Strides økonomer og virologer om farligheden af corona?

21. januar afholdte vi hos Cepos et webinar med titlen ”Bekæmpelse af smittespredningen under COVID-19. Hvad fik vi ud af nedlukningerne?”, hvor tre professorer og undertegnede præsenterede relevant forskning, som kan gøre os klogere på, hvordan vi håndterer resten af COVID-19-pandemien og fremtidige pandemier.

Jeg vil ikke her gennemgå webinaret i detaljer, men helt kort fortalte professor i økonomi, Christian Bjørnskov, om, hvorfor økonomers viden om adfærd og deres analyseredskaber er vigtige i forhold til at forstå effekten af nedlukningerne.

En af de ting, der undrer os økonomer, er nemlig, at man kun finder små effekter af nedlukningerne i foråret, når man tager højde for borgernes frivillige adfærdstilpasninger til pandemien. Borgernes frivillige tilpasninger til pandemien batter simpelthen langt mere end nedlukningerne.

COVID-19 er en alvorlig sygdom, men generelle nedlukninger er ikke en hensigtsmæssig måde at håndtere sygdommen på.

Jonas Herby
Kommentarskribent

Professor i statskundskab, Michael Bang Petersen, fortalte dernæst om HOPE-projektet, som bl.a. viser, at borgerne reagerer på stigende smitte, før politikerne griber ind. Her ligger altså en mulig forklaring på økonomernes manglende resultater; borgerne reagerer på smitten, uanset om politikerne lukker ned eller ej (jeg har undersøgt HOPE’s resultater i dette debatindlæg, og det passer glimrende med de officielle smittetal).

Og endelig kunne professor i infektionssygdomme, Jens Lundgren, bedrøve os alle med en gennemgang af virussets evne til at mutere og konstant skabe nye problemer for os mennesker.

Der var således masser af værdifuld viden at hente ud af seminaret. Men mange – både på sociale medier og i bl.a. Politiken – valgte i stedet at fokusere på en situation i slutningen af seminaret, der for mange fremstod som en strid mellem en økonom og en virolog. Men var det dét?

Det var følgende udtalelse fra professor Christian Bjørnskov, der skabte det, jeg vil hævde, var en misforståelse. Bjørnskov sagde, at ”den her virus er farlig for en lille gruppe af samfundet. Det vil være en god idé at fokusere vores indsats på den præcise gruppe og i så vidt omfang som muligt åbne samfundet for alle andre af os”.

Kigger man på data, er der ingen tvivl om, at Bjørnskov har ret. En 80-årig har 40 gange større risiko for at dø af COVID-19 sammenlignet med en 50-årig. Og en 70-årig har næsten 130 gange større risiko (!!) end en 25-årig. Af de ca. 2.800, der døde af influenza i 2017/18, var 29 børn under 15 år, mens der heldigvis kun er et enkelt barn blandt de 2.201 personer, der mens dette skrives er døde af COVID-19 i Danmark.

Bjørnskovs udtalelse fik Jens Lundgren til at påpege, at COVID-19 skam ER farligt for andre. ”Gennemsnitsalderen for folk, der bliver indlagt med Covid er omkring 60 år, hvor 25 procent er yngre end 52 år,” fortalte han. Og det er korrekt.

Det er også korrekt, at de har brug for behandling for at holde dødeligheden så lav som muligt. Men de to fakta modsiger ikke Bjørnskovs anbefaling om at lukke samfundet op og slå ring om de mest sårbare. For det første viser forskningen af nedlukningerne i foråret – herunder Bjørnskovs egen forskning – at de ikke havde videre effekt. Det var primært andre ting, der drev smitten ned (jeg har gennemgået litteraturen her). Det samme viser et studie af nedlukningen i Nordjylland, som Bjørnskov har lavet sammen med professor Kasper Planeta Kepp fra DTU.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at nedlukningerne i væsentlig grad er med til at sikre, at hospitalerne kan følge med. Men selv hvis antallet af COVID-19-smittede stiger, bør det kunne håndteres af sundhedssektoren.

Sverige, der har haft ca. fem gange større smittespredning end Danmark, har ikke oplevet en væsentlig dødelighed blandt den yngre del af befolkningen. 91 procent af de døde var ældre end 70 år. Kun 123 var under 50 år, hvilket for ren sammenligning skyld svarer ca. til det antal, der døde i trafikken i Danmark i 2019.

COVID-19 er en modbydelig sygdom. Men den er, så længe den behandles, primært livsfarlig for de ældste i samfundet, herunder særligt plejehjemsbeboere og andre plejekrævende borgere. Altså grupper, der ikke kan beskytte sig selv, fordi de er afhængige af hjælp fra andre, og hvor Bjørnskov altså mente, at vi skulle fokusere vores ressourcer.

Så hvori ligger striden? Mit bud er, at Lundgren misforstod Bjørnskov. Bjørnskov er en velrenommeret forsker inden for effektvurderinger af politiktiltag med en imponerende liste af videnskabelige publikationer. Han ved altså, hvad han taler om i forhold til at effekten af nedlukningspolitikkerne.

Så både Christian Bjørnskov og Jens Lundgren kan altså have ret. COVID-19 er en alvorlig sygdom, men generelle nedlukninger er ikke en hensigtsmæssig måde at håndtere sygdommen på. Og det er måske essensen af webinaret.