job," siger Bente Sorgenfrey.

Både i fagbevægelsen og blandt arbejdsgivere er der dog forsigtig optimisme i forhold til de knap 18.500 briter, som bor og for størstedelens vedkommende arbejder i Danmark.

For en uge siden fremsatte integrationsminister Inger Støjberg (V) nemlig et lovforslag, der skal afbøde konsekvenserne af en hård Brexit for briter i Danmark.

Dokumentation

Brexit i tal 

  • Der er 782 danske datterselskaber i Storbritannien, som beskæftiger ca. 91.500 ansatte
  • Der er 602 britisk ejede virksomheder i Danmark med 32.000 ansatte
  • Danske investeringer i Storbritannien ved udgangen af 2017: 185 mia. kr. (Danmarks Nationalbank)
  • Britiske investeringer i Danmark: 72 mia. kr.
  • Dansk import fra Storbritannien: 78 mia. kr.  
  • Danmarks eksport til Storbritannien giver anledning til ca. 50.000 arbejdspladser i Danmark (DI indsigt 2016)
  • Der bor ca. 19.000 briter i Danmark, hvoraf ca. 11.000 er på arbejdsmarkedet (Jobindsats.dk, opgjort december 2018)
  • Det skønnes, at der bor ca. 28.000 danskere i Storbritannien (Office of National Statistics, opgjort i 2018)

Kilde: DA


Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00