Om  
Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen er død

Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen er død af en hjerneblødning. Han blev 52 år gammel. 

Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Søren Pape Poulsen, leder af Konservative og tidligere justitsminister, er lørdag afgået ved døden.

Det oplyser Konservatives generalsekretær, Søren Vandsø, på partiets hjemmeside.

Søren Pape Poulsen var fredag til partiets hovedbestyrelsesmøde i Vejen, da han blev ramt af en blødning i hjernen. Han blev ifølge partiets meddelelse kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv kunne ikke reddes, og han døde lørdag klokken 13.13.

"Han faldt om midt i det, han havde viet sit liv til. Det politiske liv, der skulle skabe et bedre liv for os andre. Han var ved at orientere os om ældrepolitik og udenrigspolitiske betragtninger, og det sidste han oplevede, var et stort bifald fra sine partifæller," skriver Søren Vandsø på partiets hjemmeside.

Søren Pape Poulsen har været formand for De Konservative siden 2014, hvor han kom fra en post som borgmester i Viborg. 

Han var justitsminister under Lars Løkke Rasmussen (V) fra 2016 til 2019.

 

Læs også

Det strømmer nu ind med reaktioner på Papes død.

Partiets politiske ordfører Mette Abildgaard, skriver i et opslag på X, at hun er ramt af ubeskrivelig sorg:

"Jeg vil savne ham som menneske, som ven og fortrolig og som partiformand," skriver hun:

"Et gennemført godt menneske - betænksom og omsorgsfuld. Det skæve smil var svært at modstå".

Hård valgkamp i 2022

Søren Pape Poulsen oplevede som partiformand en ualmindeligt hård valgkamp i 2022, da han med stærke meningsmålinger i ryggen udfordrede både Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen (S) og stillede op som statsministerkandidat, men undervejs tabte det meste på gulvet.

Hans privatliv kom til at fylde i valgkampen, da det viste sig, at Pape havde viderebragt usandheder om sin ægtefælles baggrund, og de endte med at blive skilt kort før valget. 

Læs også

Valget i 2022 endte utilfredsstillende for Konservative, og Pape valgte at holde partiet ude af den nye midterregering.

Lars Løkke Rasmussen skriver i et opslag på Facebook, at han er ramt af stor sorg:

"Jeg kan ikke befri mig for tanken om, at det er resultatet af et sammenstød mellem et FOR hårdt politisk miljø og en kærlig sjæl," skriver han blandt andet.

Borgmester bliver fungerende formand

Næstformand i Konservative og borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler, bliver ifølge partiets vedtægter fungerende formand, indtil der er fundet en ny.

Han bliver dog ikke partiets fungerende politiske leder.

Det oplyser Ziegler til Ritzau ifølge Politiken.

Hvad den videre proces om valg af ny formand og ny politisk leder bliver, er endnu uklart, oplyser partiet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00