Søren J. Damm: Sidste chance før den analoge politiker forsvinder

Der var mange interessante aspekter i DR’s fine portrætserie af landets lille supereksklusive klub af tidligere og en nuværende statsminister. En ting, jeg personligt bemærkede, var den tidligere konservative statsminister Poul Schlüters særlige rolige og umiddelbare facon.

Sammen med blandt andre Mogens Glistrup, Niels Helveg, Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Erhardt Jakobsen, Anker Jørgensen og Uffe Ellemann udgjorde Schlüter nogle af de mest markante profiler af en særlig generation politikere, som folk gerne var på fornavn med.

De var, enkelte af dem er her stadig, de sidste politikere fra den snart svundne analoge verden. En verden uden internet og smartphones. En verden med naturlige pauser, ufiltrerede personligheder, dybe indåndinger og store hemmeligheder.

Men med bevægelsen fra den analoge verden til den digitale er det enkelte menneskes mentale frirum under hastig indskrænkning. Det smitter af på os alle, såvel hin enkelte som politikerne på Slotsholmen.

I processen mister den enkelte politiker kant og personlighed og presses til sidst ud af tuben som et fadt gråt jakkesæt.

Søren J. Damm

I den analoge verden var der en anden rytme i politik. Den svingede mere frit og improviseret. Der var mere plads til mennesket, mere plads til den uomgængelige fejlbarlighed vi alle rummer. Men netop også i den potentielle fejlbarlighed ligger kimen til det store, muligheden for at tage en chance og tilsidesætte sig selv for det gode, det projekt eller den ide, der transcenderer den enkelte sag eller det enkelte individ. Præcis det at tage en chance uden et sikkerhedsnet af presserådgivere og vage forholdsord er det, der skiller statsmanden fra levebrødspolitikeren.

Hvis den analoge politik var at sammenligne med jazz, så minder vor tids politik mere om den digitale popmusik. Partiernes udmeldinger er skåret præcist efter et særligt publikums smagsløg. Det er effektivt, det minder om Spotifys personaliserede algoritmer, men det er også behagesygt og udmøntes ofte i en meningsboble-politik, der ofte ikke magter at rumme hensynet til samfundet som et hele - et synspunkt man i øvrigt hører tiltagende sjældent.

Mange af nutidens politikerfabrikker er ramt af det, man på tysk kalder Verschlimmerbessern, som betyder, at man i et forsøg på at organisere noget mere optimalt i stedet risikerer at gøre slutproduktet dårligere end udgangspunktet.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

Partierne er gået fra, med rod i en prædisponeret ideologi, at ville gøre samfundet kontinuerligt bedre til i dag i højere grad at operere som en hær af politiske forsvarsadvokater, der repræsenterer en specifik gruppe individers særlige interesser, uanset omkostningen for resten samfundet. Tendensen er generel og breder sig som invasiv rødbedefarve ud i hele det politiske spektrum.

Det mentale skifte i politik minder om ændringen i fodboldens verden, hvor man i en spirende omstillingsperiode, da man gik fra amatør til gennemprofessionaliseret fodbold, udklækkede unikke spillere som Allan Simonsen, Preben Elkjær og Michael Laudrup. I dag producerer den danske professionelle fodboldverden solide spillere på samlebånd, men i processen fjernes spillernes egenart, dem der tør tage den lange risikable aflevering, der kan vende kampen, dem der har den kompromisløse kærlighed til spillet, dem der har fodbold i sjælen, om man vil.

Bevares, der findes stadig unikke spillere, lige så vel som politikere med sjæl, men tendensen går den forkerte vej. Der er alt for mange korte, præcise, men ligegyldige afleveringer. Bolden bliver blot flyttet rundt på midtbanen. Og hvis man i lang nok tid ikke tør tage de farlige afleveringer, så mister man med tiden evnen til at mestre dem.

Men når vejen til den politiske verdens gode ben går gennem et langmodigt partiapparat, hvor den politiske værnepligt lønsomligt først skal aftjenes, er der ikke plads til mange risikable afleveringer. Uanset kandidatens evner og formåen skal partiorganisationernes hierarkiske niveauer gennemleves som Dantes ni cirkler. Men mange af nutidens politikerfabrikker er ramt af det, man på tysk kalder Verschlimmerbessern, som betyder, at man i et forsøg på at organisere noget mere optimalt i stedet risikerer at gøre slutproduktet dårligere end udgangspunktet.

Og i processen mister den enkelte politiker kant og personlighed og presses til sidst ud af tuben som et fadt gråt jakkesæt. Er det de rigtige talenter, der fremelskes i disse miljøer og processer?

Den fade smag fremelskes også af den tiltagende nidkære overvågning af politikere og deres arbejdsprocesser både grundet deres egen brug af SoMe, partiernes egen eksponentielt stigende brug af samråd, og en presse, der er under konstant pres for at grave sensationelle solohistorier op af Slotsholmens tiltagende udpinte jorder, står på nakken af politikerne.

Alle er det forhold, der har skabt et voldsomt decimeret rum, hvor der efterhånden ikke længere er plads til politik og mennesker, men kun mekaniske processer og indlærte udtalelser, der skal være renset for den mindste form for humor, kant, chanceskaberi eller personlighed, da man ellers i stigende grad risikerer at antænde en allestedsnærværende aggressivitet, der ikke bare svovler over på de sociale medier, men også manifesterer sig fysisk, særligt på landskommunalt plan.

Der er en tiltagende gængs opfattelse af, at man skal have en stærk mave for at begå sig i politik, men hvad siger det om udviklingen i vores samfund? Ja, kunne man overhovedet forstille sig, at politikere som Mogens, Svend, Ritt, Poul og Niels ville overleve en tur i nutidens politiske grenhakker? Hvis svaret er nej, er det så ikke en tendens, man burde modarbejde - for alles skyld?

-------------------

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.