Debat

Selvstændig: Jeg vil gerne være klima­bevidst, men jeg får ikke meget hjælp

DEBAT: Økonomisk pisk og gulerod motiverer ikke nok til at klimasynde mindre, selvom jeg gerne vil. Jeg har brug for hjælp til at ændre min adfærd uden følelsen af, at jeg fratages en stor del af mit liv, skriver Julie Rørstrøm.

Vi kunne gøre kolonihaver, som er under offentlig forvaltning, til allemandseje, så der er et alternativ til at flyve på ferie, skriver Julie Rørstrøm.
Vi kunne gøre kolonihaver, som er under offentlig forvaltning, til allemandseje, så der er et alternativ til at flyve på ferie, skriver Julie Rørstrøm.Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Julie Rørstrøm
Selvstændig strategisk rådgiver

Jeg vil rigtigt gerne være en mere klimabevidst og ansvarlig borger. Jeg er samtidigt klar over, at det vil indebære en nøje og gennemgribende granskning af mine vaner og mit forbrug. Der er nødt til at ske nogle ændringer, hvis jeg skal leve op til mine forventninger.

Men det er svært. For jeg ved også inderst inde, at det betyder, at jeg skal give afkald på noget. Noget, som jeg har været vant til. Noget, som opfylder mine behov.

Så selvom alle argumenter raser imod min nuværende levevis, og min velvilje til at sikre min egen, mine medborgeres og mine efterkommeres klima er stor, så har jeg brug for hjælp. Jeg har brug for hjælp til at ændre min adfærd uden følelsen af, at jeg fratages en stor del af mit liv.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men lige nu får jeg ikke meget hjælp. Jeg får kun økonomisk pisk eller gulerod.

Uforløste behov
Det er nemlig en notorisk kendsgerning, at når vi som samfund vil ændre vores adfærd, sker det oftest via økonomisk adfærdsregulering. Dét, der ønskes mindre af, tillægges en straf eller en belønning. Det mest almindelige er altså, at folk tvinges til at ændre deres adfærd ved at ramme dem, hvor det gør allermest ondt. På pengepungen.

Selvom alle argumenter raser imod min nuværende levevis, og min velvilje til at sikre min egen, mine medborgeres og mine efterkommeres klima er stor, så har jeg brug for hjælp. Jeg har brug for hjælp til at ændre min adfærd uden følelsen af, at jeg fratages en stor del af mit liv.

Julie Rørstrøm
Selvstændig strategisk rådgiver

Når vi for eksempel vil have folk til at flyve mindre, er det derfor ikke en stor overraskelse, at klimaafgifter, grønne skatter og CO2-kompensation frembringes som umiddelbare løsninger. Det er sådan, vi har lært at tænke.

Men er det motivation nok til at klimasynde mindre?

Flere tænker formentlig, at det er den rigtige løsning, fordi det er det, vi har praktiseret gennem et helt århundrede. Vi er blevet korrumperede af et økonomisk menneskesyn, som anser os mennesker som værende dovne og grådige masser, der kun motiveres af enten pisk eller gulerod.

Praksis er, at pisken straffer os for at gøre noget forkert – og at guleroden belønner os for ikke at gøre noget forkert. Og at vi i begge tilfælde derfor lader være. Men uanset hvad ender vi alle med et problem.

For hvad enten jeg adlyder pisken eller tager imod guleroden, kan det godt være, at jeg holder op med at gøre noget, men jeg vil stå tilbage med et uforløst behov, hvis jeg ikke kan vælge et alternativ i stedet. Og "at lade være" er ikke et alternativ.

Tiltrukket af status quo
Jeg føler mig overbevist om, at jeg ikke er den eneste, som står med samme oplevelse som min indledende beskrivelse. Jeg er desuden af den tro, at vi mennesker grundlæggende ikke er designet til at forandre os. Det er krævende, ubehageligt, energibesværende og måske ligefrem farligt. Det kan de fleste nok nikke genkendende til.

Det kan indimellem virke inkonsistent, men vi er stærkt tiltrukket af status quo. Vores hjerner belønner vores vaner og vil derfor altid forsøge at maksimere denne belønning. Ergo gentager vi vores vaner. Sådan fungerer vi – af natur.

Vi bryder os ikke om at miste, hvad vi har, eller skulle besvære os med at lave om på tingene. Og hvis vi endelig skal ændre vores adfærd, skal vi helst have udsigt til noget, der er lige så godt – hvis ikke bedre – end status quo.

Kunne det derfor tænkes, at vi prøvede nye veje? At vi var kreative og skabte forandring gennem en mere holdbar adfærdsændring? At vi etablerede et princip om – i en fortsat kapitalistisk verden, hvor man nok aldrig helt forkaster pisk og gulerod – at der altid skal være et alternativ.

Intet er jo stærkere end mennesker, der gør, hvad de gør, fordi de gerne vil. For mennesker er motivationen altafgørende. Vi er ikke de beregnende robotter, som pisken og guleroden gør os til. Men hvis vi skal blive bedre til at navigere efter vores indre moralske kompas og tage ansvar, skal der være alternativer. Ellers vil vi forfalde til vaner.

Samfund skal tilbyde alternativer
Tanken er at få danskerne til at fravælge dét, vi – som samfund – vil have mindre af ved at tilbyde et nyt alternativ, som vi gerne vil have mere af, og som stadig tilfredsstiller folks behov, blot på en anden måde.

Pisken og guleroden er generaliserende begreber, der grundlæggende ser os mennesker som værende ens. Ved at tænke i alternativer er der mulighed for at tilfredsstille forskellige behov. Ikke at gøre folks handlinger ens, men derimod at opfordre dem til at træffe et rigtigt valg selv.

Og hvordan gør vi så det?

Vi skal først og fremmest starte med at forstå, hvorfor folk for eksempel flyver på ferie ud fra devisen om, at vi har forskellige behov og motiver.

Skyldes det, at vi ikke føler, vi har ferie, før vi er ude af landet og gerne så langt væk som muligt? Eller at vi skal have så meget ud af ferien som muligt, og det er hurtigere at flyve sammenlignet med andre transportformer? Eller at vi vil have nye indtryk fra andre kulturer og mennesker, så vi kan komme hjem med spændende historier?

Når vi har fundet og forstået folks reelle behov, kan vi begynde at tænke i forskellige "hvad nu hvis"-scenarier, som kan skabe motivation for reel holdbar forandring.

Mere tid til rekreation
Vi kunne omstrukturere vores arbejdstid, så vi fik mere tid til at rekreere. Vi kunne skabe muligheder for oplevelser og afslapning i nærområderne. Vi kunne tage på opdagelse i vores eget multikulturelle samfund og lære forskellige kulturer og historier at kende. Vi kunne gøre kolonihaver, som er under offentlig forvaltning, til allemandseje.

Ovenstående er blot tænkte eksempler. For at finde de rette, nye alternativer, skal vi først og fremmest forstå, hvorfor vi handler, som vi gør. Finde ind til motivet for vores valg.

Først herefter kan vi udtænke nye alternativer, der på ny vis tilfredsstiller vores behov – og på samme tid gør os til de hensynsfulde klimaborgere, som vi faktisk gerne vil være.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00