Kommentar af 
Jacob Kaarsbo

Tidligere efterretningschef: FE ser ud til at være brikker i et politisk spil

Forsvarsminister Trine Bramsen har efter FE-sagerne valgt at gå i flyverskjul i stedet for at gribe mulighederne for at skabe positiv omtale. Men den håndtering skader efterretningstjenesten og dermed indirekte Danmarks sikkerhed, skriver Jacob Kaarsbo.

Hvad forsvarsminister Trine Bramsen (S) tilsyneladende ser som et politisk prestigetab, ville hun vinde i troværdighed ved at stille op, skriver Jacob Kaarsbo.
Hvad forsvarsminister Trine Bramsen (S) tilsyneladende ser som et politisk prestigetab, ville hun vinde i troværdighed ved at stille op, skriver Jacob Kaarsbo.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jacob Kaarsbo
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

2021 endte spektakulært for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Efterretningstjenester verden over gør per definition en dyd ud af mindst mulig medieomtale, så årets mange dage med fuld bevågenhed var utvivlsomt uvelkommen på Kastellet.

Mens nyhederne om FE voksede sig større og skabte en hidtil uset virak, forsvandt forsvarsminister Trine Bramsen (S) som ellers er den ansvarlige minister for FE. Der blev udsendt korte pressemeddelelser, men ministeren stod ikke til rådighed for spørgsmål. En undrende offentlighed kunne se til.

Kigger man lidt nærmere på sagerne, viser det sig, at omfanget af omtalen i vid udstrækning er selvforskyldt, og at ministeren med sin håndtering skader FE og dermed indirekte Danmarks sikkerhed. Nøgleordet er tab af tillid.

Det første, store nyhed kom 9. december i en pressemeddelelse. Her fremgik det, at i alt fire nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET var blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af lækagesager. Der har tidligere været retssager i forbindelse med læk af klassificerede oplysninger, men når fire efterretningsofficerer bliver anholdt i deres hjem, taler vi “next level”. Det er aldrig sket før.

LÆS OGSÅ: FE-chef Lars Johan Findsen fængslet i lækage-sag

Fremfor at køre med maksimal lukkethed, ville Trine Bramsen stille FE - og dermed Danmarks sikkerhed - bedre, hvis hun åbnede for det, hun kunne.

Jacob Kaarsbo
Tidligere chef i FE

13. december - godt halvanden time inden afgørelsen i rigsretssagen mod Inger Støjberg - udsendte forsvarsminister Trine Bramsen en kortfattet pressemeddelelse om, at FE-kommissionen havde afsluttet sin undersøgelse af to tidligere FE-chefer, Thomas Ahrenkiel og Lars Findsen, og tre medlemmer af FE’s ledelse uden at finde noget kritisabelt. De i alt fem hjemsendte chefer kunne vende tilbage til tjenesten.

Ganske vist kalder forsvarsministeren stadig hjemsendelserne for “normal praksis”, men mig bekendt er det aldrig sket før, at næsten hele ledelsen af en dansk myndighed er blevet hjemsendt og dermed ej heller pure frifundet på alle anklagepunkter i en kommissionsundersøgelse. Derfor virker det malplaceret, når ministeren bruger udtrykket “normal” i den sammenhæng.

13. december og i dagene derefter kom det også frem, at den fungerende chef for FE, Svend Larsen, og chefen for PET, Finn Borch, havde indkaldt til møder med chefredaktører fra en række mediehuse, heriblandt Berlingske, Politiken, Weekendavisen og DR for at minde dem om, at de kan blive sigtet og fængslet i op til 12 år, hvis de publicerer klassificerede oplysninger.

Ifølge Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, kaldte Svend Larsen selv sine budskaber for “en servicemeddelelse”. Så vidt jeg ved, er det historisk, at et bredt udsnit af danske redaktører og udgivere får den type “service” fra efterretningstjenesterne.

På bundlinjen er de tre sager derfor meget opsigtsvækkende. Alligevel er de på ingen måde overraskende på baggrund af udviklingen siden august 2020. Her godkendte Trine Bramsen, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) udsendte den pressemeddelelse, der førte til, næsten hele FE’s ledelse blev hjemsendt. Siden er fulgt et væld af dybt skadelige lækager, og kommissionsundersøgelsen af FE blev nedsat i december 2020.

Det er min vurdering, at lækagerne er udtryk for mangel på tillid til FE’s ledelse, og den starter ved forsvarsministeren.

Jacob Kaarsbo
Tidligere chef i FE

Lækagerne har samlet sig om tre markante sager: den anholdte danske agent, Ahmed Samsam, de lækkede trusselsvurderinger om terrortruslen fra fangelejrene i Syrien og den påståede dansk kabelindhentning i samarbejde med NSA.

