Debat

SF: Nej til privatisering af voldsmonopolet

DEBAT: HK'ere og IT-professionelle kan med fordel erstatte politibetjente for at komme politiets overarbejdspukkel til livs. Politiets voldsmonopol skal der derimod ikke ændres ved, hvorfor der bør være tydelige retningslinjer for, hvilke beføjelser private vagter har over for borgerne, skriver Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Bech Poulsen
Retsordfører, SF

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv en mail til [email protected]

Vi må den store overarbejdspukkel i politiet til livs. Det må vi af hensyn til de enkelte betjentes arbejdsvilkår og af hensyn til politiets mulighed for at løse deres opgaver.

Vi kan ikke på sigt leve med et stort efterslæb i forhold til politibetjentenes afspadsering, hvis politiet skal have tilstrækkeligt med politiressourcer at sætte ind, eller hvis der pludselig sker uventede begivenheder, som kræver politiets tilstedeværelse.

Og når vi i fremtiden skal tiltrække dygtige mennesker til politiet, kræver det, at arbejdsmiljøet er i orden, og at det er muligt at have et familieliv ved siden af et job i politiet.

Beslutningen om at indføre politikadetter må derfor ikke blive til en glidebane, hvor flere og flere opgaver løses af andre faggrupper, som vi for eksempel har set det med de private vagtværn.

Lisbeth Bech Poulsen
SF

Må ikke forringe retssikkerhed
I SF er vi derfor åbne over for forslag, som kan frigøre ressourcer til at løse politiets kerneopgaver. Men det skal ske på en måde, som ikke medvirker til at forringe retssikkerheden, fordi personer uden den nødvendige erfaring eller uddannelse sættes til at løse vigtige politiopgaver.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2017 har Venstre-regeringen sammen med de øvrige borgerlige partier aftalt at oprette 345 stillinger som politikadetter frem mod 2020. Kadetterne skal med 6 måneders uddannelse i baggagen foretage afgrænsede politiopgaver som eksempelvis bevogtning af bygninger, grænsekontrol og lignende.

Politikadetter må ikke blive en glidebane
Det er vigtigt, at politikadetter arbejder i regi af politiet og til afgrænsede opgaver, som kan frigøre ressourcer til andet politiarbejde. Forslaget er imidlertid del af en kedelig tendens, hvor politiuddannelsen hele tiden forkortes. Sidste år forkortede regeringen politiets grunduddannelse fra tre til to år.

Beslutningen om at indføre politikadetter må derfor ikke blive til en glidebane, hvor flere og flere opgaver løses af andre faggrupper, som vi for eksempel har set det med de private vagtværn.

Private vagtværn er en branche i vækst i Danmark, og det stiller en række udfordringer i forhold til, hvilke beføjelser private vagter har over for borgerne. Hvad angår private vagtværn, er der brug for en grundlæggende undersøgelse af retsgrundlaget, så vi borgere har vished om, hvad vagtværnene må og ikke må. Politiet har et voldsmonopol, der på ingen måde kan privatiseres!

HK'ere til fart- og paskontrol
Vi foreslår, at der i en situation med mangel på politifolk og en meget stor overarbejdspukkel kan være fordele i at erstatte politibetjente med HK’ere til at løse mere administrative arbejdsopgaver i eksempelvis servicecentrene til paskontrol eller til fartkontrol.

Det kan frigøre politimandskab til andre opgaver uden at udfordre retssikkerheden.

Efterforskning af IT-kriminalitet
Et område, hvor vi ser en kraftig stigning i kriminaliteten (i modsætning til andre steder), er inden for økonomisk og cyber/IT-kriminalitet. Her skal der ses på, om vi ikke i endnu højere grad kan bruge revisorer, IT-professionelle og jurister.

Endelig tager den teknologiske udvikling tigerspring i disse år. Alt, hvad der på sikker vis kan hjælpe os og hjælpe politiet, skal vi gøre brug af. Dog altid med fokus på borgernes retssikkerhed (for eksempel overvågning) og datasikkerhed.

Vi skal som borgere kunne sove godt om natten i vished om, at vi har overladt fællesskabets voldsmonopol i trygge hænder. En løsning på politiets enorme overarbejdspukkel er derfor ikke et ringere politi, som kan sætte retssikkerheden over styr.

I så fald ender vi i en situation, hvor operationen lykkes, men patienten dør.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

0:000:00