Debat

Socialborgmester: Vi skal ikke kun bygge alment – private udlejere og andelsforeninger kan også tage ansvar

Der er ikke nok betalelige boliger for studerende og socialt udsatte. Løsningen er imidlertid ikke kun at bygge flere almene boliger, for både kommuner og private udlejere kan tage ansvar ved for eksempel at garantere for lån eller give afkald på indskud, skriver Mia Nyegaard (R).

Regeringen har timet boligudspillet op til kommunalvalget. Det er designet for at tækkes
vennerne i den almene sektor, skriver Mia Nyegaard (R). 
Regeringen har timet boligudspillet op til kommunalvalget. Det er designet for at tækkes vennerne i den almene sektor, skriver Mia Nyegaard (R).  Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mia Nyegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg er glad for, at regeringen har lyttet til nogle af de ting, som jeg har råbt højt om og har holdt møder med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) om. Nemlig boliger, der er til at betale for de allermest udsatte, og muligheden for at bygge midlertidigt på ubenyttede områder.

Begge dele indgår i regeringens nye boligudspil, som ministeren netop har fremlagt. Et udspil, som skal skabe tusinder af flere almene boliger, studieboliger og boliger til socialt udsatte, som maksimalt koster 3.500 kroner om måneden.

Især det sidste har jeg som socialborgmester været meget optaget af de sidste fire år. For det er sådan, at vi ikke har de boliger, som vi har behov for at kunne henvise til via den sociale boliganvisning. Ydermere er op imod 40 procent af de boliger, som vi får anvist, for dyre eller uden mulighed for opdeling.

Jeg oplever, at både private udlejere og andelsboligforeninger så absolut vil være med til at tage et socialt ansvar

Mia Nyegaard (R), socialborgmester, Københavns Kommune

Mange i kø

Lige nu venter 569 personer, som er godkendt, på en bolig via den sociale boliganvisning. Andre 114 er indstillet til en bolig, men er endnu ikke godkendt. Så der ér vitterlig et stort behov, som skal håndteres.

Regeringen har naturligvis timet udspillet op til kommunalvalgkampen, og det er designet for at tækkes vennerne i den almene sektor. Jeg har intet imod almensektoren, faktisk tværtimod.

Før sommeren indgik vi i socialforvaltningen således en aftale med Øresunds Kollegiet, som stiller ti procent af deres boliger til rådighed for mennesker med sociale udfordringer.

Men jeg er uforstående overfor det ensidige fokus på den almene sektor i regeringens udspil. Det er lidt som med den gamle traver om, at har man en hammer, bliver alting til søm. Her bliver alt til alment.

I forhold til allerede eksisterende andelsboliger kunne man forestille sig en model, hvor foreningen giver afkald på indskud. Borgeren kan dermed ikke blive andelsejer, men lejer hos andelsforeningen

Mia Nyegaard (R), socialborgmester, Københavns Kommune

Kommuner og andelsforeninger kan hjælpe

Jeg må sige, at jeg oplever, at både private udlejere og andelsboligforeninger så absolut vil være med til at tage et socialt ansvar.

I forhold til nye andelsboliger kunne kommunen for eksempel gå ind og garantere for en del af lånet. For så til gengæld at få anvisningsret til en del af boligerne.

I forhold til allerede eksisterende andelsboliger kunne man forestille sig en model, hvor foreningen giver afkald på indskud. Borgeren kan dermed ikke blive andelsejer, men lejer hos andelsforeningen.

Vi bør gøre i det hele taget gøre det nemmere for kommunerne at indgå samarbejdsaftaler. I februar tog vi eksempelvis et vigtigt skridt i kampen for at bekæmpe hjemløshed i København, da vi underskrev en samarbejdsaftale med CPH Village, som betyder, at vi kan begynde at anvise unge hjemløse til deres bæredygtige containerboliger på Otto Busses Vej på Vesterbro.

Boligerne vil fungere som udslusningsboliger, hvor vi som kommune kan give et huslejetilskud, så den unge har råd til at bo i boligen. Aftalen er den første af sin slags, og den giver os mulighed for at henvise hjemløse til nogle boliger, der tidligere har været uden for rækkevidde.

Da vi i den grad mangler boliger til hjemløse, er det en rigtig god nyhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)