Signe Bøgevald: Den offentlige sektor er gennemsyret af marxistisk arbejdsmoral

Ganske kort tid inden folketingsvalget udsendte TV 2 den meget omdiskuterede dokumentar "Daginstitutioner bag facaden". Dokumentaren afslørede med en række hemmelige optagelser et stort pædagogisk omsorgssvigt i de københavnske daginstitutioner.

Der gik ikke lang tid, før fagorganisationer og venstrefløjspolitikere endnu engang kaldte på minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Et sådant tiltag vil dog ikke øge kvaliteten i daginstitutionerne, men er blot endnu et eksempel på, hvordan den offentlige sektor er gennemsyret af en marxistisk arbejdsmoral. I stedet bør man anerkende markedets gavnlige effekter og gøre brug af disse – også i det offentlige.

På det private marked afgøres en vares pris af den efterspørgsel og det udbud, der er på den gældende service. Forbrugeren betaler altså det beløb, som svarer til den værdi, som forbrugeren giver servicen. Prisen og udbuddet afgøres decentralt af producenter og forbrugere. Og hvis du er utilfreds med en service af en given producent, så har du muligheden for at straffe denne ved at vælge en anden producent næste gang.

Anderledes er det i den offentlige sektor, hvor mange af de grundlæggende dynamikker er dybt præget af en marxistisk tilgang. Her kan man styre og kontrollere sig selv ud af problemerne. Når vi oplever problemer i daginstitutionerne, så stiller vi blot standarder og krav fra centralt hold. Og når der er problemer med kvaliteten i eksempelvis SKAT, så tilfører vi blot området flere penge. Værdien ligger nemlig ikke i kvaliteten af ydelsen, men derimod hvor dyr ydelsen er.

Danmark er på mange måder et dybt kapitalistisk samfund. Og heldigvis for det. Men i den offentlige sektor spøger Karl Marx’ spøgelse desværre stadig.

For når en ydelses pris ikke er bestemt af udbud og efterspørgsel, hvad bestemmer så dens pris? Ja, i mange af velfærdsstatens institutioner bliver det i stedet afgjort fra centralt hold.

Det udstiller en absurd arbejdsmoral, når offentligt ansatte kræver mere i løn og flere kollegaer, som de jævnligt gør, når værdien af den ydelse, de leverer, samtidig ikke også forbedres.

Signe Bøgevald

Løsningen på de usunde arbejdsstrukturer i det offentlige kunne være, at man markedsgjorde flere services. Det betyder selvfølgelig ikke, at socialdemokrater absolut skal omvendes til markedselskende liberalister, der mener, at langt flere af statens opgaver skal privatiseres. Det er helt legitimt at have forskellige ideologiske holdninger til, hvilke opgaver staten skal varetage.

Men hvis man mener, at staten skal finansiere eksempelvis børnepasning og andre velfærdsservices, så må man gøre brug af de dynamikker og metoder, som sikrer den bedste kvalitet. Og her vindes altså meget, når flere services udliciteres.

Det udstiller nemlig en absurd arbejdsmoral, når offentlige ansatte kræver mere i løn og flere kollegaer, som de jævnligt gør, når værdien af den ydelse, de leverer, samtidig ikke også forbedres. Og det er det centrale problem ved, at det offentlige ikke blot finansierer, men også varetager så mange opgaver. Nemlig at der i det offentlige hersker en usund, marxistisk arbejdsmoral.

Denne problematik beskrev William Baumol også i sin kendte tese, Baumols omkostningssyge. Tesen beskriver, at når produktiviteten øges i det private, stiger de private lønninger. For at kunne tiltrække arbejdskraft i det offentlige hæver man også lønningerne her – på trods af, at produktiviteten og kvaliteten altså her ikke er forbedret. Ydelsen, det offentlige leverer, er altså bare blevet dyrere.

Hvor mange gange har vi ikke måttet lægge ører til en stolt og handlekraftig politiker, der proklamerer, at vedkommende nu har tilført x antal millioner eller milliarder til et givent politisk område. Med finansloven i 2016 indførte man blandt andet en såkaldt "værdighedsmilliard", der skulle løfte ældreområdet. Her var logikken, at området nødvendigvis og helt som en selvfølgeligehed måtte stige i kvalitet og "værdighed", hvis man blot postede en ekstra milliard i det.

Men hvornår har vi set en virksomhedsleder gå ud at proklamere, at nu har virksomheden gjort et bestemt område x millioner dyrere? Det har vi med god sandsynlighed ikke. For i det private er det ikke et varemærke i sig selv, at en ydelse er blevet dyrere. Nej, derimod vil private virksomheder da langt hellere reklamere med, at deres produkt eller ydelse er steget i kvalitet – og måske endda også er blevet billigere samtidig med.

Den nye regering har netop præsenteret deres nye fælles forståelsespapir. Det virker, som om man her primært er fælles om at gøre den offentlige sektor både ringere og dyrere. Man kan være uenige om, hvor meget der skal finansieres af det offentlige, hvor meget man bør omfordele, og i det helt taget hvor stor staten bør være.

Det er helt fair at have nogle ideologiske uenigheder og debatter her. Men hvad enten man er socialdemokrat, liberal eller konservativ, må man anerkende de negative arbejdsstrukturer, der gør sig gældende i det offentlige. Det er helt fair at have den holdning, at eksempelvis daginstitutioner skal være offentligt finansierede. Men løsningen er altså ikke blot at tilføre flere penge eller indføre yderligere kontrol og centralisering, som minimumsnormeringer er et klart eksempel på.

-----

Signe Bøgevald Hansen (f. 1998) er formand for Liberal Alliances Ungdom. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.