Stort interview med Thulesen Dahl: Hvis jeg får min vilje, får vi det som i nullerne

På et eller andet tidspunkt slår det mig. Kristian Thulesen Dahl har ikke så meget som en dråbe sved på panden. Alle vi andre er ved at gå til i varmen. Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, tørrer sig med en klud, og de svenske journalister og fotografer pruster. Det gør jeg også. Men som en fysisk understregning af sit image som Christiansborgs kølige strateg er Thulesen Dahl upåvirket, selvom han er iført både skjorte og jakke. Vi er i den malmøske ghetto Rosengård, og varmen sitrer mellem murene som fra en åbenstående ovn.

Rosengård er i en dansk sammenhæng kendt for to ting: Zlatan Ibrahimovic og den indvandrertunge arbejdsløshed, bandekriminalitet og sociale armod, han undslap på grund af sit fodboldtalent. Det er Kristian Thulesen Dahl, der har bedt Jimmie Åkesson om at blive vist rundt her i Sveriges mest berømte parallelsamfund, og mens Åkesson har følgeskab af Expressen, har Kristian Thulesen Dahl inviteret TV 2 og Altinget: magasin med på turen. Den svenske valgkamp er allerede i gang, og for første gang er indvandring og multikultur øverst på programmet.  Sverigedemokraterna står til at få over 25 procent af stemmerne og dermed være blandt de tre største partier i Sverige. En status, DF og Kristian Thulesen Dahl har været vant til siden 2001.

Men Rosengård er langtfra, hvad jeg havde forestillet mig. Her er ingen skudhuller i betonen eller udbrændte bilvrag, og stemningen er på ingen måder truende. Folk kigger med en vis forundring på mediespektaklet, som vi bevæger os rundt mellem de lave karréer. Nogle spejder tydeligvis efter, om det er en kendis, der er på besøg, og dem, der genkender Jimmie Åkesson, hilser han pænt på, og de hilser igen. Ingen råber ad os, ingen nedstirrer os. Faktisk hersker her en stemning af pæn, ryddelig og søvnig søndag i provinsen, selvom det er tirsdag. Kun få mennesker er på gaden, og børnene hviner fra legepladsen.

“Det er jo altid dejligt, når børn leger,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jimmie Åkesson.

Det at være borgerlig er blevet taget til gidsel af liberalister, som har gjort det til en diskussion for eller imod topskat, for eller imod ulighed. Det er helt forfejlet.

Kristian Thulesen Dahl
Formand, Dansk Folkeparti

Selvom Åkesson er vært, er det tydeligt, at Thulesen Dahl er autoriteten. Som storebroderen, der har været igennem det hele før, og nu kan øse fra erfaringens dybe kar til lillebroderen. Kristian Thulesen Dahl fortæller om de seneste stramninger af den danske udlændingepolitik, som skal bremse ghettoisering og parallelsamfund. “Offensivt,” svarer Jimmie Åkesson, næsten som om han synes, at de danske tiltag med at inddrage statsborgerskab, hvis man begår kriminalitet, er lige en spids for meget. Så langt er han endnu ikke kommet.

 ^{Sverigedemokretanas formand Jimmie Åkesson (tv) viser DF-formand Kristian Thulesen Dahl (th) rundt i Rosengård, et af Malmøs mest udsatte kvarterer. Åkessons parti står til betydelig fremgang i det, der ligner et regulært jordskredsvalg i Sverige senere på året. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget}  

Den eneste ansats til konfrontation sker, da en repræsentant for det butikscenter og bibliotek, vi går igennem, stopper os. “Hvad laver I her,” spørger hun. Jimmie Åkesson forsøger at forklare sig, og det er tydeligt, at Kristian Thulesen Dahl synes, at det er mærkeligt og lidt emsigt af hende. Det er det vel også, for det er ret åbenbart, hvad der foregår. Men i en videre forstand er hendes spørgsmål faktisk godt nok. Hvad laver vi egentlig her?

Ja, for Jimmie Åkesson er sagen klar nok. Han får en symbolsk håndsrækning i det svenske valg. Han vil gerne have det, der i Sverige kaldes danske tilstande, og gerne med sig selv i den rolle, som DF har.

