Lige nu er vi halvvejs, når det gælder opfyldelse af FN's bæredygtighedsmål fra 2015. Når det gælder anvendt tid, men desværre ikke når det gælder om at levere på målene.

Lige nu – og vi ved kun delvist hvorfor; krig, energikrise og fødevarekrise – går det på mange parametre den forkerte vej.

Så mens vi stadig afventer regeringens lovede 2022-rapport og med blikket rettet mod FN's midtvejsmøde og EU's afrapportering næste år må man desværre spørge, om vi helt overordnet er ved at miste pusten. 

Jeg er bange for det.

Verdensmålene bør være regeringsgrundlag

Det vil være synd og skam, for FN's bæredygtighedsmål har været med til at mobilisere bredt. Både virksomheder, græsrødder og medier.

I høj grad fordi de fik stærk og bred politisk opbakning. Her ligger en vigtig nøgle til at genoplive dem, holde dem i live og forny engagementet.

Den kommende valgkamp bør benyttes til det. Det bliver helt afgørende for indsatsen de næste 7,5 år, at alt ikke drukner i helt kortsigtede politiske initiativer. Arbejdet med FN's verdensmål er ikke – og må ikke blive til ufarlig "knaphulspolitik."

Det bør blive en af den næste regerings hovedopgaver. I regeringsgrundlaget.

Gennem en markant forbedring af bæredygtighedsvurderingerne af lovforslag, samt ved at supplere beregningerne af vores CO2-fodaftryk på verden med tal for fodaftrykket på en lang række vigtige ressourcer.

Alt sammen for at udvikle et styringssystem med tre bundlinjer: Ren økonomi, klima og miljø samt social målopfyldelse.

En grøn førernation?

Det kræver, at vi får os selv placeret på verdenskortet så ærligt som muligt.

Det handler om ressourceforbrug per indbygger, hvor vi hele vejen rundt ligger mægtig højt. Vi nåede i år "earth overshoot day" allerede 28. marts, som land nummer otte.

Vi kommer ikke uden om et personligt ansvar, der dog også ofte kan hjælpes på vej gennem forskellige politiske initiativer

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

I 1971 viste samme slags beregninger, at vi nåede dagen i december. Vi ved, vi kun er overgået af Bangladesh, når det handler om hvor stor en del af vores landareal, der er dyrket. Og vores CO2-udslip ligger cirka på gennemsnittet i Europa og kun lidt lavere end Kinas per indbygger.

Kun når det gælder vedvarende energi og energibesparelser lever vi op til egen forestilling om at være en "markant grøn førernation."

Det betyder, at det offentlige på lignende måde som de største virksomheder i EU i fremtiden skal arbejde med løbende bæredygtighedsrapportering med fokus på, hvor der er negativ effekt på klima, miljø, biodiversitet, arbejdsforhold og menneskerettigheder, samt dokumenterbare fremskridt mod målene. 

Indtil nu handler mit bidrag om politik. Ja, om mere politik. Og det er faktisk en afgørende del af at genvinde pusten. Også fordi virksomheder og den private sektor helt generelt har brug for nye rammer for at kunne navigere i den store omstilling. Det hjælper de mange EU- initiativer heldigvis med til, fordi rammerne dermed bliver fælles i hele det indre marked. Indsatsen i EU-samarbejdet bliver derfor ret afgørende. 

Vi kommer ikke uden om personligt ansvar

I regeringens egen analyse i handlingsplanen fra 2021 står mål 12 om bæredygtigt forbrug og blinker rødt sammen med biodiversitet og natur. Helt med rette. Og som den rigtig store udfordring. Også fordi det kræver både politik, folkeligt engagement og den store samtale.  

Vi har brug for politik, der kræver langt bedre produkter med lang holdbarhed, sikker viden om hvordan det er produceret og med ret til reparation.

Omlægningen af vores forbrug og nye vaner er nok den største ændring, vi står overfor, hvis vi skal nå rimeligt i mål mod bæredygtighed

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Reel cirkulær økonomi med stadig mindre ressourceforbrug per indbygger. Men det kan jo ikke stå alene, så vi kommer naturligvis ikke uden om et personligt ansvar, der dog også ofte kan hjælpes på vej gennem forskellige politiske initiativer. Også vaner kan påvirkes af både politik, økonomi og fælles diskussioner. Nedgangen i kødforbruget viser, hvor vigtigt det er. 

Omlægningen af vores forbrug og nye vaner er nok den største ændring, vi står overfor, hvis vi skal nå rimeligt i mål mod bæredygtighed. Indsatsen og fokus på CO2-reduktioner er således kun en start. Og heldigvis hænger alting hænger sammen med alting.

En ny analyse fra EU-Kommissionens videncenter (JRC) viser eksempelvis, at en forlængelse af levetiden på mobiltelefoner på blot ét år vil kunne reducere udledningen af drivhusgasser, der svarer til at man fjerner én million biler fra de europæiske veje hver dag.

Jeg er ret sikker på, at eksemplet ikke står alene, når vi for alvor sætter ind for at få et bæredygtigt forbrug. Det vil blive fremskridt på rigtig mange områder samtidigt.