Skov-Jakobsen: Drop-in-dåb er ikke quickfix-kristendom

KOMMENTAR: Fastfood-religion var min første tanke, da jeg hørte om konceptet drop-in-dåb. Men jeg tog fejl. Drop-in-dåb har vist sig at være netop den åbne invitation til folkekirken, som mange har manglet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

"Åh nej, nu ikke også os," tænkte jeg første gang, en præst kom og talte om drop in-dåb, hvor man kan komme direkte ind fra gaden og blive døbt. Skal vi nu også til at være en del af quickfix-trivialiteten? Skal vi tilbyde fastfood-religion?

Folkekirken er heldigvis stadig et sted, hvor mennesker kommer for fordybelsens skyld. Heldigvis er der disse rum og situationer, hvor mennesker kan tale med hinanden om det høje og om det lave, om det jævne og det ekstraordinære.

Heldigvis er der stadig alle de præster, som mennesker kan tale med om deres liv, uden at det nogensinde vil blive journalført, uden at det, der tales om nogensinde vil komme uden for den samtale, der foregår. Vi ved nemlig, at vi skal holde mund.

Heldigvis gør vi, hvad vi kan i vores kirker, for at mennesker må opleve livet. Vi synger i kor. Der er koncerter, der musikalsk tolker eksistensen. Socialt arbejde og tid til nærvær. Der er foredrag til oplysning og til diskussion. Der er undervisning, som formidler og gør nysgerrig. Der er heldigvis også mange holdninger, der hele tiden brydes.

Der er stadig en eftertænksomhedens kultur i vores huse. Gudstjenesten er eftertankens og legen med den guddommelige tankes rum. Kirkerummet er mere og mere blevet et rum, hvor mennesker lige kigger forbi.

De sætter sig for at få ro på. Nogle tænder et lys, beder, tænker, sidder og ser på udsmykningen og lytter måske til organisten, der øver sig - og de kommer til sig selv.

Skulle vi nu ind i tidens mange hamsterhjul med sådan noget drop-in dåb? 

En ny optælling viser, at omkring 600 danskere i alle aldre er blevet døbt ved drop in-dåb, siden initiativet begyndte i 2017. Over 300 af dem er døbt i de københavnske kirker. Det, som jeg troede var en overfladisk, fiks idé, har vist sig at være den åbne invitation, som mange har manglet.

Selv om det selvfølgelig generer min forfængelighed, må jeg bare indrømme, at jeg tog fejl. Der var noget, jeg ikke havde hørt og set, men som andre præster heldigvis havde fornemmet.

Det er den samme fortælling alle steder fra: Kirkerummene har ved disse lejligheder været præget af alt andet end overfladiskhed. De har været fyldte med menneskers livshistorier, troshistorier.

Der har været spørgsmål og svar og endnu flere spørgsmål i luften. Livet med alle dets udfordringer, dets lykke og tragedie blev bragt ind i kirkerummene og noget, som nu er blevet troet i et par tusind år, gav for en stund mening for altid.

Sprog, som var blevet nedslidt, vakte pludselig forundring og blev udtryk for glæde og liv. Sårene blev helet – måske blot for en stund, men man fik lov til at dykke ud af mørket og fik så meget lys og luft, at man kunne fortsætte det liv, der ikke kan overskues og planlægges.

Der er mange grunde til, at mennesker ikke er blevet døbt. Drop in-dåbene har lært os alt fra, at dåbsfesten for barnet kan være en uoverstigelig hindring, og til, at mennesker i årevis står og ser ind i et univers, troens og kirkens univers, og de tør ikke tage det sidste skridt.

Samtalen med præsten, angsten for at blive dumpet ved en trosprøve, blufærdigheden har været uoverstigelig – og pludselig var tærsklen lav, og det fornemmedes, at dørene blev slået op med et ”velkommen!”

Enhver, der følger med i dagspressen, opdager hurtigt, at i folkekirken er der mange mennesker med mange meninger. Er der noget, vi ikke er gode til, er det at gå i lige kolonner og marchere i takt.

Sådan må det være, når man har fire udgaver af grundfortællingen - Matthæus, Markus, Lukas og Johannes - og i øvrigt lever i en kirke, hvor udlægningen af Bibelen, fortolkningen ind i enhver tid, er et grundvilkår.

Selv kan jeg godt til tider ærgre mig over, at mange teologiske og kirkelige diskussioner skal begynde på nærmest krigerisk og militant facon.

Det er helt åbenbart, at nogen får et kick af ved deres meningstilkendegivelse at gøre det helt klart, at modstanderen har foden solidt plantet i Helvede og derfor ikke kan tænke himlens tanker, og som følge deraf naturligvis ikke kan være ansat.

Der findes en slags teologisk Tourettes syndrom, hvor man ikke kan kontrollere sine bevægelser og griber til sædvanlige ord. Det er ikke anderledes i den politiske verden eller i den kulturelle. Min automatreaktion i forhold til drop in-dåb, da jeg fik det foreslået første gang, er et udtryk for netop det.

For mange år siden oplevede jeg i begyndelsen af debatten om vielsen af homoseksuelle en diskussion mellem to præster. Ham med det konservative standpunkt talte meget tydeligt og havde tendens til at råbe. Hende, der plæderede for vielsen, var lavmælt – og gik hele tiden ind på hans argumentation og på hans præmisser.

Det var tydeligt, som aftenen skred frem, at han havde fået kam til sit hår. Det var dog den mest elskværdige modstander, der blot holdt sig til argumentet, og som på ingen måde forsøgte at få forsamlingen over på sin side ved nogle følelsesmæssige tricks.

Da vi skulle slutte aftenen af med en salme, satte han sig til flyglet og gav mig et billede og et lydbillede for livet. Han sang og spillede så højt, at han bestemt ikke har hørt andre. Han afsluttede arrangementet på samme måde, som han havde opført sig hele aftenen igennem.

Mens jeg var præst i Søværnet lærte jeg, at hvis argumentet var svagt, da skulle man bare hæve røsten. Det blev dog altid sagt med en høj bevidsthed om, at gjorde man sådan, havde man tabt.

Det kræver en hel del ydmyghed at synge og spille, at udlægge og forstå, at være sammen om gudstjeneste, at være sammen om hele vores tilværelse og nå sammen i det, vi kalder samfund.

Lad bare de usikre hæve stemmen, inden de har forstået anliggendet og har haft tid til at overveje standpunktet!

Jeg vil dog altid håbe, såvel for kirken som for vores nation og demokratiet, at de fleste ikke synger højere, end at de i hvert fald kan høre ham eller hende, der sidder ved siden af, men at vi i øvrigt er fælles om altid at tilstræbe at få fornemmelsen for hele korets sang, for menneskers liv.

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Giv os nu en europæisk valgkamp Jens Chr. Grøndahl: Giv os nu en europæisk valgkamp Næste artikel Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie
Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

AKTIVERING: Et år efter at have været i revalidering er næsten halvdelen i job eller under uddannelse. Så det er en kortsigtet prioritering, når kommunerne fravælger revalidering for at spare penge, lyder kritikken på baggrund af ny analyse.