Men Kristian Thulesen Dahl. Hvad laver han her? Hjemme i Danmark hersker der vid og tværpolitisk konsensus om en stram udlændingepolitik og om, at der sagtens kan komme flere stramninger til. Den gamle verden, hvor DF sagde det, alle andre fandt bestyrtende og forargeligt, er for længst en saga blot. Nu skal Thulesen Dahl helt til Sverige for at finde den front, han og DF kæmpede fra i slut-90’erne og nullerne og vandt fodfæste i dansk politik.  Så hvilken station på hans politiske rejse er det korte stop i Rosengård? Og vigtigere: Hvad er endestationen for ham? Kun regeringsdeltagelse eller mere? Og hvorfor støtter han Lars Løkke Rasmussen (V), når han gang på gang går sammen med Mette Frederiksen (S) for at stikke en kæp i hjulet på regeringens forslag og i det hele taget virker, som om han er langt mere på bølgelængde med Socialdemokratiets politik?

Hvad vil han egentlig?

Det er det vigtigste spørgsmål i dansk politik lige nu og frem mod det folketingsvalg, man så småt kan ane i horisonten.

LA skal ud
Jeg har talt med Kristian Thulesen Dahl et par gange over den seneste måned. Jeg var med ham i Rosengård, en uge efter var jeg til et længere interview med ham på hans kontor i Proviantgården ved Christiansborg, og jeg talte i telefon med ham efterfølgende. Undervejs har han både holdt grundlovstale, været til Folkemøde på Bornholm og fyldt godt i avisernes spalter med skarpe meldinger. Alligevel har de politiske analytikere svært ved at få tingene til at gå op. Hvorfor peger han på Løkke, mens han hælder hans politik ned ad brættet? Senest har han stoppet en historisk borgerlig hjertesag som salget af TV 2. Er der en rød tråd her?

En del af svaret handler om, at han vil genskabe den politiske platform med et stærkt forsvar for den danske velfærdsstat og konstant bevågenhed om den stramme udlændingepolitik, som kendetegnede Anders Fogh Rasmussens regeringer i nullerne. Dengang talte man om VKO-flertallet, og det er en fornyet og forandret udgave af den konstellation, han foreslår til et kommende valg. DF skal i regering med Venstre – “hvis danskerne giver os opbakning til det,” som det lille forbehold lyder fra ham – og med De Konservative.

“De Konservative har vist sig i de seneste halvandet år som et ansvarligt regeringsparti og arbejder på at få tingene til at fungere. De har heller ikke de her skarpe og ultimative kanter,” som Kristian Thulesen Dahl udtrykker det.

Den sidste bemærkning om kanterne gælder det tredje parti i den nuværende regering, Liberal Alliance. De skal ikke være med i Kristian Thulesen Dahls kommende regering.

“Vi kan ikke sidde i samme regering som LA,” slår han fast.

“De har en ambition om at markedsføre sig som Danmarks liberalistiske parti nummer et. Så alle de sager, vi forhandler, der forsøger de at få liberalistiske kerneværdier indført. Det er mindre stat, mindre fællesskab, mere den enkelte og mere til gavn for dem, der har pengepungen i orden og selv kan betale. Det er en anden vej, end det fællesskab vi vil.”

Det kan måske lyde som partifnidder. Men det er det ikke. Den store forskel fra nullernes VKO-flertal er ikke kun, at DF ikke længere vil nøjes med rollen som parlamentarisk grundlag. Det er, at partiets formand tydeligvis ser sig selv og ikke længere Venstres formand som garanten for den kurs, der handler om forsvar for velfærd og stram udlændingepolitik.

Det ser man ikke mindst, når Kristian Thulesen Dahl forklarer de seneste år konflikter mellem DF og VLAK-regeringen med, at han i virkeligheden har holdt Venstre fast på partiets løfter fra valgkampen i 2015 og beskyttet dem mod Liberal Alliances dårlige indflydelse.

“Venstre gik i 2015 til valg på et program, der meget lignede vores med plads til realvækst i den offentlige økonomi. Men hvad sker der efter valget? Venstre bliver præget af dem, der skal udgøre deres parlamentariske grundlag, og her spiller LA en aktiv rolle i at tone Venstre derhen, hvor man skal lette topskatten. Det, vi i DF har gjort, er at trække Venstre tilbage til det, partiet sagde under valgkampen i 2015. Det er jeg stolt over.”

