Kommentar af 
Søren Kristiansen Jacobsen Damm

Søren J. Damm: Vores velfærdssandwich kan hurtigt blive klæg

KLUMME: Lige eller ulige - det danske samfund er en fint afbalanceret maskine, der effektivt hakker de fleste sociale markører til en lind, retfærdig velfærdsfars, der minimerer afstanden fra top til bund.

EN BRED SMAG: I Danmark smager det hele lidt af det samme, skriver Søren J. Damm
EN BRED SMAG: I Danmark smager det hele lidt af det samme, skriver Søren J. DammFoto: Fotomanipulation/Scanpix
Søren Kristiansen Jacobsen Damm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den politiske udvikling har næret en generel forestilling om, at der i Danmark i højere grad end tidligere, er en tiltagende ulighed, og at en særlig styrende klasse, koster rundt med de almindelige skattebetalere som frygtsomme livegne på herremandens fede jorder.

Men i et land, hvor majoriteten stadig står op, når den indre hane galer, og der gribes efter den imaginære malkespand, er en af de ting, der er mere provinsielt end flertallet af os danskere selv, vores gængse forestilling om, hvad det vil sige at tilhøre en given social klasse  eller ’elite’.

Den mest almindelige måde, vi inddeler folk i de vedtagne samfundsklasser, er efter forskellige sociale markører. Oftest relaterer de til, hvor du bor, og hvad du laver. I mit tilfælde ville nogen af disse markører f.eks. være:

Jeg er ryger. Jeg vejer 10 kilo for meget. Jeg elsker at gå på værtshus. Mine forældre er ikke akademikere. Jeg kan godt lide bøfsandwich med ristede. Jeg kan godt lide boksning. Jeg har aldrig været i Berlin - eller på Folkemødet.

Måske køber alle danskere ikke den moderne opfattelse af ’det gode liv’, f.eks. forestillingen om, at den korteste vej til Nirvana er brolagt med en humanistisk videregående uddannelse, halvmaraton og en bolig i København?

Søren J. Damm

Men jeg har også læst filosofi på universitetet. Jeg er journalist og debatredaktør. Jeg er vokset op i Nordsjælland. Jeg bor på Østerbro. Jeg betaler topskat. Min omgangskreds tæller bl.a. professorer, redaktører, finansfolk og advokater. Min datter går i privatskole. Jeg kan godt lide Bach og Schubert og elsker eksklusive vine.

Nu er spørgsmålet så: Er det kun de sidste markører, der dikterer min plads på den sociale rangstige, eller spiller de først nævnte markører også en rolle - 'trækker de ned'?

Personligt betragter jeg mig selv som middelklasse. Jeg trækker som så mange andre på værdier og markører fra alle sociale klasser, og netop de mange sociale lag i Danmark, der er så hårdt klemt sammen i vores fælles samfundssandwich - fyldt med velfærdsfrikadeller, dybstegt i politiske udvalg, meningshavet og uskøn polemik - at de forskellige komponenter ligger tæt nok til at give en lidt uskøn, men alligevel harmonisk, unison smag, som langt de fleste af os egentligt godt kan lide, nemlig smagen af, hvad det vil sige at være dansk.

Men selvom de forskellige sociale klasser, fungerer som et tætliggende, positivt udvekslende friktionslag, der danner den danske samfunds egenart og unikke succes, så præsenteres vi jævnligt med bedemandsminer for undersøgelser, der slår fast, at vi i Danmark ikke har haft nogen nævneværdig fremgang i social mobilitet siden 1970’erne. Men er det egentligt så stort et problem?

Overser man ikke, når der tales om ’eliten’ og den manglende sociale mobilitet (hvis vi et kort øjeblik fraregner den procentdel af borgere, der er fanget i komplekse problemer med f.eks. misbrug, alvorlig sygdom, og lign.), at afstanden - i modsætning til i næsten alle andre lande - mellem ”høj og lav” i Danmark, ofte er så kort og realiserbar, at grunden til, at man i nogle familier over flere generationer ikke nødvendigvis bevæger sig op i det opstillede hierarki, men bibeholder sin sociale status gennem generationer, er, at man måske er godt gammeldags tilfreds med, hvor man befinder sig?

Måske køber alle danskere ikke den moderne opfattelse af ’det gode liv’, f.eks. forestillingen om, at den korteste vej til Nirvana er brolagt med en humanistisk videregående uddannelse, halvmaraton og en bolig i København?

Jeg vil påstå, at der findes en solid portion borgere, der ikke alle drømmer om at lave ’noget med kommunikation’, anmelde gadeteater i Politiken, eller orker at arbejde 80 timer om ugen i en investeringsbank.

Der findes – og det har jeg empirisk belæg for - faktisk folk, der gerne vil være kokke, automekanikere og pædagogmedhjælpere. Det er ikke alle, der partout skal eller vil have en studenterhue, eller en kandidatgrad i retorik – det primære er bevidstheden om, at man har muligheden.

Overordnet lever vi i et meget lige samfund, og der er stor transparens mellem de forskellige sociale lag. Vi kan se nemt, hvordan ’den anden halvdel lever’. Og det er saliggørende at vide, at der også findes bonderøve i Vedbæk. Og denne afmytologisering af forestillingen om hinandens privilegier, vaner og værdier, de forskellige sociale klasser imellem, er sund for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet.

Men ligesom vi altid bør tilstræbe et rigt mål af lighed i et civiliseret samfund, bør vi også udvande den sociale stigmatisering, der ofte følger med, hvis man ikke søger ’det gode liv’, der partout skal gå via gymnasiet og en videregående uddannelse. 

At bibeholde det danske samfunds balance og særlige DNA er lige så betinget af tilstræbelsen af lighed, som den er betinget af, at lighedsbegrebet ikke sættes på en ensidig politisk formel, for derefter at blive forceret ned i halsen på befolkningen som en helt flad, klæg velfærdssandwich. 

.........

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren J. Damm

Litteraturredaktør, Berlingske
BA i filosofi (Københavns Uni. 2007)

0:000:00