Seniorrådgiver: Opgørelsesmetode kan spænde ben for klimahandlingsplan

Af Jørgen Henningsen
Debattør, seniorrådgiver ved European Policy Centre og forhenværende direktør i EU-Kommissionen

Det var ambitiøst, da den nye regering sidste år besluttede sig for, at Danmark i 2030 skal have reduceret sit drivhusgasudslip med 70 procent i forhold til 1990. Og det var godt politisk håndværk, at regeringen fik næsten alle Folketingets partier til at bakke op om ideen.

Men det var også dristigt – måske på grænsen til at være risikabelt. Det er vist efterhånden klart, at ikke mange, om nogen, havde en idé om, hvordan målsætningen kunne realiseres.

Og da regeringen i november satte 13 partnerskaber til at komme med bud på, hvad der skal til, eller hvad der kan lade sig gøre inden for forskellige sektorer, afspejlede det, at regeringen stadig ikke havde de elementer, der skal til for at kunne præsentere en plan.

Ambitiøse mål uden konkrete planer for opfyldelse rummer helt generelt en fare. Det kommer til at dreje sig om, hvad der tæller til opfyldelse af målet, snarere end hvad der hjælper på løsning af problemet, som i tilfældet med klimaændringerne.

Klimalovsaftalen har i store træk afklaret, hvordan reduktionerne skal beregnes – det vil sige, hvad der tæller med, og hvad ikke. Her har aftaleparterne gjort livet unødigt svært for sig selv.

Mere problematisk er det, at aftaleparterne har afskrevet muligheden for at medregne tiltag, der hjælper på klimaet, men som ikke tæller med.

Jørgen Henningsen
Debattør, seniorrådgiver ved European Policy Centre og forhenværende direktør i EU-Kommissionen

Mere end en bureaukratisk detalje
Der er ingen tvivl om, at beslutningen om de 70 procents reduktion skal forstås som en reduktion, der skal opnås på basis af den emissionsopgørelsesmetode, der var gældende i 2019 og stadig er gældende, og man må tro, at opkøb og annullering af kvoter i EU's kvotehandelssystem ikke er en af mulighederne for at nå i mål.

De gældende regler er imidlertid skruet sådan sammen, at en række tiltag tæller, uden at de hjælper på klimaet, mens en række tiltag, der hjælper på klimaet, ikke tæller. Det er mere end en bureaukratisk detalje.

Erstatning af national produktion med import, for eksempel biofuels eller cement, eller reduktion af eksport af varer med et klimaaftryk, for eksempel mejeriprodukter, er eksempler på noget, der tæller, men ikke hjælper.

Det ser ud til, at aftaleparterne i det store og hele er indstillede på at undgå disse tvivlsomme emissionsreduktioner, men vil de også være det, når vi nærmer os 2030 og det (måske) viser sig, at det er sværere end forudset at nå de 70 procent?

Parter har afskrevet afgørende mulighed
Mere problematisk er det, at aftaleparterne har afskrevet muligheden for at medregne tiltag, der hjælper på klimaet, men som ikke tæller med. To eksempler:

1) Eksport af grøn strøm. Danmark har inden for EU nogle af de bedste muligheder for at producere mere grøn energi, end vi behøver, især el fra vind.

Hvorfor har aftaleparterne besluttet, at eksport af grøn strøm ikke skal tælles med? Det fjerner incitamentet til en stærk udbygning af vindenergi, der vil give indtægter til samfundet og selvfølgelig vil hjælpe med til i det mindste i en lang årrække at gøre EU grønnere.

Her er noget, der oplagt hjælper, men man har besluttet, at det ikke skal tælle.

2) Gradvis afvikling af importerede træprodukter til bygningsopvarmning til fordel for elbaseret opvarmning og/eller geotermi.

Det burde efterhånden være klart, at de 19 millioner ton CO2 (brutto), som vi årligt (2018) udleder ved afbrænding af forskellige former for bioenergi, ikke har den nettoudledning på nul, som vi "antager" i vores emissionsopgørelse.

Skiftende regeringer har vægret sig ved at komme med et bud på størrelsen af nettoudledningen. Nogle af os mener, at den er i størrelsesordenen 10 millioner ton.

Afskærer mulighed for klimagevinst
Så længe vi fortsætter med at insistere på, at vores biomassebaserede CO2-udledning er nul, afskærer vi os også fra at indkassere den klimamæssige gevinst til opfyldelse af 70-procentsmålet, der vil være ved at reducere især forbruget af træprodukter.

Med den nuværende opgørelsesmetode risikerer vi endda det modsatte: At en del af blandt andet naturgasforbruget vil blive forsøgt erstattet med endnu flere importerede træprodukter med dobbelt så stort CO2-udslip som naturgassen. Det hjælper ikke – tværtimod – men det tæller.

Er der en vej ud af den misere, som er beskrevet ovenfor? Ikke hvis klimalovsaftalen skal fastholdes ned til mindste detalje, men ellers:

Hvis parterne i stedet for at fokusere udelukkende på de 70 procent, også ville se på de absolutte tal, står det klart, at de 70 procents reduktion betyder en reduktion på 29 millioner ton CO2 fra 2018 til 2030.

En del af disse er der allerede "taget hånd om". Energistyrelsens basisfremskrivning, en slags business as usual, forudser, at gældende lovgivning og vedtagne initiativer vil levere de første cirka 12 millioner ton. Det er resten, de 17 millioner ton, der er udfordringen.

I løbet af de kommende uger eller måneder vil det med al sandsynlighed stå klart, at afrapporteringen fra de 13 partnerskaber næppe vil levere det nødvendige.

Men det vil blive meget nemmere og klimamæssigt bedre, hvis aftaleparterne kunne blive enige om at se mere grundigt på de dele af klimapolitikken, der i højere grad satser på det, der hjælper, end på det, der tæller.

Det bliver givetvis også billigere.