Forholdet til LA, til det liberalistisk-økonomiske element i dansk borgerlighed og spørgsmålet om, hvem der skal definere, hvad det vil sige at være borgerlig, har stået i det absolutte centrum for vores interview. For det er her nøglen til svaret på den gåde, Kristian Thulesen Dahl har præsenteret den danske offentlighed for, hvor han både støtter Løkke Rasmussens fortsatte kandidatur til statsministerposten og modarbejder hans regering, skal findes. Det handler om en kamp om den borgerlige sjæl – om den er liberalistisk eller nationalkonservativ.

De rige og de fattige
Hjemme på Christiansborg taler Kristian Thulesen Dahl fra den meget eftertragtede midterposition i dansk politik, hvorfra man kan bestemme, om et politisk forslag skal leve eller dø – og hvorfra indflydelsen enten flyder eller udtørres. Han er ikke blind for, at det er Radikales gamle plads, han har indtaget. Men han er heller ikke så selvtilfreds, at han henlægger sin sejr over dem som et udslag af egne evner. Det er de store kræfter i samfundet, der har forandret sig.

“I mange årtier var den økonomiske politik afgørende, og der havde Det Radikale Venstre muligheden for som socialliberalt parti at kunne arbejde til begge sider i Folketinget. Det, der så er kommet til de sidste tre-fire årtier, er værdipolitikken, fordi vi er i en situation, hvor det globale – med EU og migration som de væsentligste faktorer – gør, at hvis vi ikke passer på, så kommer tingene ud af vores egen kontrol. Der har Radikale vist sig at være et fløjparti,” analyserer han.

“Det står jo stadig tydeligere, også som Socialdemokratiet har flyttet sig. Derfor kan de ikke spille rollen som midterparti. Men det kan vi så, og det kan vi, fordi de andre partier har flyttet sig i vores retning på værdipolitikken, og fordi vi har en økonomisk politik, hvor vi er mere, som Radikale var engang, hvor vi vægter den offentlige sektor,” lyder forklaringen videre fra Kristian Thulesen Dahl.

“Men det tager tid, før folk vænner sig til den situation. Herinde på Christiansborg, i partiernes baglande, men også i kommentatorkorpset.”

Det er den forandring, der, som den har sat sig igennem, har gjort Dansk Folkeparti til den parlamentariske succes, partiet har været de seneste snart tyve år. Ved valget i 2015 blev man så det næststørste parti i Folketinget, større end Venstre og dermed størst i det, der engang hed blå blok. Faktisk er det med ‘engang’ en af de samlende overskrifter for den politiske situation siden 2015. De interne stridigheder mellem VLAK-regeringen og DF om topskattelettelser og paradigmeskift i udlændingepolitikken – begge blev ikke til noget – har overskygget konfrontationen mellem regering og opposition. Og det er ifølge Kristian Thulesen Dahl helt og holdent Liberal Alliances skyld.

“Det her med ultimative krav om topskattelettelser og trusler om ikke at stemme for sin egen finanslov, det kan man jo ikke. For så melder man sig selv ud. Det er derfor, jeg reagerer så skarpt på det og har gjort det, når LA har meldt ud på den måde. Det er klart, at mange danskere har set på det forløb og tænkt, at det var en farce.”

Men du har jo været en del af det forløb – har du ikke et medansvar for ‘farcen’?

“Nej, ikke den her del af det.”

Kernen i den farce, DF-formanden taler om, handler om skattepakken fra sidste års finanslovsforslag, der som sit store slagnummer ville fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget. Det ville have ført til en de facto lettelse af topskatten på 2,7 procentpoint og kostet 6,3 milliarder kroner af det såkaldte råderum, som Finansministeriet havde beregnet til 37 milliarder kroner. Til gengæld viste de samme beregninger, at det ville skabe 8.000 flere jobs.

Hvorfor var det ikke godt?

“Ja, altså, havde man fjernet loftet over beskæftigelsesfradraget, havde det jo betydet, at jo større din indkomst er, jo mere ville skatten være lettet, så det ville have været en rigtig usympatisk måde at gøre det på. Der skal være en vis lighed og balance. Det var vigtigt for os. Det havde vi også sagt inden forhandlingerne. Vi ville ikke have en lettelse af topskatten.”

Men hvis man havde skabt de 8.000 jobs fra regeringens plan – hvorfor var det så ikke at foretrække?

