
For nylig udtalte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at lærerens og skolens autoritet skal bygges op på ny. Det skal ifølge ministeren ske ved, at læreren fysisk skal kunne gribe ind.
Måden ministeren vil sikre mere ro og respekt i skolen er konsekvenser for at bryde spillereglerne, som "elever ikke skal ønske sig".
Det, synes jeg, er absurd. For det er i min optik en falliterklæring af lærerens autoritet og den gensidige respekt, hvis man tror, at trusler og fysisk magt er løsningen, frem for dialog, pædagogik og gode relationer.
Mattias Tesfaye sammenligner en fodbolddommers autoritet med den nye form for autoritet, som læreren skal have. På banen er der, ifølge ham, tydelige konsekvenser, der afføder respekt. Men spilleren og dommeren har jo ikke respekt for hinanden, fordi fodbolddommeren kommer og trækker spilleren hen over græsset ved et rødt kort – uanset om det er en U14-kamp, eller når landsholdet spiller.
Respekten eksisterer, fordi den grundlæggende er gensidig. Hvis man som elev oplever øget tvang – eksempelvis ved at blive slæbt hen ad gulvet fra morgensamling – så vil det opleves som en optrapning og utrygt. Som elever skal vi kunne have tillid til, at de autoritetspersoner, vi møder i skolen, vil os det bedste, og er klar til at støtte os – især hvis vores hjem ikke kan.
Hvis de trygge voksne, der skal følge os ti år gennem vores skolegang, nu skal have mulighed for fysisk at gribe ind og bruge tvang, så er jeg slet ikke i tvivl om, at konflikterne vil blive optrappet, og elever i mistrivsel vil få det værre.
Jeg er helt overbevist om, at min klassekammerat i fjerde klasse, der havde det svært og desværre ofte var det barn, som ministeren nu vil have slæbt op på skolelederens kontor, ikke havde fået det bedre af at blive taget i armen eller trukket uden for døren.
Hvis vi vil have en skole med mere ro og respekt, kræver det, at ministeren tør at se på problemets kerne frem for at slukke ildebrande med dårlige lappeløsninger.
Magnus Herrmann
Formand, Danske Skoleelever
Min klassekammerat fik det bedre i skolen og blev mere rolig, fordi vores dygtige pædagog, Nanna, og dansklærer, Rikke, havde respekt og autoritet af alle de rigtige grunde – de så min klassekammerat og lyttede til hende. De hjalp med teknikker til, hvordan hun kunne håndtere sine følelser, så både min klassekammerat fik det bedre, og klasserummet blev roligere.
Det bagvedliggende problem blev altså løst, og det gavnede både eleven og hele klassen.
Jeg har en lang liste med lærere fra min skoletid, der modtog respekt og havde autoritet, fordi de var dygtige til at skabe relationer og brandgod dialog.
Anette kunne lynhurtigt få klassen til at være stille. Jeppe kunne altid tage de svære snakke med hele klassen, så konflikter ikke eskalerede. Philip kunne på et splitsekund få hele klassen til at tænke over vores opførsel og ændre den. Ingen af de lærere har truet med straf, råbt eller trukket nogen i armen for at få deres autoritet.
Når det er sagt, så er jeg enig med ministeren i, at læreren skal have en tydelig autoritet, og at der skal være klar respekt for læreren.
Vejen til en tydelig autoritet kommer dog af den gensidige respekt, gode relationer og PGP (PisseGod Pædagogik) – ikke en tilbagegang til en skole med mere straf og utryghed.
Selvfølgelig skal der være krav til os elever, men krav skal ikke sanktioneres med, hvad der af os elever helt unægteligt vil blive opfattet som en straf.
Jeg er bange for, at vi elever kommer til at være bange for at gå i skole, hvis fysisk magt er en reel mulighed.
Magnus Herrmann
Formand, Danske Skoleelever
Jeg synes helt generelt, at ministerens forslag er en del af en tendens, hvor vi benytter lappeløsninger og symptombehandling på skolens store udfordringer i stedet for at tage fat i problemets kerne.
Der er for mange elever i de danske skoler, der har det svært, fordi inklusionsopgaven ikke er blevet løftet godt nok. Det skaber uro og udfordringer for lærerne. Men det er jo ikke elevernes skyld, så hvorfor skal vi bøde for det?
Hvis vi reelt vil have en skole med mere ro og respekt, kræver det, at politikerne – og ministeren – tør at se på problemets kerne, frem for at slukke ildebrande med dårlige lappeløsninger, der ikke skaber andet end utrygge elever og flere konflikter.
Jeg er meget bekymret for den udvikling, som ministeren lægger op til. Jeg får faktisk en lille smule anelser af "børn skal ses, ikke høres" i ministerens udtalelser, og det skræmmer mig.
Reel autoritet opstår ikke på grund af frygt og kæft, trit og retning, men på baggrund af gensidig respekt, som begge parter skal gøre sig fortjent til.
Hvis realiteten for fremtidens skole er mere fysisk magt og begreber som PDO (PisseDårligt Opdraget), er jeg bange for, at mange elever simpelthen vil blive utrygge ved deres lærere.
I fysisk/kemi havde min klasse en lærer, der ikke havde respekt eller autoritet, fordi min klasse var utryg ved ham. En utryghed, som jeg er helt sikker på, kun var blevet større, hvis de timer også var fyldt med, at mine klassekammerater blev sendt uden for døren, og hvis vi vidste, at man kunne blive fysisk taget fat i, hvis man ikke opførte sig "rigtigt".
Jeg ville være oprigtigt bange for timer med den lærer, hvor tonen i forvejen var hård og ubehagelig. Ligesom jeg er bange for, at vi elever kommer til at være bange for at gå i skole, hvis fysisk magt er en reel mulighed.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
Indsigt
- Man kan grine af Mælkemanden og Borgernes Parti. Men et andet parti kan have langt mere ubehagelige forbindelser
- I årevis har institut målt partilederes popularitet. Nu sætter formand bundrekord
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- Uenighederne stod i kø, da Troels Lund Poulsen sluttede sig til de blå partiledere
- Bankfusion giver fagbevægelsen trecifret millionudbytte og polstrer formuerne: "En gylden mulighed"


















































