Søren J. Damm: Regningen, der gav mig lyst til at omstyrte staten

I den danske velfærdsstat er vi alle digitaliserede fæstebønder. Du kommer aldrig til endegyldigt at eje nogen af de ting, der er krumtappen i at være en velfungerende og bidragende borger.

Dit hus, din bil, og lign. bliver aldrig endegyldigt dit – for uanset hvor store summer du bruger, skal du stadig betale afgifter, moms, skat, grundskyld, vægtafgift, etc.– det stopper aldrig. Det fortsætter selv efter din død, hvor dine arvinger endnu en gang betaler skat af de penge du evt. efterlader.

Alle er vi evighedslejere i det umættelige velfærdshus, hvis døre er barrikaderede og ingen kan komme ud.

Men det er et dejligt hus, kan de fleste af os godt blive enige om, men det er begyndt at knage i fugerne og trænger snart et gennemsyn.

Det er intet mindre end en kafkask uppercut, efterfulgt af et tørt los lige i de hypersensitive skattebetalertestikler.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

Ovenstående er synspunkter man kan være politiske enig, eller uenig i. Men der hvor jeg får lyst til at rejse mig og omstyrte de statslige institutioner, og hvor de politiske kulører går i gråt, er når jeg modtager min halvårlige el-regning.

Det er intet mindre end en kafkask uppercut, efterfulgt af et tørt los lige i de hypersensitive skattebetalertestikler.

Overfloden af absurditeter på regningen fra Dongman Sachs, vækker en foruroligende lyst til at tvangsdeportere den samlede Djøf-stand ud i landbrugskollektiver, eller at melde sig under anarkokapitalismens sorte faner.

Lad os se nærmere på uhyrlighederne:

Det er tydeligt at selve el-forbruget andrager 329 kr., der så pålægges en moms på 82 kr., som er en passiv udgift der ikke oprinder fra en brændende busk eller en stentavle, men er en allestedsnærværende udgift pålagt fra politiske hold, og som tillægges en regning, der så betales med penge, der allerede er betalt en høj skat af. Men i alt 412 kr. er der altså brugt strøm for, inkl. moms.

Så starter festen i El-dorado:

345 kr. skal der betales for ’Transport af el.’.
210 kr. skal der betales for ’Offentlige forpligtigelser’.
78 kr. for ’Netabonnement’.
808 kr. indkræves der i ’Elafgift’. (bemærk at elafgiften pr. kWh er 83 øre, mens prisen på en reel kWh kun er på 34 øre.)
Og til sidst, endnu en gang, afladspenge til statens hedenske afgud, moms. - 360 kr.

Alt i alt er der brugt el i den givne periode for 329 kr. Alligevel ender regningen på 2214 kr.!

Dvs. at ud af det samlede beløb, der skal betales, udgør det væsentlige, altså selve el-forbruget på denne specifikke regning, kun små 15 procent af det samlede beløb.  

Mængden af absurditeter i regningen krones dog af det faktum, at jo højere et forbrug man evner, jo mindre en procentmæssig del af regningen vil så udgøres af de mange uigennemsigtige og kafkaske afgifter og skatter.

Altså jo mere el du bruger, jo mindre absurd vil din regning være. Dog med det forbehold at selve forbruget aldrig vil udgøre den primære udgift. Ca. 88 procent af regningen vil typisk udgøres af alt andet en selve forbruget og distributionen af samme. Hvor er den rationelle dimension i den dynamik?

Men kigger man nedover de mange skatter, afgifter, etc., viser det også borgerne, at snakken om skattelettelser et langt stykke af vejen er en skindiskussion, da enhver skattelettelse hurtigt ville kunne modvirkes af endnu en subtil udtænkt af/udgift, emballeret i en omgang servil newspeak, der i sidste instans handler om, at du, bevidst eller ubevidst, overfører en støt stigende sum af penge til SKAT, der de senere år har dygtiggjort sig i at trylle astronomiske summer væk i administrative sorte huller, eller videre til landflygtige skatteunddragere.

Det generelle problem med ovenstående iagttagelser er, at enhver snak om skattelettelser, afgiftsnedsættelser eller ønsket om at skære tæt i mængden af uigennemskuelige ekstra udgifter, straks rubriceres som ensidig ultraliberal retorik.

Men det er ikke absurditeten i, at man som borger føler sig som en udpint livegen, der forfølges af sheriffen af Nottingham, mens man desperat spejder efter en Robin Hood, der aldrig kommer. Nej, essensen handler i første omgang ikke om trækprocenter, men om transparens. 

Man bør som borger vide, hvad man har. Selv om man betaler sin skat med glæde, fremfor med penge, bør det stadig være et moralsk aksiom, at man relativt nemt kan gennemskue hvad man betaler for, og hvordan de afgivne penge efterfølgende forbruges.

Det bør etisk set altid være sådan, at man kan planlægge frem i tiden, uden at skulle overrumples af urimelige afgifter på et hus, der er betalt ud med renters rente, eller skulle forvente stigende udgifter på en afbetalt, men uundværlig bil, eller blive overmandet af en stigende strøm af kafkaske uigennemskuelige afgifter, der i virkeligheden blot er en ekstra skat, da de pålægges skattebetalernes faste udgifter - det være sig f.eks. udgifter til bil, bolig, el, varme og vand.

Det er en udvikling, ingen kan være tjent med. Som borger bør man have krav på nemt at kunne gennemskue sine mulige økonomiske dispositioner, sin og sin families mulige fremtidige økonomi, og man bør kunne gennemskue, hvor meget man til enhver betaler til staten.

Staten bør være til for borgerne og ikke omvendt. Det bør først og fremmest ses som en moralsk betragtning, før det er en politisk. Et synspunkt der formelt har tilslutning fra langt de fleste af Folketingets partier. 

Og så kan vi bagefter diskuterer om skatten er for høj - eller for lav.

......

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.