“Nu lever vi jo i et samfund, hvor det, vi bliver tudet ørene fulde af, er, at vi mangler arbejdskraft. Så spørgsmålet er, om man overhovedet vil få den effekt ud af det, som du taler om. Jeg har stor respekt for Finansministeriets regnemodeller, og jeg synes også, at de skal lave dem. Men det, der altid kommer ud af deres modeller, er, at hvis højtlønnede får lettelser, så er det fantastisk for samfundet, mens hvis de lavtlønnede får lettelser, så er det nærmest til skade for samfundet. For mig handler det også om andre ting. Det handler om fællesskabet og vores samhørighed, og hvis vi får en politik, der understøtter den udvikling, hvor det er de få rigeste procent, der skal tilgodeses, så går det ud over det.”

Men afviser du logikken i, at når man tjener mere, forbruger man mere, og dermed genereres der flere arbejdspladser?

“Det er liberalistens argument. Hvis de rigeste får flere penge mellem hænderne og køber et endnu større hus eller en lystyacht, der kan ligge nede i lystbådehavnen, eller en endnu større bil, så er der mere travlt hos bilforhandleren, som tjener en tiendedel af køberens løn, men han kan være på arbejde nu, og der skal jo også være nogle, der kan sælge softice nede i lystbådehavnen. Det er for smalt at vurdere det alene ud fra det. At de rigeste skal være endnu rigere, mens de fattigste bare skal være taknemmelige over at have et job.”

Siger ikke bare halleluja
Du peger på Løkke Rasmussen næste gang – men du vil jo ikke have hans politik. Hvordan hænger det sammen?

“Men gik Lars Løkke Rasmussen i 2015 til valg på at sænke topskatten?”

Han fremlagde 2025-planen med topskattelettelsen efter valget, så det var ikke kun et LA-forslag. Tror du så ikke, lettelser af topskatten har været vigtige for ham?

“Løkke Rasmussen må jo selv vurdere, hvad der er vigtigt for ham og Venstre. Som jeg så det, så gik Venstre til valg på noget, der var meget lig det, vi gik til valg på. De legede med tanken om nulvækst i den offentlige sektor, men det brød vi os ikke om. Vi holdt fast på det, vi var enige med Venstre om for år tilbage, nemlig at der godt må være en begrænset vækst i den offentlige sektor. Og så gik Venstre til valg på at lette skatten for de lave indkomster, og den ambition, den delte vi – vi ville bare vide, hvor pengene skulle komme fra, for vi ville ikke tage pengene fra plejehjem og sygehuse.”

Men så er det vel ikke LA, der blokerer. Er det ikke jer?

“Vi blokerer ikke for forhandlingen. Men bare fordi Venstre lægger en 2025-plan frem, så siger vi jo ikke bare ‘halleluja, den tager vi bare’. Vi fik et valg i 2015, der betyder, at vi også skal frem og sige, hvad vores prioriteter er. Men forskellen til LA er bare, at vi ikke tager ét element ud og gør det til et ultimativt krav. Vi forhandler om tingene. Og der er masser af afgiftslettelser og skattelettelser i det, vi har lavet med regeringen de sidste tre år. Så mit indtryk er, at regeringen synes, at det går godt.”

Men at borgerlige statsministre gerne vil lette på skatten, kan umuligt være en overraskelse for dig. Hvorfor bliver du ved med at pege på Løkke, når du ikke vil have hans politik?

“Man kan jo sige i forhold til det kommende valg, må man tage det med i erindringen, at for tre år siden havde vi en regering med Socialdemokratiet i spidsen, som efterlod DF uden nogen form for indflydelse. Og hvor man førte en politik på værdiområdet, der gik i den modsatte retning af det, vi vil. Så er det et underligt spørgsmål, hvorfor vi ikke peger på Socialdemokratiet som regeringsparti. Det kræver vel nok, at de over lidt længere tid viser, at de mener det, de siger. Og det er også derfor, at jeg siger, at ja, vi har et bedre og bedre samarbejde med Mette Frederiksen og hilser deres afvisning af regeringssamarbejde med Radikale velkomment. Men vi peger på Venstres nuværende formand, for der ved vi af historisk erfaring, at vi har en helt anden dialog. Er det så det samme som, at vi mener det samme på alle områder? Bestemt ikke.”

