Søren J. Damm: Kan man dø af kønskvoter?

Forestil Dem, at man fra internationalt hold gik sammen i en videnskabelig koalition, der en gang for alle besluttede sig for at ville udrydde den sataniske sygdom, cancer. Uanset omkostningerne.

Det blev blandt andet besluttet at nedsætte en særligt udvalg af 10 kræftforskere, der skulle lede arbejdet. De 10 skulle naturligvis være de absolut dygtigste i verden.

IBM’s supercomputer Watson var blevet udstyret med en særlig software og den mest avancerede kunstige intelligens, verden endnu havde set, til så objektivt som tænkeligt muligt - på tværs af race, køn, etnicitet, udseende, social arv, etc. - at udvælge de 10 bedste af de bedste forskere til at stå i spidsen for opgaven med, at opfinde den nutidige ækvivalent af månelandingen - en universel kur mod cancer.

Efter at have behandlet billioner af informationer meddelte Watson, at udvalget skulle bestå af otte kvinder og to mænd. Alle var fremtrædende på deres felt, men gruppen var også særligt udvalgt, fordi synergien mellem disse forskere ville være ekstra positiv.

Et mere enkelt eksempel kunne være, at man skulle konstruere en bro. Hvad ville du foretrække? En jævn fordeling af mandlige og kvindelige ingeniører - eller de ti bedste ingeniører?

Watson opstillede en kalkule – at med det givne udvalg ville en revolutionerende bredspekteret vaccine mod cancer kunne præsenteres om 28 måneder.

På verdensplan dør ca. 650.000 mennesker hver måned af cancer. Det ville sige, at mens kuren blev udviklet ville godt og vel 18.000.000 mennesker dø af cancer. Lad os for argumentets skyld antage, at efter vaccinen var klar, døde man ikke længere af sygdommen.

Er målet at udrydde cancer så hurtigt som muligt, eller er det vigtigere, at gruppen af forskere har en specifik kønssammensætning?

Søren J. Damm

Alle var spændte og forventningsfulde.

Der var dog et lille aber dabei.

Man havde lige glemt, inden udvalget skulle nedsættes, at det først skulle underlægges kønskvotering. Det havde politikerne, hvoraf ikke en eneste var uddannet kræftforsker, nemlig vedtaget kort forinden.

Læs mere: Advokat: Godt at ministeren dropper kønskvoter

Man insisterede på en til hver tid 60/40 procent kønsfordeling i alle udvalg og bestyrelser, der fik tilført offentlige midler.

Nu blev Watson bedt om at indregne kønskvoteringen i beregningen. Nu bestod gruppen så af seks kvinder og fire mænd. Der blev opstillet en ny kalkule for den estimerede tid, der skulle forskes, før udvalget kunne præsentere en kur. Nu var overslaget vokset til 30-32 måneder.

Altså i bedste fald ville kuren, ledet af det nu kønskvoterede udvalg, først være klar to måneder senere, hvilket ville resultere i mindst 1.300.000 ekstra dødsfald i forhold til den første konstellation af forskere, hvor kønskvoteringen ikke var indregnet.

Ovennævnte er naturligvis et forsimplet og helt igennem teoretisk eksempel, men det er samtidig umuligt at afvise, at en bredt implementeret kønskvotering indimellem ville udelukke de bedste kandidater til forskellige grupper, hvis formål det ville være at forbedre det fælles gode.

Der er intet impirisk grundlag for at tro, at kønskvoter forbedrer kompetencen når vi taler om, at sammesætte så optimale grupperinger som muligt.

Det store spørgsmål her er så: Vil vi udrydde cancer så hurtigt som muligt, eller er det vigtigere, at gruppen af forskere har en specifik kønssammensætning?

Et mere enkelt eksempel kunne være, at man skulle konstruere en bro. Hvad ville du foretrække? En jævn fordeling af mandlige og kvindelige ingeniører - eller de ti bedste ingeniører? Hvad er vigtigst? Kønskvoter, eller det fælles gode?

Man kan muligvis leve med, at der indføres kønskvoter i bestyrelsen til museer, kulturudvalg og visse virksomheder, men hvad når der kan være liv på spil - hvilket princip er så det højeste? Kønskvoter, eller det enkelte individs liv og førlighed?

Og hvad nu hvis Watson kontinuerligt udpegede et flertal af f.eks. mænd, så fordelingen af de givne poster var nogenlunde som i dag, eller måske med en endnu større overvægt af mænd - ville man så igen insistere på kvoter – hvis ja, hvorfor? Fordi computeren var konstrueret af mænd, eller fordi en given statistik sammensætning af arbejdsmarkedet har en særlig høj moralsk værdi?

Læs mere: Modstand mod kønskvoter i musikken

Men der er jo her i Danmark nogle strukturelle problemer, der skal rettes op, hører man gentaget debatten. Men hvor er beviserne for disse meget omtalte strukturer? Hvor er beviserne for glaslofterne og de esoteriske ’old boys netværk’? Eller er fakta, logik og empiri også en del af disse klandestine 'strukturer'?

Skal vi også kvotere universitetsoptaget, så en masse dygtige kvinder ikke kan læse medicin (i 2016 var ca. 65 procent af de optagne på medicinstudiet på KU, kvinder), fordi 40 procent af optaget skal være mænd, hvoraf nogle sikkert er uduelige, optager unødig plads, og koster en masse penge?

Måske man i højere grad burde anvende anonymiserede optagelsesprøver, så køn ingen rolle spiller. Som f.eks. Kvote 2 optaget på medicin? Det er vel mest fair? Men da optaget gennem en sådan prøve resulterede i et langt større optag af mænd end kvinder, blev testen straks udråbt til at være kønsdiskriminerende - altså i modsætning til den normale optag på medicin?

Pigerne får i dag også 0,85 point højere karakterer end drenge i den danske folkeskole. – Bør vi også lave kvoter på dette område, så drenge f.eks. automatisk får én karakter højere end pigerne? Bør vi virkelig belønne nogen, blot på grund af deres køn?

Vi har en klar overvægt af kvinder på landets primære akademiske uddannelser, formanden (m/k) for Folketinget er en kvinde, monarken er en kvinde og vi har lige haft en kvindelig statsminister. Er der virkelig stadig nogen, i en indflydelsesrig position i det danske samfund, der ikke ser mænd og kvinder som intellektuelt ligeværdige? Jeg tror det ikke.

Kønskvotering fungerer kun, hvis de er målet i sig selv - hvilket jo er absurdt. Og de kan i sidste instans unødigt koste nogen livet. Så hvad er vigtigst: kønskvoter eller resultater? – Det er enten/eller.

.......

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.