Kommentar af 
Jarl Cordua

Støjbergs martyrium efterlader et såret, men roligt Venstre

KOMMENTAR: Ellemann er under stort pres for at rette Venstre op, før kravet om en ny formand vil lyde. Men der er grund til at tro, at Venstre for første gang i årevis har ro på de indre linjer. 

Støjberg har tvunget sit gamle parti ud i en udlændingepolitisk strammeroffensiv, skriver Jarl Cordua.
Støjberg har tvunget sit gamle parti ud i en udlændingepolitisk strammeroffensiv, skriver Jarl Cordua. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsdag i sidste uge smækkede Inger Støjberg, ikke overraskende for dem, der har fulgt dramaet i Venstre, så eftertrykkeligt med døren, at man kan glemme alle forestillinger om et comeback til partiet.

Det lønlige håb lever ellers i nogle af de kommentarer, som kom i slipstrømmen på den tidligere næstformands sædvanligt veltimede og meget iscenesatte exit med interview i lokalavisen som breaking news om formiddagen, følgende dobbelt-interview i flere morgenaviser og ellers TV-interviews resten af dagen med det glade budskab om, hvor gennemført elendig og venstreorienteret Jakob Ellemann-Jensen er.

Nu havde han så kapret hendes gode, gamle Venstre, som hun var opvokset i, og som nu desværre ikke levner plads til gode, sunde, snusfornuftige og ikke mindst jyske synspunkter. Ja, alt det parnasset i København rynker på næsen af i salonerne og i redaktionslokalerne. 

Blå bog
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Ikke bare blev alle broerne til Venstre brændt, efter hun havde overhældt dem med benzin. Selv stolper og alle andre bærende elementer, hvorpå en ny bro i fremtiden måske kunne bygges, blev ved samme lejlighed sprængt fuldstændig i atomer med Støjbergsk dynamit.

Den tidligere V-næstformand troede ikke et sekund på, at Ellemann nogensinde bliver statsminister, forklarede hun og satte yderligere en kile ind med sin vurdering af, at han desuden havde ødelagt forholdet til de øvrige blå partier, som aldrig havde været ringere i hendes 20-årige tid på Christiansborg.

Det står nu klart, at så længe Ellemann er formand for partiet, så er der ingen vej tilbage til Venstre for Støjberg, som ellers hævder, at hun stadig er venstremand helt ind i knoglerne og føler et slægtskab med "baglands-Venstre", der skulle være fundamentalt anderledes end "Christiansborg-Venstre", som hun føler sig fremmedgjort af.

Dette forsøg på at give sin udmeldelse et skær af martyrium har naturligvis - sammen med en måneds ballade efter beslutningen om at stemme for en rigsret - gjort betydelig skade på Venstre, der er raslet ned på historisk lave niveauer i vælgertilslutning. Det har dog også trukket betragteligt store veksler på partiets forståelse for Støjberg, at hun med sine hårde anklager om forræderi mod partiets grundværdier har forsøgt at brænde partiet ned til grunden.

Sandheden er, at den offentlige interesse for Støjbergs person herfra alene vil tage sit udgangspunkt i, at hun sidder på anklagebænken i en rigsretssag. 

Jarl Cordua, Kommentarskribent

Slagsmålet med Ellemann har i al fald haft sine omkostninger. Mange V-folketingsmedlemmer kan læse i Altinget i denne uge, at med de nuværende målinger, så skal næsten halvdelen af gruppen regne med at lave noget andet efter næste folketingsvalg.

Hvis kommunalvalget bliver en katastrofe, som det tegner til, kan de vragede borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer selv vælge, om de vil give enten Ellemann eller Støjberg skylden for miseren. Det nemmeste vil nok være at pege på Støjberg, men en valgkatastrofe vil under alle omstændigheder skabe problemer for Ellemann.

I Venstre har man dog hidtil ikke begået den store fejl at skælde ud på de mange vælgere, der sympatiserer med Støjberg og har forladt partiet enten før eller efter det store skisma med partiets beslutning om at stemme for rigsretten. Tværtimod, så har mange venstrefolk udtrykt forståelse for Støjbergs position og stemt imod rigsretten, men dér, hvor vandene skilles, er, at man går i rette med fortællingen om Venstre, som partiet der har solgt ud især i forhold til Jylland og flygtninge, som er Støjbergs påstand.

