Skolereform kræver kreativ minister-matematik

Der blev hakket en hæl og klippet en tå, da undervisningsminister Christine Antorini (S) i et samråd i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg for nyligt skulle forklare store forskelle i SFO-taksternes udvikling på tværs af kommunerne.

Det er et centralt element i regeringens folkeskolereform, at der kan hentes 1,2 milliarder kroner til den nye lange skoledag fra kommunernes udgifter til SFO og fritidsklubber. En længere skoledag vil betyde, at børnene skal tilbringe tilsvarende færre timer i pasningstilbud om eftermiddagen.

Men en væsentlig del af kommunernes udgifter til fritidstilbuddene bliver dækket gennem forældrebetaling. Derfor blev der allerede tidligt i det politiske forhandlingsforløb om reformen rejst kritik af, at man var ved at indføre brugerbetaling til folkeskolen gennem bagdøren.

Siden er diskussionen, om kommunerne nu også lever op til reformens forudsætninger, bølget frem og tilbage. I centrum står spørgsmålet om, hvorvidt forældrebetalingen bliver nedsat svarende til reduktionen af den tid, børnene tilbringer i fritidstilbuddene.

Det var netop det spørgsmål, Enhedslistens undervisningsordfører Rosa Lund havde kaldt Christine Antorini i samråd om.

Kamp om konklusionerne
Baggrunden var en artikel i Politiken, hvor det fremgik, at mens børnenes tid i SFO falder med 40 procent som følge af folkeskolereformen, så falder forældrenes gennemsnitlige betaling på tværs af landet kun med 12 procent.

Med andre ord holder forudsætningerne ikke, og pengene passer derfor heller ikke.

Samtidig fremgik det af artiklen, at der mellem kommunerne er stor spredning på, hvordan taksterne udvikler sig. Kun i få kommuner reduceres den med over 20 procent, og nogle kommuner har sågar valgt at hæve taksterne.

Med som svar havde Antorini sin egen opgørelse over SFO-taksternes udvikling. Den gav grundlag for nogle lidt andre konklusioner end den undersøgelse fra fagforbundet FOA, som lå til grund for Politikens artikel.

Ministeriets opgørelse viser godt nok også store forskelle mellem kommunerne. Enkelte har sænket taksterne med over 30 procent, mange med noget mindre, mens en række kommuner har øget taksterne.

Uden at angive nærmere begrundelse vælger ministeren imidlertid et andet udgangspunkt end de 1,2 milliarder, KL og regeringen er blevet enige om, der kan flyttes fra SFO over til folkeskolen.

I stedet hiver hun et tidligere skøn fra regeringen frem på 900 millioner, og siger med det som udgangspunktet, at der er tale om at flytte 15 til 20 procent af de samlede udgifter til SFO'er over i folkeskolen.

Samlet når Christine Antorini frem til, at kommunerne under ét har skåret taksterne med mellem 15 og 18 procent. Altså holder forudsætningerne, og pengene passer.

Uvægtede lodder i skålen
Om FOA eller ministeriets opgørelse er den mest retvisende, er naturligvis et oplagt spørgsmål. Begge parter har i hvert fald betydelige politiske interesser i sagen. Men hvis man isoleret sammenholder ministeriets opgørelse med ministerens konklusioner, er der flere ting, der springer i øjnene. 

Det ene er som nævnt, at hun tager udgangspunkt i et lavere skøn over, hvor mange penge, der skal flyttes fra SFO til folkeskolen, end der ligger i den endelige aftale med KL. Samtidig opererer ministeren med to forskellige tal for, hvor meget kommunerne gennemsnitlig set har sænket taksterne. Nemlig 18 og 15 procent.

De 18 procent dækker over et såkaldt uvægtet gennemsnit af taksternes udvikling på tværs af kommunerne. Det vil sige, at der ikke tages højde for, at store kommuner har flere børn i SFO og større udgifter til ordningen end små kommuner.

En nedsættelse af taksterne med en procent i Ærø Kommune tæller i en sådan opgørelse lige så meget som en tilsvarende reduktion i Københavns Kommune.

Derfor er det mest indlysende at benytte et vægtet gennemsnit, når diskussionen handler om, hvorvidt forældrenes samlede betaling til SFO reduceres med et omfang, der modsvarer de 900 millioner kroner, som skubbes over til folkeskolen. Det er det, de 15 procent dækker over.

100 procent forbi
Kommunernes samlede udgifter til SFO var ifølge Danmarks Statistik på 4.062 millioner kroner i 2013. Når den endelige aftale mellem regeringen og KL om reformens finansiering lægger op til at hente 1,2 milliarder kroner fra den konto, svarer det til lige knap 30 procent af kommunernes regnskabsførte udgifter. 

