SF år 1: Set med SF’ernes øjne

VURDERING: En uventet optimisme stråler ud af SF’erne et år efter det kaotiske regeringsbrud. Læs her, hvad SF’s folketingsmedlemmer og centrale personer i partiet siger om den nuværende situation, betydningen af formandsskiftet og friheden uden for regeringen.

I friere rammer uden for regeringen og med en stærk, ny formand går det overraskende godt i SF et år efter den drabelige regeringsudtrædelse. Partiet er landet igen og har fundet sine ben, lyder det fra fremtrædende baglands- og folketingsmedlemmer.
I friere rammer uden for regeringen og med en stærk, ny formand går det overraskende godt i SF et år efter den drabelige regeringsudtrædelse. Partiet er landet igen og har fundet sine ben, lyder det fra fremtrædende baglands- og folketingsmedlemmer.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Line Jenvall

Et år inde i en ny tidsregning med Pia Olsen Dyhr som formand har SF formået at rejse sig efter et smertefuldt internt opgør og et dramatisk brud med regeringen.

Altinget har spurgt en række af SF’s folketingsmedlemmer og centrale skikkelser i partiets bagland, hvordan de oplever den nuværende situation, og hvad det har betydet, at Pia Olsen Dyhr er trådt til som formand, mens ministerposterne er blevet overladt til radikale og socialdemokrater.

Annette Vilhelmsen – MF og tidligere formand:

Hvordan vil du vurdere situationen i SF på nuværende tidspunkt?
Vi er landet godt. Der er en optimisme i partiet, og jeg oplever en kampvilje. Vi har lært rigtig meget af det, der er forgået. 

Fakta
Altinget har spurgt SF'erne et år efter bruddet med S og R i regeringen:
  • Hvordan vil du vurdere situationen i SF på nuværende tidspunkt?
  • Hvor stor betydning har formandsskiftet haft?
  • Er en af grundene til, at det går bedre, at I ikke længere sidder i regeringen?
Læs her, hvad Pia Olsen Dyhr, Jonas Dahl, Karsten Hønge, Mette Touborg, Ninna Thomsen, Eigil Andersen, Pernille Vigsø Bagge, Steen Gade, Holger K. Nielsen, Trine Pertou Mach og Annette Vilhelmsen svarede.

Hvor stor betydning har formandsskiftet haft?
Formandsskiftet har haft stor indflydelse. Pia er en meget dygtig formand, og hverken hun eller vi andre tvivler på, hvad det er for nogle mål, hun og partiet vil nå. Det smitter af.

Er en af grundene til, at det går bedre, at I ikke længere sidder i regeringen?
Den erfaring, vi har med fra at have været i regering, tager vi med os, men vi kan noget andet, når vi er støtteparti. I stedet for at slås med hinanden, så kan vi nu nøjes med at slås for vores mærkesager og lade de andre om at slås indbyrdes. 


Margrete Auken – MEP:

Situationen i SF nu?
Vi er kommet videre, uden at der er givet køb på de vigtigste ting. Pia klarer sig strålende, og partiet kravler stilfærdigt frem i meningsmålingerne, så vi får identificeret den platform, vi har at gå ud fra.

Formandsskiftets betydning?
Det har haft kæmpe betydning. Pia har god opbakning, hun har kompetencerne, og hun har erfaringerne. Den kombination har været lykkelig.

Skyldes fremgangen regeringsbruddet?
Det gør det meget, meget, meget nemmere for os, at vi ikke sidder i regering. Især rent kommunikationsmæssigt. Men vores indflydelse bliver ringere af det, selvom vi måske ikke var verdensmestre i at kommunikere, hvad vi fik ud af at sidde i regering. 


Trine Pertou Mach – MF og rebel i 2014:

Situationen i SF nu?
Vi er ét SF. Vi har fundet vores ben igen i forhold til partiets identitet, og vi er landet ovenpå en regeringsdeltagelse og en brat afslutning på det kapitel.

Formandsskiftets betydning?
Pia Olsen Dyhr har valgt en politisk profil for SF, der gør, at alle kan være i projektet. Hun er en god leder, en dygtig kommunikator og har stor politisk tæft. Det skal man ikke undervurdere hos en formand, der trådte til i en lidt kritisk periode.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Det er nemmere for os at have vores egen partipolitiske profil, nu vi står uden for regeringen. Det betyder ikke, at det er umuligt at have det i regeringen, men det var åbenlyst for enhver, at den var blevet ret udvandet for SF’s vedkommende.