Ikke overraskende er Venstre gået i offensiven med overvejende symbolpolitiske opstramninger i den såkaldte 'værdipolitik', der dybest set handler om at møde muslimske flygtninge med mest mulig mistro og opstille så mange forhindringer for statsborgerskab, så Venstre ikke, som den meget effektive nationalkonservative kampagne mod Ellemanns person hævder, fremstår som en filial af Radikale Venstre og i virkeligheden er en kulturradikal, kosmopolitisk venligbo i for pæne jakkesæt.

I den sag er Støjberg et slags hovedvidne for de nationalkonservative, der fører krig mod alle liberale og borgerlige, der ikke umiddelbart køber deres forestilling om et Danmark på vej mod hastig undergang.

Støjbergs testamente til sit gamle parti er nok i virkeligheden, at hun og andres vedholdende anklager mod Ellemann tvinger Venstre til at deltage i råbekonkurrencen på højrefløjen om, hvem der kan finde på flest symbolpolitiske stramninger i udlændingepolitikken.

I mellemtiden har man fundet indfødsretsordfører Morten Dahlin frem og sat ind i forreste række til at gå i front med de nye krav til de relativt få flygtninge fra Mellemøsten, der måtte kæmpe sig frem til et statsborgerskab.

Dahlin har længe markeret sig på de sociale medier inden for den særlige disciplin med hurtige 'værdipolitiske' markeringer, som både Støjberg og især Nye Borgerlige, men også visse socialdemokrater, har fået stor succes med. Omvendt er det et felt, som partiets officielle udlændingeordfører, Mads Fuglede, som ellers længe har været en Støjberg-støtte, ikke selv dyrker. Det kan undre, når han selv køber 100 procent ind på hele denne dagsorden og ellers bakker ufortøvende op om Støjbergs udlændingepolitiske positioner.

Alle kan imponeres over Mads Fugledes viden og engagement i amerikansk politik, men ingen kan se ham markere sig synderligt i den udlændingepolitik, som han også hævder at være meget optaget af. Indtil videre har han dog lovet at være "kanariefuglen i minen", der dør af iltmangel, hvis Venstres, dvs. Ellemanns, udlændingepolitik bliver for slap. Loyalt mod Ellemann, bevares, men ellers lyder det ikke som en erklæring, der ligefrem lover voldsom pro-aktivisme.

Det bliver også interessant at se, hvilken rolle medierne har tænkt sig at give Støjberg herfra. Får hun tildelte den oplagte funktion som tiltalt i en historisk rigsret, hvor hun skal svare på spørgsmål ind og ud af retten, eller håber hun på, at hun også kan være en slags politisk overdommer, så længe hun er løsgænger, hvor medierne vil bede hende om at vurdere Venstres politik? 

Det står omvendt klart, at lige så snart hun melder sig ind i et andet parti, vil hun ikke længere kunne hævde at repræsentere noget andet end sit nye parti. Støjberg skal næppe regne med store rundture i mediemanegen med interviews, bortset fra måske lige den dag, hvor den tidligere venstremand meddeler, at hun har meldt sig ind i et nyt parti.

Sandheden er, at den offentlige interesse for Støjbergs person herfra alene vil tage sit udgangspunkt i, at hun sidder på anklagebænken i en rigsretssag.

Man kan dog stadig møde synspunktet - endda blandt kommentatorer - at Støjberg trods alt dette har en fremtid i Venstre. Nogle forestiller sig endda som kommende formand, hvis - eller når - Ellemann har kørt Venstre i sænk, og et nyt projekt skal bygges op fra grunden.

Det vil i givet fald være ret enestående i dansk politisk historie, at et udmeldt folketingsmedlem vender tilbage og ind fra højre modtages som frelser af de samme mennesker, der lige har sendt hende ind foran en rigsret.

