Stig Ørskov: Medieudvalg blev styret af Søren Pinds personlige holdninger, som brød med udvalgets opgave

Hurtigt skulle det dog vise sig, at udvalgsformanden var helt uinteresseret i analyser af befolkningens tillid til medierne, ligesom han var helt afvisende over for mit forslag om at inddrage presse- og ytringsfrihedseksperter som eksempelvis Jacob Mchangama i udvalgets afdækning af problemstillingen.

Det stod også hurtigt klart, at udvalgsformanden var mere optaget af at sikre en stærkere regulering af de danske, redaktionelle medier end at sikre borgerne større retssikkerhed på sociale medier og begrænse spredningen af misinformation på de digitale platforme.

Det var tydeligt, at den svenske medieombudsmandmodel, slet, slet ikke tilfredsstillede Søren Pinds ønsker om stærkere statslige virkemidler over for medierne. Han ønskede at tage langt tungere våben i brug: en statslig udpeget – og finansieret – medieombudsmand med ret til at rejse og føre sager mod medierne.

Det vil være ganske ulykkeligt, hvis Danmark, i en tid hvor demokrati og frihedsrettigheder er under et voldsomt pres – også i Europa, går forrest med øget statslig indblanding i de frie medier.

Stig Ørskov
Administrerende direktør, JP/Politikens Hus

Inspiration for autoritære lande

Medieudvalgets slutrapport er derfor endt med et langt mere vidtgående forslag, end det oprindelige kommissorium lagde op til. Et forslag, som er et brud med den stærke danske tradition for selvregulering i medierne. Og et forslag, som samtidig udgør et brud med en tydelig international retspraksis for, at staten helt principielt er tilbageholdende i forhold til at regulere og intervenere i det redaktionelle indhold hos etablerede frie medier.

Princippet om mediernes selvregulering fremhæves af såvel den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som Europarådet.

Der er ingen af de lande, vi normalt sammenligner os med, der har en statslig udpeget og finansieret medieombudsmand. I Europa er det kun Sverige og Irland, der har en egentlig medieombudsmand, og for begge lande gælder, at medieombudsmanden er helt uafhængig af staten.

Den svenske ombudsmand er udpeget – og finansieret – af de svenske medieaktører – og har ingen ret til at rejse eller føre sager mod medierne. Der er tale om en uafhængig institution, som staten ikke har nogen indflydelse på.

Jeg støtter fuldt ud en medieombudsmand efter svensk model. Vi savner i Danmark en institution, som kan være med til at skabe debat om medieansvar og -etik. Og som samtidig kunne være med til at pege på sager, som vores hjemlige Pressenævn burde tage op til behandling.

Til gengæld vil det være ganske ulykkeligt, hvis Danmark, i en tid hvor demokrati og frihedsrettigheder er under et voldsomt pres – også i Europa, går forrest med øget statslig indblanding i de frie medier med betydelig risiko for at inspirere mere autoritære lande.

En mediesherif rimer ikke på demokratiske principper

Tilmed har Pind-udvalget ikke evnet at underbygge kontroltrangen med noget dokumenteret behov – at det skulle være nødvendigt med øget statslig indblanding i medierne. Som nævnt viser den årlige globale undersøgelse fra Reuters Institute, at der findes få lande, hvor befolkningens tillid til medierne er højere end i Danmark.

Netop derfor kunne statsministerier Mette Frederiksen (S) da også i sin nytårstale konstatere følgende om Danmark: “De fleste af os stoler på hinanden. På myndighederne og medierne.”

Tiden er ikke til at give køb på den dyrebare pressefrihed, som har været med til skabe det tillidsfulde Danmark, vi alle ønsker at værne om. Tværtimod har det sjældent været vigtigere at beskytte den.

Derfor har jeg også valgt at gå imod forslaget – afgive dissens, som det hedder.

En mediesherif, der på statens vegne skal jagte medier og journalister, der på borgernes vegne gransker staten, rimer ikke på sunde, demokratiske principper.

En mediesherif, der på statens vegne skal jagte medier og journalister, der på borgernes vegne gransker staten, rimer ikke på sunde, demokratiske principper.  

Stig Ørskov
Administrerende direktør, JP/Politikens Hus

De øvrige forslag fra udvalget støtter jeg.

Søren Pind mangler almindelig redelighed

Tiden er heller ikke til at afkald på almindelig redelighed, når man beder borgere om at stille sig til rådighed i vigtige udvalgsarbejder. Nedsættelsen af udvalg til at understøtte og berige den politiske beslutningsproces med indsigt og forslag er en vigtig institution i den danske forvaltningstradition.

Derfor er det også stærkt problematisk, når man ikke som udvalgsmedlem kan stole på den præmis, der ligger til grund for deltagelse i udvalget: kommissoriet for udvalget.

Hvis man fremover som udvalgsmedlem skal være bange for, at det er udvalgsformandens personlige holdninger og idiosynkrasier, der styrer arbejdet, risikerer det at svække kompetente menneskers lyst til at deltage. Kun de færreste har lyst til at blive spændt for den slags vogne.

Den manglende lyst til at blive spændt for en vogn er måske også grunden til, at flere udvalgsmedlemmer, herunder repræsentanterne for Danske Medier og Dansk Journalistforbund, nu – efter offentliggørelsen af rapporten – føler sig foranlediget til at lægge tydelig offentlig afstand til centrale elementer i forslaget om en medieombudsmand.

I stedet for et enigt udvalgt, står vi i dag tilbage med usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet er flertal i udvalget for at lade en medieombudsmand rejse og føre sager mod medierne.

En sælsom situation, som kunne være undgået, hvis Søren Pind havde udvist almindelig redelighed og holdt sig inden for kommissoriet.

------------

Altinget har givet Søren Pind mulighed for at svare på kritikken. Han skriver i en mail: “Jeg konstaterer, at 19 medlemmer ud af 19 har tiltrådt at aflevere rapporten som lavet af medieansvarsudvalget. Jeg konstaterer, at 18 ud af 19 medlemmer står bag rapporten – og at ét medlem, Stig Ørskov, har et del-forbehold over for en delkonklusion. Ørskovs polemik giver mig derfor ikke anledning til nogen bemærkning. Den må stå helt for sig selv. Som i medieansvarsudvalget.”