Holger K. Nielsen – MF:

Situationen i SF nu?
Det står fint til i SF. Vi arbejder godt, har fundet os en rolle og en platform. Folk er positivt overraskede i forhold til, hvad man kunne have frygtet, og der er en meget fin stemning. 

Formandsskiftets betydning?
Det er svært at sætte ord på.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Man har altid større spillerum uden for regeringen, men der er fordele og ulemper ved begge dele. Vi er kommet godt ud af det nu. Der var mange, der havde meget, meget dystre forudsigelser efter den kaotiske udtræden af regeringen, og det er så gået anderledes.

Steen Gade – MF:

Situationen i SF nu?
I lyset af, det er et år siden, vi trådte ud af regeringen, står det overraskende godt til. Der er sket en samling af partiet, og der er ren optimisme hele vejen rundt. Men det er heller ikke hver dag, man mister fire folketingsmedlemmer, og vi ville ikke have stået så stærkt, hvis vi havde fortsat med at skændes, og folk blev chokerede, hver gang vi var med i en beslutning.

Formandsskiftets betydning?
Pia har synliggjort SF’s identitet, og hun lagde en klar linie fra starten, der viser, at vi er et grundlæggende ansvarligt parti, der kan indgå kompromiser og lave finanslovsaftaler.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Der er ingen, der ved, hvordan situationen havde været, hvis SF sad i regering, hvis vi ikke havde haft så megen intern uenighed, og hvis der ikke havde været så mange af vores egne, der var ude at kritisere hele tiden. Vi har ikke forladt tanken om, at træde i regering igen.

Pernille Vigsø Bagge – MF:

Situationen i SF nu?
Det går forrygende. Folk har mod og er fortrøstningsfulde. Vi har en god politik, folk kan forstå, hvad vi mener, og nu har vi større frihed til at sige, hvad vi har kæmpet for.

Formandsskiftets betydning?
Det er altid en omvæltning, når der kommer en ny formand. Men der er ingen tvivl om, at det bliver vigtigere og vigtigere, hvem der er frontfigur for et parti, og Pia er hammerdygtig.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
At vi er trådt ud af regeringen har nogle omkostninger, men der er selvfølgelig altid fordele ved det. Det interessante er, at de nuværende regeringspartier meget ofte påstod, at SF var det svage led i regeringen. Men den har ikke fået det mærkbart bedre, efter vi er trådt ud.


Eigil Andersen – MF og rebel i 2014:

Situationen i SF nu?
Det står godt til. Vi har fortsat indflydelse, og det er en stor fordel, at SF igen kan sige, hvad vi mener, og ikke bliver hængt op på politik, der egentlig ikke er vores. Samtidig kan vi også forklare vores politik, uden at det trækker overskrifter om splid i regeringen.

Formandsskiftets betydning?
Pia er knalddygtig, og jeg sætter hende højt. Hun er god til at præsentere SF’s synspunkter, og hun er meget engageret i det, hun laver. Især har hun medvirket til, at SF har fået en god social profil, og det var virkelig et område, hvor vi var i vanskeligheder, mens vi sad i regering.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Ja. Vi fik gennemført visse ting, mens vi sad i regering, men det var også helt åbenlyst, at der var områder, hvor vi tabte magtkampene. Uden for regeringen kan vi kan føre vores politik frem i stedet for, at der er områder af vores politik, vi ikke må tale om i medierne.

Ninna Thomsen – sundheds- og omsorgsborgmester i København:

Situationen i SF nu?
Situationen er rigtig god og meget bedre, end man kunne forvente. Vi har en partileder, der har en af de højeste troværdigheder, vi har genvundet vores troværdighed blandt vælgerne, og også genvundet en sikkerhed, omkring spørgsmålet: Hvad er partiets kerne?

Formandsskiftets betydning?
Enorm stor betydning. Vi har fået en tydelig leder, der helt sikkert har vidst, hvad hun ville med partiet på en lang række fronter. Hun kom med en meget sikker styring hele vejen rundt, også når det kommer til kommunikation, og den tydelighed smitter af og har skabt ro.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Det er klart. Den her rolle, er en rolle, vi kender. Desværre. Vi er vant til, hvordan vi skal agere, og der er ingen tvivl om, at det var nogle andre sværdslag, da vi sad i regering.

