Se eller læs Inger Støjbergs tale: Der er måske lige rigeligt, der har ændret sig i Venstre, siden jeg meldte mig ind

 
Jeg har haft flere gode oplevelser, end jeg kunne bede om. Og fået flere venner, som jeg er dybt taknemmelig for fylder min hverdag den dag i dag. Jeg har godt nok været til mange bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage, halvrunde fødselsdage og barnedåber rundtomkring, fordi jeg satte mig ind i den Corolla dengang.  
 
Det er ikke for meget sagt, at jeg har været glad hvert eneste minut. 
 
Der er mange ting, der har ændret sig, siden jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom. Jeg kan for eksempel ikke huske, hvornår jeg sidst har set en lyseblå tredørs Corolla, som den jeg lånte af mine forældre. Og jeg tror, vi er rigtig mange, der er glade for, at tapetklister ikke længere er en del af valgkampen.  
 
Men der er måske også lige rigeligt, der har ændret sig efter min mening. Jeg er helt ind i knoglerne venstremand af den gammeldags slags. Der kan simpelthen ikke være nogen tvivl om, helt inde mig, at jeg har hørt til i Venstre. 
 
Og Venstre har altid stået stærkest, når vi siger tingene lige ud og står ved vores værdier. Derfor vil jeg også gøre det i dag. 
 
Politik behøver ikke altid være kompliceret. For mig, der handler det om at sige, hvad jeg mener, også så det er til at forstå. Og også selvom det måske ikke altid lige passer ind i de fine saloner i København og på avisredaktionerne i København.   
 
Måske er jeg for gammeldags, men jeg mener ærlig talt, at man som dansker har krav på at vide, hvad ens politikere mener. Også når det ikke er lige populært alle vegne. 
 
Jeg blev valgt ind i Folketinget første gang i 2001. Dengang var Venstre lige blevet Danmarks største parti med en politik, der var til at forstå, og som gjorde en forskel for folk, som vi er flest.  
 
Tryghed om skatten. 
 
Tryghed om sundheden. 
 
Og ikke mindst trygheden om kursen i udlændinge- og værdipolitikken. 
 
Også når det blev svært. Også når smagsdommerne kritiserede, og ja, også når det igen lød fra eksperterne, at danskernes ønsker om markante opstramninger på udlændingeområdet, ikke kunne lade sig gøre, og i øvrigt også var på kanten med det stuerene.  
 
Man kan slå sig, når man står fast, men vi svigter, hvis vi bøjer os. 
 
Tænk på, hvordan Anders Fogh Rasmussen stod urokkelig fast på ytringsfriheden, da Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne og verden stod i brand.  
 
Det var ikke gratis. Det er det aldrig, når der er meget på spil og vores vestlige værdier. Måden, som vi gør tingene på i Danmark, de skal forsvares. Hver eneste dag, også når det er svært, fordi det er rigtigt og fordi det er vigtigt. 
 
For mig er en fast værdipolitik og en stram udlændingepolitik meget mere end bare ord. For mig er det noget, man skal være i hjertet. 
 
Da jeg blev valgt som næstformand, der lagde jeg ikke skjul på, at jeg er en værdikriger. Jeg har hver eneste dag kæmpet for den politiske linje, som jeg tror vil gøre Venstre stærkest. 
 
Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er bekymret. Hvis Venstre skal være et stort parti igen, og det borgerlige Danmark, skal vriste magten fra socialdemokraterne igen, og det skal vi, så kræver det, at Venstre leverer en klar, troværdig og stram udlændingepolitik. Ikke kun i ord, men også i handling. 
 
Det kræver, at vi også tør sige, og ikke mindst gøre de ting, der er rigtige og måske kontroversielle. Og at vi ikke viger tilbage bare fordi venstrefløjen, og alle dem med de korrekte holdninger, hidser sig lidt op.  
 
Det går ikke, at vi så meget som et sekund glemmer, at vi står midt i en værdikamp hver eneste dag. 
 
Hvis Venstre fortsat skal være et bredt folkeparti, så er det vigtigt, at vi taler til alle i Danmark. Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem der går i gummistøvler og sikkerhedssko.  
 
Det er trods alt sådan, at produktions Danmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes og at pengene tjenes. 
 
Jeg er bekymret, når jeg ser, at Danmark er ved at knække midt over. Jeg kan mærke, hvordan forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere.