Sebastian Mernild om klimarapport: Det er et wakeup-call om, at der skal langt mere politisk handling til

Mandag 9. august blev den seneste hovedrapport fra FN’s klimapanel, IPCC (del 1) lanceret indledningsvis i Paris og efterfølgende her i Danmark på Syddansk Universitet. Hvor forskere involveret på forskellig vis i IPCC-arbejdet fra blandt andet Københavns Universitet og DMI fremlagde de seneste vurderinger – en omfattende up-to-date-vurdering, der er baseret på fagfællebedømt udgivne videnskabelige artikler fra forskergrupper over hele verden.

En vurdering af, hvad der er sket med klimaet og hvorfor, samt hvad vi forventeligt ser ind i af forandringer.

Sidst en hovedrapport fra IPCC blev lanceret var tilbage i 2013/2014, for mere end syv år siden, hvor der ind imellem dengang og nu dog har været publiceret enkelte specialrapporter senest i 2019 omhandlende snævre og specifikke tematikker vedrørende klimasystemet og afledte effekter.

Den nye hovedrapport kommer timeligt set i lyset af de sidste års til årtiers klimaudvikling samt forekomster af ekstremhændelser, herhjemme som rundt omkring på kloden, samt forud for klimatopmødet COP26 i Glasgow i november. At en ny samlet hovedrapport fra IPCC, bestående af tre delrapporter, er og vil blive lanceret over det næste halve år, er rettidig omhu og vil tilvejebringe en systematisk opsamling af klimavidenskaben.

I februar og marts næste år bliver såvel del to som del tre lanceret, hvorefter vi har et fuldt overblik over vurderingerne fra alle delrapporterne og fra alle tre arbejdsgrupper under den sjette hovedrapport.

Den netop publiceret første delrapport omhandler forståelsen af det fysiske klimasystem, inklusive de klimaforandringer vi er vidne til i dag, og den giver en opdateret vurdering af forandringer i klimasystemet og omfanget af menneskets indflydelse på klimaforandringerne.

Del to omhandler konsekvenserne af og muligheder for tilpasning til igangværende og kommende ændringer i klimaet. Del tre omhandler muligheder for at begrænse udslip af drivhusgasser til atmosfæren. Viden, der er nyttig for os alle, men i særdeleshed for vores politikere og beslutningstagere for netop at kunne arbejde for, at den globale middeltemperatur holdes et stykke under to grader med en bestræbelse på at ramme 1,5 grader i 2100 – selvom, det med rapportens vurderinger forekommer mindre sandsynlig, at de 1,5 grader rammes i 2100, men allerede noget tidligere.

Det er sandsynligt, at varmeekstremhændelser er blevet mere almindeligt i stort set alle regioner på land sammenlignet med 1950.

Sebastian Mernild
Blandt hovedforfatterne til IPCC-rapporten

Det står klart, at atmosfærens koncentration af CO2 skal reduceres. Fortsætter udledningen af CO2, vil atmosfærens koncentration af CO2 stige og dermed middeltemperaturen. Der er i rapporten en lineær sammenhæng mellem summen af udledt CO2 til atmosfæren og global opvarmning.

En reduktion af koncentrationen skal ske gennem dels en begrænsning af CO2-udledningen, dels ved udtræk af CO2 fra atmosfæren såfremt forandringerne i klimaet skal minimeres for fremtiden.

Det står klart, at der med de seneste vurderinger skal langt mere handling til fra politisk side, hvis man vil holde sig inden for de internationale klimaaftaler. Man kan håbe, at denne hovedrapport bliver (endnu) et wakeup-call til politikere og beslutningstagere, herhjemme som ude omkring, blandt andet fordi retorikken er skærpet i forhold til tidligere rapporter fra FN’s klimapanel.

At være udvalgt til arbejdet i IPCC og en del af hovedforfatter-teamet i forbindelse med udarbejdelsen af den sjette hovedrapport er et omfattende, fascinerende, spændende og vidensrigt arbejde qua den dybe indsigt, det giver i den videnskabelige klimalitteratur publiceret af forskergrupper kloden rundt. Et IPCC-arbejde, der over de seneste mere end tre år krævede ugentlige online-møder med mere end 230 videnskabelige kollegaer kloden rundt på kryds og tværs af forskellige klimavidenskabelige fagområder.

Ud af dette samarbejde på tværs af fagdiscipliner og nationaliteter springer en række vurderinger, hvoraf nogle er fremhævet nedenfor. Vurderinger, der har bevæget sig mod: 1) en større og dybere forståelse af hele klimasystemet, inklusive ekstreme vejrhændelser; 2) hvorfor klimasystemet har ændret sig; 3) en forståelse af den menneskelige indflydelse; og 4) et stigende regionalt fokus, idet forskergrupperne over tid dels har arbejdet med længere tidsserier, dels mere detaljerede fysiske klimamodeller og en bredere og dybere forståelse af processammenhænge.

Fem udvalgte vurderinger fra den sjette hovedrapport er fremhævet nedenfor. Vurderinger, der på den ene eller anden måde også har påvirket og vil påvirke Danmark fremover.

a) I perioden mellem det før industrielle niveau (defineret som perioden 1850–1900) og 2011–2020 er den globale middeltemperatur steget omkring 1,09 grader celsius, hvor den menneskelige påvirkning er ansvarlig for omkring 1,07 grader. I de mest pessimistiske udledningsscenarier vil middeltemperaturen i 2081–2100 være mellem 3,3 til 5,7 grader højere end det før industrielle niveau.

b) Klodens totale årlige nedbør er i gennemsnit steget siden 1950 (da en varmere atmosfære kan indeholde mere vanddamp, cirka syv procent per én grads opvarmning), hvor stigningen i årlig nedbør har været hurtigst siden 1980’erne, dog med regionale variationer til følge. Selv over korte afstande kan der forekomme betydelige variationer i nedbørsforholdene.

Det står klart, at der med de seneste vurderinger skal langt mere handling til fra politisk side, hvis man vil holde sig inden for de internationale klimaaftaler. 

Sebastian Mernild
Blandt hovedforfatterne til IPCC-rapporten

c) Det er sandsynligt, at varmeekstremhændelser er blevet mere almindeligt i stort set alle regioner på land sammenlignet med 1950. Derudover er der samtidig set en færre hyppighed i kuldeekstremhændelser samt, hvor de ekstreme kuldetemperaturer er mindre ekstreme. Tendenser, der med sandsynlighed er drevet af menneskelig indflydelse.

d) Menneskelig indflydelse udpeges også som hovedårsag til, at gletsjerne globalt set har trukket sig tilbage siden 1950’erne. Globalt er gletsjernes tilbagetrækning siden 1950’erne ikke set mere markant over de seneste 2.000 år. Det forudses, at afsmeltningen fra gletsjerne vil fortsætte, selv hvis den globale temperatur stabiliserer sig.

e) Afslutningsvis, er den globale havvandstand steget med 20 centimeter mellem 1901 og 2018, hvor vandstanden årligt steg omkring 1,3 millimeter mellem 1901 og 1971 og omkring 3,7 millimeter mellem 2006 og 2018. Det er vurderet, at vandstanden i havet vil stige mod én meter i 2100 i det mest pessimistiske scenarie, hvor det ikke kan udelukkes, at vandstanden vil være steget fem meter i 2150, idet der især er stor usikkerhed om, hvordan iskapperne reagerer i et varmere klima. Men også, at en global havniveaustigning i 2300 sammenlignet med 1900 på mere end 15 meter ikke kan udelukkes under høje emissioner.

Den sjette klimarapport fra FN's klimapanel sender med sine vurderinger et klart signal vedrørende den menneskelig indflydelse på klimasystemet samt afledte effekter af et ændret klima.

Det er et videnskabeligt håndværk, der tydeligt viser, at klodens klima er under forandring – både når det kommer til tendenser, variationer og ekstremer – og at det er på tide, at vi globalt politisk reagerer i forhold til disse videnskabelige vurderinger.