Se eller læs Ellemanns tale: Vi kan sagtens kippe med Dannebrog og samtidig engagere os i omverdenen

Ved Venstres ekstraordinære landsmøde søndag 24. januar holdt partiformand Jakob Ellemann-Jensen først en kort velkomsttale, derefter holdt tidligere næstformand Inger Støjberg tale, og bagefter holdt Ellemann sin egentlige landsmødetale.

Herunder kan du først læse selve landsmødetalen, og du kan se den i videoen øverst.

Længere nede i artiklen finder du en video af den korte velkomsttale, hvor Ellemann blandt andet talte om Venstres problemer. Du kan også læse den som tekst nederst i artiklen.

Jakob Ellemann-Jensens landsmødetale

Det talte ord gælder

Med valget af Stephanie i dag er det min ambition, at vi runder et hjørne, hvor vi kan begynde at tale om politik, frem for personer og egne uenigheder.

Det har vi brug for i Venstre.

Men det har Danmark også brug for.

For Danmark har brug for en opposition. En stærk, saglig og ordentlig opposition, som viser et klart alternativ.

Danskerne skal have et bedre valg end valget mellem Socialdemokratiet og yderfløjene. De skal vide, at der er en anden og mere ansvarlig vej.

Derfor er der brug for Venstre som en klar borgerlig-liberal opposition til regeringen.

Jeg er oprigtigt bekymret for, at vores land bevæger sig i den forkerte retning. Jeg er bekymret for, hvad et mange år med Socialdemokratiet ved magten vil kunne gøre ved Danmark.

Når jeg ser på Danmark, så ser jeg et fantastisk land. Men også et land, der risikerer at spilde sin chance. Et land som går i retning af mindre tillid til det enkelte menneske, og som gradvist lukker sig om sig selv.

Der er alt for mange partier i Folketinget, der tager for givet, at velstand kommer af sig selv. At man kan bruge løs uden tanke for i morgen.

Og vi ser, at de nemme og forsimplede løsninger ofte får den største opmærksomhed i et moderne demokrati, der nogle gange handler mere om likes end om samtale.

Det, frygter jeg, kommer til at koste os dyrt.

Lige nu bekæmper vi en global pandemi. Men om lidt bliver det forhåbentlig anderledes. Vi kan skimte et lys for enden af tunnelen. Vaccinerne er ved at blive udrullet, og hvis vi alle kan holde fast de næste måneder, så kan vi komme igennem det.

Det bør samtidig stå klart for enhver, at der venter et kæmpe arbejde på den anden side af vaccinerne.

Der kommer en regning. Både for virksomhederne og den offentlige økonomi. Men også i lidt bredere forstand for de mange, der har lidt under krisen.  

Dem, der har mistet deres arbejde eller livsværk.

Dem, der har oplevet udskudte operationer, forsinkede udredninger og manglende undervisning.

Dem, der har taget overarbejde og kæmpet i frontlinjen for at holde hjulene i gang i et udfordret Danmark.

Alle de mange, som har været ramt af stress, ensomhed og tab.

Der bliver meget, vi skal rette op på, når den akutte sundhedskrise er overstået.

Hvis Danmark skal have en chance for at lykkes med alt det, så skal vi tilbage til den bomstærke økonomi, som den nuværende regering overtog. Den økonomi har gjort det muligt at holde en hånd under Danmark midt i krisen.

Vi skal have gang i væksten, og flere skal tilbage i arbejde. Det er grundlaget for det hele.

Pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det burde vi alle egentlig være enige om. Men her går en skillelinje i dansk politik, hvor der er to veje.

Den socialdemokratiske og Venstres.

Statsministeren har for nylig sagt, at det er gammeldags og borgerligt at bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra. For man må forstå, at der jo altid kan hæves flere penge, og skatten altid kan sættes op.

Det er et verdensbillede, der smager af klassekamp og ideologiske paroler. Af nedslidte arbejdsmænd og onde kapitalister i høje hatte. Af politisk nostalgi og en verden af i går, hvor alting var bedre.

Op med skatten. Ned med initiativet.

Men netop det er en gammeldags måde at se verden på, og det sætter vores samfund i stå.

Måske er det ikke så underligt, at det er ved at ske. For Danmark har en regering, hvor topministrene er stort set er blottet for erhvervserfaring, og som betragter dansk erhvervsliv, som dem der betaler regningen, og som noget man besøger eller læser om i avisen.

Det har regeringen i den grad bevist ved at hæve skatter og afgifter over 30 gange for i alt mere end 10 milliarder kroner. Ved at svække beskæftigelsen med flere end 10.000 mennesker. Og som den første regering i to årtier har den gjort Danmark fattigere.

I stedet for det bør vi have en klar ambition om, at vi sammen gør Danmark til verdens bedste land at starte og at drive en virksomhed. Om du er landmand, selvstændig håndværker eller iværksætter, så skal du have de bedste muligheder for at lykkes.

Det er Venstres målsætning.

Vi vil arbejde for at sænke skatterne, så vores virksomheder kan vokse. For hvis skatten lettes på virksomhederne, får de bedre råd til at investere i ny teknologi, i mennesker og i arbejdspladser. 

Vi vil også arbejde for, at vores virksomheder har adgang til talent, kapital og forskning i verdensklasse. Så vores iværksættere kan vokse sig store med hovedkvarter her i Danmark i stedet for at skulle rejse væk, når virksomheden bevæger sig fra 10 til 1000 ansatte.

De færreste danskere har hørt om virksomhederne; Zendesk, Tradeshift, Unity og Justeat.

Ahh.., måske lige med undtagelse af Justeat.

De her fire virksomheder, de viser en alvorlig udfordring for Danmark. For de er alle startet i Danmark af visionære og foretagsomme mennesker. Og de har alle nået en værdi på mange milliarder. Men de er også alle flyttet fra Danmark for at fortsætte deres vækst uden for vores grænser. 

Det er spildte chancer for Danmark, når vi ikke kan holde på vores succesrige iværksættere. Det er Venstres ambition at få rettet op på det, så vi kan forløse Danmarks enorme potentiale. 

Vi tror på, at hvis vi er villige til at give erhvervslivet de bedst mulige vilkår, så har vi alle muligheder som samfund.

Så kan vi investere i bedre velfærd, når der kommer flere børn og ældre. Og vi kan gøre den grønne omstilling til århundredets erhvervsmulighed her i Danmark. Det vil give os mulighed for at skabe nye arbejdspladser i hele landet.

Derfor mener Venstre, at vi bør starte med at gennemføre en ambitiøs grøn skattereform. Vi skal beskatte CO2-udledningerne, men samtidig lette skatten andre steder.

Det skal opfordre virksomhederne til at investere i grønne løsninger, samtidig med at vi forbedrer vores konkurrenceevne overfor udlandet.

En skattereform skal styrke erhvervslivets muligheder. Den skal ikke tvinge dem til at flytte til udlandet. For vi har brug for dem herhjemme. Og det gælder bestemt også for vores landbrug, vores fødevarevirksomheder og den tunge industri. Deres fremtid er i Danmark, og vi skal hjælpe dem med at omstille sig gennem investeringer i forskning.

Det vil vi tage med til forhandlingsbordet, når vi genoptager klimaforhandlingerne med regeringen senere på året.

Noget andet som vi ser som helt afgørende for Danmarks succes. Det er vores åbenhed overfor verden.

Den skal vi holde fast i. Danmark er en lille, åben økonomi, der befinder sig midt i en verden i opbrud.

Også her står vi overfor to forskellige veje. 

Som land kan vi vælge at være tilskuere til udviklingen, lukke os mod omverdenen og forsøge at reparere på skaderne, når først de er sket. Men det bringer os ikke fremad.

Løsningen er, at vi som nation går i offensiven, og at vi vil være det sted i verden, hvor vi lykkes med de svære ting og inspirerer resten af verden.

Hvor vi lykkes med at ramme den balance, hvor vi drager fordelene af en åben verdensøkonomi, samtidig med at vi holder fast i en stærk national identitet.

Vi kan sagtens kippe med Dannebrog og have tiltro til egne evner og værdier, samtidig med at vi har viljen til at engagere os i vores omverden.

Den tro og vilje har vi i Venstre. Det er en del af vores DNA.

Det er en tro på, at vi kan gøre en forskel gennem flid og iderigdom. Og det er en insisteren på, at vi selv skal bestemme vores skæbne som land.

Det gør vi bedst ved at engagere os helhjertet, hvor vi sidder med. I EU, i NATO og andet internationalt samarbejde. I stedet for at være fodslæbende og lede efter alle fejlene.

Hvis vi vil sikre, at Danmarks stemme har en plads i verden, så må vi erkende, at verden ikke stopper ved den danske grænse.

Hvis vi skal holde fast i vores åbenhed mod verden. Så bliver vi også nødt til at stille krav til dem, der vil være en del af vores lille, men fantastiske land. For åbenhed betyder ikke, at vi skal opgive det, som gør os danske. Tvært imod.