Mette Touborg – Borgmester i Lejre og tidl. næstformand:

Situationen i SF nu?
Det går godt, og det er synligt udadtil. Situation er anderledes, men jeg mener ikke, at politikken er anderledes, end da vi sad i regering. Pia er bare god til at markere sig. 

Formandsskiftets betydning?
Pia har formået at få samling på partiet. Der er blevet sat nogle tydelige politiske dagsordener fra hendes side, og hun er med til at tegne venstrefløjen i forhold til, hvordan man godt fortsat kan have et stærk centrum-venstreorienteret projekt.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Det er lettere at være tydelig på vores egne dagsordener, end da vi stod i regeringen og på den ene side skulle vise partiets dagsorden og på den anden side var en del af regeringen. Vi har fået mere plads til at være dynamiske, fordi vi ikke sidder i regering.

Karsten Hønge – tidligere MF og rebel i 2014:

Situationen i SF nu?
Det går rigtig fornuftigt. Vi har fundet et fast politisk fundament, og vi har fået en tydelig ledelse. Det er de to forudsætninger, der skal være til stede, for at man kan have en chance i politik, og det har vi fået nu. Men dermed ikke sagt, at vi er et ideelt sted nu.

Formandsskiftets betydning?
Det var en hård tid, vi var igennem, og på mange måder var det også en barsk tid. Men Pia bliver en rigtig god og stærk leder for SF. Hun har et kæmpe potentiale, og hun har vist noget af det nu, men der er mere at hente.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Det var partiets redning, at vi trådte ud af regeringen. Vi legede med hele SF’s eksistensberettigelse for et år siden, og nu er vi et andet sted. Selvfølgelig vil SF igen gå efter regeringsmagten, men vi må altid vurdere det som et værktøj, ikke som et mål i sig selv.

Jonas Dahl – MF: 

Situationen i SF nu?
Det går godt. Vi har fået bygget SF op igen, vi har tillid til hinanden og et godt samarbejde i hele folketingsgruppen. Meningsmålingerne er fornuftige, og det, tror jeg, handler om, at vi har formået at diskutere politik og ikke internt fnidder-fnadder.

Formandsskiftets betydning?
Pia har gjort det godt i den situation, hun står i. Annette havde en anden situation at tackle. Pia har været god til at skabe dialog i partiet og en kultur, hvor vi både får debatteret, men også fortalt danskerne, i hvilken politisk retning vi vil have Danmark.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind på, hvorfor det går så godt, og det er da nemmere at fortælle, hvad man vil, når man står uden for regering, end når man er midt i et morads, hvor vores samarbejdspartnere ikke var de steder, vi havde regnet med, de var.

Pia Olsen Dyhr – formand:

Situationen i SF nu?
Det står godt til i SF. Vi har leveret nogle SF-resultater, der er synlige i offentligheden, og det kan man ikke altid, når man i regeringen forhandler i et lukket rum. Men vi gør stadig præcis det samme, som vi gjorde i regeringen: Vi søger indflydelse på politikken. Vi har et ønske om at forandre tingene, ikke bare se til, og det er dét, der forener os.

Formandsskiftets betydning?
Jeg har været optaget af, at vi skulle tale politik, og at vi skulle fokusere på de punkter, hvor SF kunne bringe Danmark i den rigtige retning. Det er mange i mit parti også optagede af, og det er dét, der har bragt os videre. Jeg tror, man bedst får politik igennem ved at give folk ejerskab, men der er også nødt til at være ledelse.

Fremgang fordi I forlod regeringen?
Vælgerne vurderer helt konkret på politiske resultater, og når vi ikke kunne levere for eksempel en bedre dagpengeløsning, så føler vælgerne, at vi svigter dem, og det mener jeg også, at De Radikale i den grad har været med til, at vi har gjort. 

Det, der er hårdt ved at sidde i regering, er, at man er flere partier, der skal finde løsninger sammen. Det er nemmere, når man kun skal blive enig med sig selv. Men jeg synes, at det var træls, at SF trådte ud af regeringen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lilja Vilhelmsen

Bestyrelsesmedlem af Odense ZOO, Naturama og Fjord og Bælt
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001), Læreruddannet fra Den fri Lærerskole, kontorassistent

Jonas Dahl

Regionsdirektør, Region Midtjylland. Bestyrelsesformand, Egmont Højskolen, bestyrelsesformand, Randers Statsskole og bestyrelsesmedlem Aarhus Universitet
cand.mag. i samfundsfag og historie (Aarhus Uni. 2007), INSEAD Executive Management Program (2018)

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

0:000:00