Om  
Troels Lund Poulsen

Intet kampvalg i Venstre: Troels Lund Poulsen er officielt den eneste formandskandidat

Fristen for at melde sig som kandidat til formandsposten i Venstre udløb onsdag ved midnat. Troels Lund Poulsen står stadig som den eneste kandidat til posten.

Troels Lund Poulsen er den eneste kandidat til formandsposten i Venstre ved partiets landsmøde i november. 
Troels Lund Poulsen er den eneste kandidat til formandsposten i Venstre ved partiets landsmøde i november. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emilie Tilma

Der bliver intet kampvalg til posten som Venstres formand. 

Det er konklusionen efter, at ingen andre kandidater har meldt sig inden opstillingsfristens udløb onsdag ved midnat. 

Troels Lund Poulsen står derfor som den eneste kandidat til at blive Venstres nye formand. 

Det skriver TV 2, som er i besiddelse af en intern mail, der er sendt til partiets medlemmer torsdag morgen.

I mailen skriver partiet: "Først når valget er overstået, vil Troels Lund Poulsen være formand for Venstre". 

Læs også

"Utroligt glad og ydmyg"

Selv skriver Troels Lund Poulsen på sin Facebook, at han er "utroligt glad og ydmyg omkring" at stå til at blive partiets næste formand. 

Han anerkender også, at Venstre ikke er i den form, partiet kunne ønske sig. "Det skal vi have rettet op på, og det kommer til at tage tid - og hårdt arbejde," skriver han og afslutter:

"Vi skal gøre det sammen som et hold. Alt det og meget mere glæder jeg mig til at drøfte på landsmødet i Herning i næste uge." 

Valget af Venstres nye formand finder formelt sted på partiets landsmøde i Herning 18. og 19. november. 

Delt formandsskab frem mod landsmødet

Troels Lund Poulsen meldte sit kandidatur til Venstres formandspost 25. oktober i et fælles opslag på Facebook med Sophie Lose, der samtidig meddelte, at hun genopstiller som partiets næstformand. 

Læs også

"Venstre har brug for en samlet og stærk ledelse, der kan skabe stabilitet og fremgang for vores parti. Den samlede og stærke ledelse mener vi, at vi kan udgøre. Vi vil sammen sætte den politiske kurs og drive Venstres gode organisation," lød det i opslaget.

Makkerparret overtog formandsskabet for partiet efter den daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, 23. oktober valgte at trække sig som formand og fra dansk politik generelt. 

Frem mod landsmødet varetager Stephanie Lose derfor det organisatoriske ansvar i Venstre, mens Troels Lund Poulsen fungerer som vicestatsminister, forsvarsminister og økonomiminister. Det er ham, der håndterer det politiske arbejde på Christiansborg og regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne. 

Om det er det begge parterne i makkerparret, der får lov at stå i spidsen for Venstre efter landsmødet vides ikke, da det ikke på nuværende er offentliggjort, om der er andre opstillede til posten som næstformand. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00