I kan få jeres politik nemmere igennem, siger du, men det forudsætter jo, at der er en borgerlig regering, og hvis din kurs med at save benene væk under det, der ellers er vigtigt for borgerlige regeringer, fortsætter, underminerer du så ikke den regering?

“Men sådan tror jeg slet ikke, de selv definerer det. Når jeg hører regeringens ministre, så hører jeg ikke, at de ikke føler, at de kommer igennem med den politik, de gerne vil. Når jeg hører statsministeren, så hører jeg ikke, at han føler sig trynet. Jeg har endda hørt Anders Samuelsen på LA’s landsmøde forklare sit bagland, at LA også er lykkedes med en masse ting. Så er der selvfølgelig noget, der har været meget oppe i medierne og med god ret, hvor LA har gjort det til noget ultimativt, men det var jo ikke Venstre, der gik til valg på at sænke topskatten.”

Jeg er borgerlig
Som man kan se, handler DF’s kamp mod LA ikke kun om uskrevne normer for arbejdsgangen på Borgen. Det handler om, hvorvidt det at være borgerlig er overlappende med det at være liberalist og se positivt på de frie markedskræfter. Det er det slet ikke for Kristian Thulesen Dahl.

Men er du borgerlig?

“Jeg betragter mig selv som borgerlig. Og jeg betragter de værdier, DF står for som ærkeborgerlige. Jeg opfatter, at det, der er sket de senere år, er, at det at være borgerlig er blevet taget til gidsel af liberalister, som har gjort det til en diskussion for eller imod topskat, for eller imod ulighed. Det er helt forfejlet. For det er liberalisme, og jeg har da respekt for, at folk vil være liberalister, men at være borgerlig er meget bredere. Det handler om samfundsansvar og nogle værdier om, at man for eksempel rejser sig for ældre i bussen. Og det handler om at værne om sit fædreland og holde de traditioner, man har fået fra tidligere generationer, i hævd. Og så handler det om, at man ikke laver revolutioner, mens man sidder med magten, men prøver at fintune det samfund, man har arvet. Det er ikke liberalistiske værdier.”

Men ser man på danske borgerlige ideologer – Berlingske Tidendes gamle chefredaktør Henning Fonsmark eller den Konservative Poul Møller – så er der for dem ingen tvivl: En stor indgribende velfærdsstat med høj omfordeling er i diametral modsætning til borgerlig politik. Ingen af dem ville sige, at Kristian Thulesen Dahl er borgerlig. Hvad siger du til det?

“Jamen, det må de så om. Det må danskerne tage stilling til. Det, du taler om, handler om økonomi og ikke værdier.”

Er socialdemokraterne så også borgerlige?

“De er forskellige ting. Nogle socialdemokrater vil sige, at de er socialister, og så er der andre, der er pragmatikere med mange borgerlige værdier.”

Arven fra Anders Fogh Rasmussen
Det var på vej hjem fra interviewet i Proviantgården, at jeg kom til at tænke på sammenligningen mellem Kristian Thulesen Dahl og Anders Fogh Rasmussen.

Ligesom Fogh Rasmussen har DF’s formand kultiveretet et image som den meget disciplinerede leder, der er forberedt ned i mindste detalje, og som altid er i kontrol. Som aldrig får sved på panden, så at sige.

Begge var som unge politikere heftige, borgerlige kritikere af velfærdsstaten og det offentlige bureaukrati, og begge talte for meget lave skattesatser. Begge foretog en vending fra folketingsvalget i 1998 frem mod 2001 og begyndte at omfavne velfærdsstaten og optræde som garanter for dens fortsatte eksistens. Og ligesom Thulesen Dahl nu bekræfter sin opslutning til velfærdsstaten med hårde angreb på LA, vandt Fogh Rasmussen troværdighed om sin nye kurs ved at gå hårdt efter mere liberalistiske Venstrefolk.

Peter Brixtofte fik annulleret sin landspolitiske karriere i 1999 efter et forslag om, at folk selv skulle spare op til dagpenge, de berømte tesemagere, der prøvede at få Venstre tilbage på det borgerlig-liberale spor, blev i 2003 presset til ikke at stille teserne som forslag på partiets landsmøde, og sluttelig blev Eva Kjer Hansen i 2005 nødt til offentligt at trække sine udtalelser om, at relativ ulighed ikke nødvendigvis er et samfundsproblem, tilbage, mens Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde undsagde hende og kaldte hendes idéer “forkerte”. Og ligesom Fogh Rasmussen forsøger den 15 år yngre Thulesen Dahl nu at gøre borgerlighed til en rendyrket værdipolitisk størrelse. En tilfældighed?