Kommer du til Danmark, stiller vi derfor krav om, at du tilpasser dig. At du lærer vores sprog og kultur, og at du forsørger dig selv.

I Venstre tror vi på, at integrationen kan lykkes. Og vi ved, at den i mange tilfælde er en succeshistorie.

En af mine tætte kollegaer fra min tid i erhvervslivet var Ali. Han er en god ven, som har tyrkisk baggrund, og som taler smukt og klingende sønderjysk.

Ali har skabt sig et godt liv i Danmark. Det har været muligt for ham, fordi han ikke blot er dygtig, men også fordi hans forældre tog ansvar og engagerede sig. De arbejdede. De sendte Ali til fodbold i den lokale klub, og de fortalte deres børn, at de hørte til her i Danmark. De tog Danmark til sig.

Succeshistorierne er der bestemt, og de fleste af os kender dem.

Men på trods af det, så er det nødvendigt, at Folketinget tager en seriøs samtale om integration.

For i udlændingepolitikken er det ikke nok at have styr på, hvor mange der kommer til Danmark. Vi skal også stille krav og have forventninger til de udlændinge, der allerede bor i Danmark. 

Lad mig bare sige det, som det er: Vi har store udfordringer med integrationen herhjemme. Vi må konstatere at årtiers eftergivende og naive integrationspolitik har givet massive problemer i dag.

Vi har for længe set på, hvordan indvandrere er kommet hertil, og er blevet mødt af et velfærdssystem, der pakker dem ind i misforstået godhed og bobleplast i stedet for at stille rimelige krav.

Hvis vi ser på den ikke-vestlige indvandring, har den efterladt os med en regning på ikke mindre end 33 milliarder kr. om året. Det svarer til en ekstra udgift på næsten 6.000 kr. per dansker hvert eneste år.

Tænk på hvad vi kunne gøre med de penge, hvis vi rent faktisk lykkes med integrationen?

Bedre ældrepleje. Bedre sundhedsvæsen. En ambitiøs grøn omstilling. Bedre forhold for vores børn og bedre uddannelser.

Men det er ikke kun i regnearket, vi kan se problemet.

Vi ser det også, når man kan læse i avisen om en far, der sender sin datter på genopdragelsesrejse til Somalia. Fordi datteren er blevet for dansk. Fordi hun vil være en del af Danmark og måske egentlig bare have lov til at være en ganske almindelige teenager sammen med sine venner.

Vi ser problemet i gadebilledet. Hvis du ligesom mig har teenagebørn, har du nok oplevet den utryghed, man kan føle i maven, når de unge mennesker bevæger sig ud i gadebilledet en fredag aften. For lad os nu bare være ærlige: Det er alt for ofte grupper af indvandrere og efterkommere, der skaber den utryghed.

Det skal vi ikke acceptere.

Arbejdsmarkedet er et af de steder, hvor det står klarest, at vi er udfordret. Og det er et at de steder, hvor vi politisk kan gøre den største forskel.

Vi vil meget hellere have, at Fatima og Muhammad, som er født i Danmark af forældre, der er kommet hertil, pendler til og fra arbejde end til og fra jobcentret.

Det skal vi have løst. Og det skal vi gøre konsekvent. 

Derfor er det også helt forkert, at regeringen har valgt at hæve ydelserne til især arbejdsløse indvandrere med op til 2.000 kr. om måneden. Skattefrit. Det går ikke.

Vi skal have langt flere flygtninge og indvandrere til at bidrage til Danmark. Og færre skal stå uden for det største fællesskab, vi har i Danmark: Arbejdsfællesskabet.

Det er en liberal mærkesag. Og det er en mærkesag for Venstre.

Det er ikke kun for samfundets skyld, at vi stiller krav om det. Det er mindst lige så meget for det enkelte menneskes skyld. For det gode liv leves altså ikke i et parallelsamfund på kontanthjælp.

Vi har en forventning til, at alle bidrager. Derfor vil Venstre ændre vores ydelsessystem fundamentalt. 

Vi vil afskaffe retten til kvit og frit at kunne modtage sociale ydelser, når man kommer til Danmark. Det skal simpelthen ikke være en mulighed længere. Kommer du til Danmark, skal du tage medansvar for dit eget liv. Du skal arbejde, eller du skal tage en uddannelse.

Og hvis du ikke selv kan finde et job. Så finder vi en opgave til dig.