Formodningen hviler på den forestilling, at en rigsret vil frifinde hende, hvorefter hun er politisk ren som sne og klar til at tage over i Venstre efter et katastrofalt folketingsvalg. Den præmis er - udover at være tordnende naiv - også forkert. Selvfølgelig er man for altid politisk belastet, selv hvis man bliver frikendt i en rigsretssag. For hvorfor endte man mon dér i første omgang?

Støjberg har i øjeblikket også praktiske problemer med at blive valgt til Folketinget fra sin nuværende position. Hun kan lade sig vælge som løsgænger, hvilket er svært, men næppe umuligt givet hendes nuværende popularitet. Mere realistisk er det, at hun bliver medlem af et andet parti, hvor man nok må forestille sig, at hun finder sig til rette og dropper alle planer om et V-comeback.

Ellemann er helt sikkert under et kæmpe pres for at rette Venstre op, og han har ikke uendelig tid til at gøre det. Der er selvfølgelig grænser for, hvor store katastrofer Venstre kan absorbere, før kravet om en ny formand vil lyde.

Der er nu et begrundet håb i Venstre om, at der for første gang i mange år reelt set er noget, der minder om fuldstændigt ro i Venstre.

Jarl Cordua, Kommentarskribent

Èn ting står dog helt sikkert fast. Det bliver ikke Inger Støjberg, som man hiver ind til at løse den opgave. Så går depechen videre til en anden fra folketinggruppen, der måtte overleve et blodbad, som Støjberg under alle omstændigheder er medansvarlig for. Hun vil møde en hermetisk lukket dør herfra. Det er sandheden, som for længst burde være gået op for alle, der seriøst følger dansk politik.

Venstres elendige meningsmålinger har dog ført til, at de gamle rivaler hos Søren Papes Konservative er vågnet op til dåd og nu pludselig har overhalet Venstre som største parti hos opinionsinstitutterne.

I dag kan Pape give et interview i Berlingske, hvor han selvbevidst omfavner den nye og kærkomne succes, men uden dog at påtage sig rollen som oppositionens leder. Udover at det ville være en stor fejl at gøre det, så er det heller ikke muligt for ham i praksis. I al fald ikke så længe Venstre stadigvæk har 41 mandater i Folketinget og Konservative kun 12.

I dag kan Venstre så også læse med gru, at endnu en måling hos BT har sendt partiet under 10 procent, mens Konservative kan bryste sig af opbakning på hele 15 procent. Paradoksalt har det parti, der stemte for rigsret til Støjberg, inkasseret en gevinst med beslutningen, mens Venstre, der var delt i spørgsmålet, reelt er kollapset.

For Venstre sætter man nu sin lid til, at de fleste folketingsmedlemmer har forstået alvoren. Man bemærker sig centralt, at adskillige menige folketingsmedlemmer på de sociale og på de gamle medier rykker ud og forsvarer både Ellemann og lægger afstand til Støjbergs påstande om partiet.

Ledelsen gør også plads i front til folk, der har stemt imod rigsretten. Det ses ved at nordjyden Preben Bang Henriksen nu igen er retsordfører efter Støjberg, som han var det i VLAK-regeringens tid. Morten Dahlin, der har taget teten i partiets agitation, er blevet belønnet med en plads som formand for Folketingets retsudvalg, som Bang Henriksen nu afgiver. 

Gamle fjender - i al fald under opgøret med Løkke - som Claus Hjort og Kristian Jensen er for nyligt gået sammen i egenskab af tidligere finansministre om en kronik, der angriber regeringens gældsætning af landet. Der er nu et begrundet håb i Venstre om, at der for første gang i mange år reelt set er noget, der minder om fuldstændigt ro i Venstre.

Konventionel visdom vil nok kunne give partiet et vælgermæssigt tilbageløb på mindst et par procent, hvis man får to-tre måneder uden intern ballade. I så fald kan de konservatives forhåbninger om at spille førsteviolin igen hurtigt fordufte.

Det er helt op til Venstre, der dog også snart må forholde sig til, at deres tidligere formand barsler med et nyt parti, der kan give nye indhug i vælgerbasen. Men hvad Løkke foretager sig, er jo. som Ellemann siger, et vilkår, som han ikke kan gøre noget ved.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator ved Berlingske m.fl.
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)