Sognepræst: Kampen om bededagen er et billede på et større problem

Omvendt ser SF det som en mulighed for at komme med i regeringen. Det er nemlig værd at bemærke, at Socialdemokratiet slet ikke er afvisende. Kan de møde SF i spørgsmålet, slipper de også selv for en tilbagevendende mislyd i regeringens karosseri.

Der er bare det, at SF slet ikke kæmper for bededagen eller helligdagen, men derimod for fridagen for det arbejdende folk.

Og kommer der noget tilbage igen, så er det fridagen og ikke helligdagen. Hvis altså de kan finde finansieringen og arbejdsudbuddet. For så vil den primære kritik være imødekommet.

Man kan ligefrem forestille sig, at Socialdemokratiet og SF har drøftet det forud for meldingen fra SF; i hvert fald kunne Trine Bramsen (S) allerede ugen før bedyre, at der måske kunne komme en fridag af en eller anden art, men nok ikke lige bededag.

Er det ikke ligegyldigt, om det er en helligdag eller en fridag, der måske kommer tilbage? Nej, tværtimod.

Svend Thorhauge
Sognepræst

Men er det ikke ligegyldigt, om det er en helligdag eller en fridag? Nej, tværtimod. For historisk set er problemet ikke fridagen, men helligdagen. I hvert fald hvis man ser på det fra et kirkeligt og et konstitutionelt synspunkt.

Det henstår stadig i det uvisse, hvorfor regeringen sammen med Radikale Venstre ikke blot fjernede en fridag, eller i det mindste lod det være op til folkekirken selv at afgøre, hvilken helligdag der kunne undværes. Det var af en eller anden grund magtpåliggende for politikerne, at det netop skulle være store bededag.

Man havde fra statens side foretaget en teologisk og kirkelig afvejning af helligdagenes indbyrdes vigtighed og i den afvejning fundet bededagen som den letteste. Uden forudgående eller efterfølgende egentlig dialog med folkekirken.

Det var historisk set uhørt statslig indblanding i folkekirkens indre forhold, som på mange måder krænkede den tradition, der havde været for skønsomhed, når det kom til spørgsmål om overlappende forhold mellem kirken og staten.

I sådanne forhold havde man traditionelt trådt varsomt, men denne gang udvidede staten sit magtområde til også at gælde inden for kirkens teologi og helligdagsøkonomi. Og staten udvidede sit magtdomæne som en bulldozer.

Med åbne øjne, men lukkede ører.

Derfor må man også fra kirkens side se henimod en ny bededagsfejde med en vis ængstelse.

For selvom det kunne gå hen og betyde, at Alterbogen ville kunne forblive i sin nuværende form og kirken derfor undgik et længerevarende arbejde med at finde ud af, hvornår bededagens tekster i stedet skal læses og anvendes, så vil en genindførelse af bededagen som helligdag befæste den politiske indblanding i kirkens indre religiøse forhold.

For nogle vil det nok lyde mere formelt end reelt, men hvis først politikerne begynder at forholde sig teologisk til politiske spørgsmål, så er fanden løs i Laksegade.

Der er en grund til, at vi gennem snart 25 år har talt om religionernes vigepligt i det offentlige rum, og så nytter det ikke noget, at politikerne selv indfører religiøse argumenter fra folketingets talerstol.

Man kunne derfor ønske sig, at det egentlige politiske stridspunkt var en annullering af lov om fjernelse af bededag med den begrundelse, at det var en utidig sammenblanding af politik og religion, som man nu gerne vil lægge bag sig.

Svend Thorhauge
Sognepræst

Man kunne derfor ønske sig, at det egentlige politiske stridspunkt var en annullering af lov om fjernelse af bededag med den begrundelse, at det var en utidig sammenblanding af politik og religion, som man nu gerne vil lægge bag sig.

Men det er slet ikke stridens æble i den aktuelle politiske positioneringskamp. Fra den forenede blå opposition er det mere en konstatering af en åben flanke hos den siddende regering, og hos SF handler det om en fridag.

Også selvom det kaldes et spørgsmål om politisk tillid. For tilliden går på, at fjernelsen ikke var udmeldt før valget, og at den økonomisk brændende platform udeblev.

Med andre ord handler det heldigvis om klassisk interessepolitik og ikke om kristendommens helligdage, og derfor ender det formodentlig også, hvis det overhovedet ender med noget, med en løs fridag, som kan placeres lidt forskelligt alt efter overenskomst.

Det giver et ledigt og langsigtet standpunkt, som et fornuftigt parti kunne tage på sig. Man kunne genindføre store bededag som helligdag, men fastholde at det ikke er en fridag.

Det ville i første omgang ikke koste det store. Men det ville genoprette en historisk balance mellem stat og kirke og dermed også mellem religion og politik. Staten ville grundfæste sin sekularitet.

Fagforeningerne kunne så, hvis man skal tage deres bannere alvorligt, tage kravet om en fridag på bededagen med til overenskomstforhandlingerne, og så ville det hele udfolde sig inden for den danske model.

Det interessante er jo, at pilen stadig peger mod kortere arbejdsuger og mere tid til andet end arbejde.

I løbet af ganske få år ville helligdagen måske være genindført som fridag, økonomien og arbejdsudbuddet ville have stabiliseret sig, og i Finansministeriets bakspejl ville det se ud, som om der i en kort periode havde været lidt fluktuerende inflation eller toldsatser. Sådan er det jo i en balanceøkonomi.

Det er der bare næppe mange stemmer i. Det er med andre ord helt upopulistisk.

Så hvem mon vil tage det kors på sig?