Selv om Antorini tager sit udgangspunkt i regeringens tidligere skøn med en reduktion af udgifterne på 900 millioner kroner, svarer det til 22 procent af udgifterne. Det er stadig lidt mere end de lidt upræcise 15 til 20 procent, som hun fremhævede over for Folketinget under samrådet.

Hvis beløbet, der overføres fra SFO til folkeskole skal flugte med den gennemsnitlige reduktion i forældrebetalingen på 15 procent, svarer det til, at der kun kan hentes lidt over 600 millioner kroner den vej. Altså rundt regnet kun det halve af, hvad regeringen og KL er blevet enige om.

Åbningstider som joker
FOA holder i sin undersøgelse udviklingen i forældrebetaling op mod en forventet reduktion af børnenes tid i fritidstilbud med 40 procent.

Ministeren satte på samrådet ikke direkte tal på sin forventning til reduktionen i pasningstiden. Men hendes grundlæggende præmis er, at reduktionen i pasningstiden i store træk følger reduktionen i de samlede udgifter til SFO – altså et fald på de nævnte 15 til 20 procent.

Forskellen er, at mens FOA tager udgangspunkt i, at SFO'er udelukkende har åbent om eftermiddagen på skoledage, så lægger ministeriet vægt på, at pasningstilbuddene også er tilgængelige om morgenen og på feriedage.

Det fremgår ikke af økonomiaftalen mellem KL og regeringen, hvor mange timer SFO'ernes åbningstid gennemsnitligt set forventes at blive reduceret for at kunne hente de 1,2 milliarder kroner.

Men forudsætningen bag de 900 millioner kroner, som Antorini tager sit udgangspunkt i, er, at årets cirka 200 skoledage bliver forlænget med i gennemsnit cirka 1,75 timer, og at pasningstiden i fritidstilbuddene reduceres tilsvarende. 

Hvis de 1,75 timer udelukkende skal hentes mellem 12 til 17.00 om eftermiddagen, er en reduktion i SFO'ernes åbningstid på 40 procent kun lidt i overkanten.

Omvendt kan det være svært at afgøre, om morgenpasning og åbningstid i ferien øger den samlede åbningstid så meget, at de 1,75 timer kun svarer til en reduktion på mellem 15 og 20 procent. Og spørgmålet bliver ikke belyst nærmere af ministeren.

Usikkert skøn
Undervisningsministeriet har aldrig lagt skjul på, at der er tale om et skøn med en vis usikkerhed, når man peger på, at der kan hentes 900 millioner kroner fra SFO til folkeskolen.

Det er altid en grundlæggende præmis for den slags beregninger, og det er ofte let bagefter at opstille regnestykker, som viser, at penge ikke helt passer alligevel.

Ikke mindst fordi billedet samtidig kompliceres af, at nogle kommuner har forskellige takster for henholdsvis de seks- til ni-årige og de ti- til tretten-årige, og at nogle også har særlige eftermiddags-takster.

Lidt mindre usikkerhed burde der være, når ministeren ud fra en liste med 92 kommuner tæller op, hvor mange der har reduceret taksterne mere eller mindre end forventet. Men også her kan der sås tvivl, om Christine Antorinis matematiske metoder vil blive godkendt af et eksternt censorkorps uden for Slotsholmen.

Ministeren konkluderede under samrådet, at ”cirka en fjerdedel af kommunerne på baggrund af de indrapporterede takster for andet halvår af 2014 ikke har reduceret taksterne svarende til den gennemsnitligt reducerede pasningstid”.

Den udmelding kan godt skabe lidt forvirring, hvis man tæller efter i hendes egen opgørelse over, hvor meget hver enkelt kommune har reduceret SFO-taksterne. Her det nemlig kun 36 ud af de 92 kommuner, som indgår i opgørelsen, der har reduceret taksterne med mere end 15 procent. 

Ministerens fortælling
Der er altså 56 kommuner, der ikke har sænket taksterne svarende til den reduktion i SFO-udgifterne på mindst 15 procent, som regeringen selv har forudsat.

Når ministeren kan tælle sig frem til, at det ikke er over halvdelen af kommunerne, men kun hver fjerde, der sænker taksterne mindre end det forventede gennemsnit, er det, fordi hun nu opererer med en anden nedre grænse end de 15 procent.

Undervisningsministeriet oplyser over for Altinget, at Christine Antorini tager udgangspunkt i de kommuner, som enten har valgt at hæve SFO-taksterne eller blot har sænket taksterne med mindre end fem procent. Det dækker over 26 kommuner – altså godt en fjerdedel.

Hvorfor forventningerne til reduktionen af den gennemsnitlige pasningstid nu pludselig kun er på fem procent og ikke mindst 15 procent, melder ministeriet imidlertid ikke noget om.

Men i det samlede billede bidrager regnestykket til at bekræfte fortællingen om, at i langt de fleste kommuner – der passer pengene.