“Det er ikke en sammenligning, jeg har tænkt over,” siger Thulesen Dahl, da jeg ringer ham op og spørger, om han ser sig selv som Fogh Rasmussens arvtager. Men afvise den gør han bestemt ikke.

“Hvis jeg får min vilje, så får vi den kombination af en anerkendelse af den offentlige sektor som en vigtig del af vores velfærdssamfund, en stram udlændingepolitik og en stærk værdipolitik, som vi havde i nullerne. Man kan sige det på den måde, at Venstre over årene har indtaget flere positioner. I 1990’erne gik Venstre ind for en liberalistisk økonomisk politik. Med Anders Fogh Rasmussen blev Venstre et parti, der også kerede sig om den offentlige sektor. Og under Lars Løkke Rasmussen har partiet haft begge holdninger. Venstre er et parti, der kan levere begge varer, afhængig af hvem der trækker i dem.“

Umiddelbart er det jo forståeligt nok på flere planer, at DF gerne vil tilbage til VKO-tidens sveller. Det var langs dem, det lykkedes Fogh Rasmussen og Venstre at sidde på regeringsmagten i ti år, og det var også Dansk Folkepartis gyldne periode, hvor man gik fra at være ugleset til at blive fast inventar i dansk politik – anerkendt og accepteret. Strategisk og historisk er der god ræson i, at DF ønsker den tid tilbage.

Men det bemærkelsesværdige ved det er, at Fogh Rasmussen omdefinerede dansk borgerlighed fra den ubestridte position som det borgerlige Danmarks leder. Er det sådan, Thulesen Dahl i virkeligheden ser sig selv? Som stående på den fremskudte position, hvorfra det er op til ham at sige, hvad der er borgerligt, og hvad der ikke er? Er det ham, der tegner linjen i det, der engang var blå blok?

“Nej, Jeg prøver ikke at tage patent på borgerligheden. Jeg reagerer imod den ensretning af begrebet, som Liberal Alliance har forsøgt sig med, hvor det at være borgerlig skal være ensbetydende med at tale for store skattelettelser. Det er forkert og udtryk for en misforståelse. Man kan også være borgerlig uden at være økonomisk liberalist,” svarer Kristian Thulesen Dahl.

“Den nationalkonservative holdning er, at man overtager et samfund der, hvor det nu er, og ligesom en kaptajn på et skib sejler det videre derfra uden at udstikke en radikalt anden kurs. For en nationalkonservativ kan det samfund sagtens være et samfund med en stor offentlig sektor.”

Det store vi
Selvom Kristian Thulesen Dahl ikke vil gøre hævd på lederskabet af dansk borgerlighed, er der nok tilgivelse til den, der får mistanken. Siden grundlovsdag har han ageret som sådan. Proklameret i medierne, hvem der kan, og hvem der ikke kan være med i en kommende borgerlig regering, hvilken politik den skal og ikke skal føre, og hvad der i det hele taget gælder som borgerligt og ikke.

Tilbage i Rosengård talte han heller ikke med Jimmie Åkesson og til de svenske pressefolk som DF’er. Han talte som repræsentant for det politiske flertal i Danmark. På vegne af det store danske vi.

^{Nu skal Thulesen Dahl helt til Sverige for at finde den front, han og DF kæmpede fra i slut-90’erne og nullerne og vandt fodfæste i dansk politik.  Så hvilken station på hans politiske rejse er det korte stop i Rosengård? Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget} 

“I Danmark taler vi jo frit om de problemer og udfordringer, der er. Det er jo forudsætningen for at kunne gøre noget ved de problemer, og gudskelov er der mange partier i Danmark, der mener, at der skal gøres noget,” sagde han og fortsatte:

“Den ghettoplan, vi laver i Danmark nu, der beslutter vi, at man simpelthen ikke må flytte ind i sådan et område her, hvis man for eksempel er på offentlig understøttelse. Vi skal have taget områderne tilbage til Danmark.”

I Sverige var han allerede hele Danmarks Kristian.