S kritiserer Ole Birk: Du er ikke krigsminister for transport

REPLIK: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) påstår, at Socialdemokratiet reelt ikke ønsker en fast Kattegatforbindelse. Ja, han bruger ligefrem ordet sabotage. Intet kan være mere forkert, skriver transportordfører Rasmus Prehn (S).

Af Rasmus Prehn (S)
Transportordfører

For en transportminister er en af de fornemste opgaver at samle partierne bredt og lave langsigtede kompromisser, der styrker Danmarks infrastruktur og dermed konkurrenceevne, vækst og udvikling.

En transportminister skal ikke være krigsminister, der angriber sine samarbejdspartnere med tendentiøse beskyldninger og dermed skader store fælles beslutninger og investeringer i et mere mobilt Danmark.

Med sin påstand om, at Socialdemokratiet saboterer Kattegatforbindelsen, går Ole Birk Olesen for langt i retning af det destruktive. Lad os nu i stedet samarbejde bredt om Kattegatforbindelsen og anden infrastruktur.     

Transportminister Ole Birk Olesen påstår, at jeg reelt ikke ønsker en fast Kattegatforbindelse. Ja, han bruger ligefrem ordet sabotage. Intet kan være mere forkert. Både Socialdemokratiet og jeg er varme tilhængere af en fast forbindelse, som vil være med til at binde Danmark sammen og skabe vækst og udvikling i hele landet.

Ministeren begrunder sin beskyldning med, at jeg fastholder, at en Kattegatforbindelse også skal have plads til tog. Det, mener han, er urealistisk, og derfor konkluderer han ganske tendentiøst, at jeg reelt ikke ønsker en fast forbindelse.

Minister og LA favoriserer privatbilisme
Ingen kan vel være i tvivl om, at ministeren og Liberal Alliance ønsker at favorisere privatbilismen. Det er blevet sagt mange gange, og vi har set det gennem konkrete tiltag fra regeringens side.

For eksempel nedsættelse af bilafgifter, manglende opbakning til Togfonden, besparelser på DSB og meget andet. Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen, har ligefrem sagt, at jernbaneinvesteringer hører fortiden til – gad vide, hvad de siger til det i Japan, Kina, Frankrig, Schweiz og alle de mange andre lande, hvor de i disse år investerer på livet løs i moderne jernbaner?

I Socialdemokratiet ønsker vi en afbalancering mellem privatbilismen og den kollektive trafik. Vi er ikke modstandere af biler, slet ikke, de er vigtige for mange mennesker, så hverdagen overhovedet kan hænge sammen.

Men når det er sagt, mener vi også, at en effektiv kollektiv trafik, som tidsmæssigt kan konkurrere med privatbilen, er vigtig. Ikke mindst for de mange mennesker, som ikke har råd til en bil, men også for at løfte vores ansvar for miljøet og klimaet.

Men det er et perspektiv, som åbenbart ikke ligger ministeren på sinde.

Kattegatbro kan sikre kort togtur mellem Aarhus-København
Jeg vil ikke give slip på visionen om, at det skal være muligt at komme fra København til Aarhus – og omvendt – på kun én time. Det kan kun lade sig gøre med tog over Kattegat.

Ministeren nævner de strategiske analyser, som blev lavet i 2015 og igen i 2018. I den periode er behovet for statsligt tilskud til en fast Kattegatforbindelse faldet med ni milliarder kroner. Det er jo tankevækkende, at fornyede beregninger ændrer så meget på behovet for tilskud.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om ikke der burde laves langt mere grundige analyser, hvor alle aspekter tages med.

Regeringen har afsat 60 millioner kroner på Finansloven for 2019 til en forundersøgelse af en fast Kattegatforbindelse, men ministeren lægger ikke skjul på, at han kun ser en ren vejforbindelse for sig.

Mit råd skal være, at de 60 millioner kroner bruges på en grundig forundersøgelse af både en ren vejforbindelse og af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. Kun på et oplyst grundlag kan der tages endelig stilling til, hvordan en kommende Kattegatforbindelse skal indrettes. Der er alt for tidligt at stirre sig blind på kun én løsning.

Socialdemokratiet indgår gerne i arbejdet, og vi ser også helst en bred aftale, men det kræver en fairness fra ministerens side, hvor han ikke på forhånd har lagt sig fast på en bestemt løsning.

Lad pensionskasser hjælpe med regningen
Ministeren lægger stor vægt på, at forbindelsen skal være brugerbetalt, og det er jeg enig med ham i. I Danmark har vi tradition for, at den slags store projekter er brugerbetalte. Uden det havde vi aldrig fået en Storebæltsforbindelse, en Øresundsforbindelse og heller ikke den fremtidige Femernforbindelse.

Men en brugerbetalt forbindelse behøver ikke nødvendigvis at være den kendte model med statsgaranterede lån. En liberal regering bør ikke være fremmed over for andre finansieringsmuligheder, for eksempel via et OPP-samarbejde, hvor private investorer går ind med kapital.

Vore pensionskasser har store summer, som de skal investere for os alle sammen. De har mange gange efterlyst danske projekter at investere i, så pengene ikke lægges i udlandet. Hvad med at kigge til den side?

De to forbindelser over Storebælt og Kattegat er begge med til at binde Danmark sammen. Nu har alle danskere, der har brugt Storebælt i de sidste 20 år, været med til at betale for den forbindelse. Derfor vil det også være oplagt, at økonomien for de to forbindelser fremover ses under ét.

Alt i alt ser jeg frem til den forundersøgelse, som forhåbentlig sættes i gang i det nye år, men gør den så bred som muligt, så alle muligheder undersøges.

Så støtter Socialdemokratiet gerne op!

Forrige artikel Airbnb: Vi er en fordel for det danske samfund Airbnb: Vi er en fordel for det danske samfund Næste artikel Morten Helveg: Støjberg, Orban og de usolidariske højreradikale har vundet Morten Helveg: Støjberg, Orban og de usolidariske højreradikale har vundet
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.