Jeg har selv kaldt sidstnævnte sag for “danmarkshistoriens mest alvorlige læk”, og derfor lå et markant efterspil lige for i mine øjne. Jeg ved ikke, om anholdelserne vedrører den sag, men det er mit bud. Det skyldes, at det læk vedrører operative forhold og derfor vil skade Danmarks sikkerhed i mange år fremover. Det har medført, at FE har mistet sin troværdighed blandt samarbejdspartnere i udlandet. De vil fremover være tilbageholdende over for FE.

Hverken sagen om Samsam eller trusselsvurderingerne vedrørende Syrien har en tilsvarende skadesvirkning. Sagen om Samsam er ganske vist operativ af karakter, men startede grundet retssagen mod Samsam i Spanien. De efterfølgende læk har primært drejet sig om det, der blev set som et ledelsessvigt i forhold til en kilde. Det vakte næppe stor opsigt i udlandet.

De oplysninger, der er lækket vedrørende truslerne fra fangelejrene i Syrien, er ikke af operativ karakter. De bærer klassifikationen “hemmelig”, og derfor er lækket ulovligt. Oplysningerne er dog af så generel karakter, at det næppe i sig selv fik mange øjenbryn til at løfte sig i det store udland.

Det er min vurdering, at den væsentligste skade forvoldt af lækagerne om Samsam og trusselsvurderingerne fra Syrien er, at de sammenholdt med det meget alvorlige læk om påstået kabelindhentning er med til at bestyrke indtrykket af, at der er en lækagekultur i FE. De havde i sig selv næppe vakt megen opsigt, men de er politisk ubekvemme for regeringen.

Til trods for de tre læk, er det forkert at påstå, at der er en lækagekultur i FE - i hvert fald indtil for kort tid siden. Internt har der været stor respekt for behovet for hemmeligholdelse. Der har de seneste mange år kun været en enkelt sag, Grevil-sagen fra 2003-2004, hvor hemmelige papirer er blevet lækket fra FE. Derudover har der været to sager om læk af klassificerede oplysninger, nemlig den såkaldte “Jægerbog-sag” og sagen om Jakob Scharfs bog om PET. Disse udsprang ikke af FE.

Frifindelsen var Trine Bramsens mulighed for at give tjenesten positiv omtale, men i stedet forsvandt hun.

Jacob Kaarsbo
Tidligere chef i FE

I FE var en kultur, hvor medarbejdere rystede på hovedet, når der forekom læk af klassificerede oplysninger. Derfor må noget have ændret sig. Det er min vurdering, at TET’s pressemeddelelse fra august 2020, der ifølge TET-formand Michael Kistrup var godkendt af forsvarsministeren, og den efterfølgende hjemsendelse af næsten hele FE’s ledelse var en bombe under kulturen i tjenesten.

Pressemeddelelsen førte masser af spekulationer med sig - ikke mindst om den påståede kabelindhentning - og internt blev den set som en mistænkeliggørelse, som medarbejderne ikke kunne genkende.

Herudover har der sandsynligvis været en tiltagende fornemmelse af, at tjenesten bliver brugt i det politiske spil. Både sagen om trusselsvurderingerne af fangelejrene i Syrien og FE-chefens pressemeddelelse om den fejlslagne vurdering af Kabuls fald i august måned er eksempler på dette.

Når en historisk nyhed, om at alle anklager mod FE’s tidligere ledelse bliver frafaldet af en undersøgelseskommission, bliver udsendt blot halvanden time inden afgørelsen i rigsretssagen mod Ingen Støjberg, bestyrker det blot medarbejdernes indtryk af, at tjenesten indgår i et politisk spil. Frifindelsen var Trine Bramsens mulighed for at give tjenesten positiv omtale, men i stedet forsvandt hun. Den dårlige politiske nyhed for ministeren blev fundet vigtigere end den gode nyhed for tjenesten.

Set udefra virker det som om, at forsvarsministeren, ledelsen i Forsvarsministeriet og ledelsen i FE har mere travlt med at kigge udad end at kigge indad for at stoppe lækagerne. Det samme antyder “servicemeddelelsen” til chefredaktørerne.

Der er mange spørgsmål, som forsvarsministeren selv har fremprovokeret, der presser sig på.

Jacob Kaarsbo
Tidligere chef i FE

I stedet for at kigge på hvad det er, der internt har forårsaget lækagerne, forsøger ledelsen tilsyneladende at intimidere pressen for at undgå gentagelser. FE-chefen må have været opmærksom på, hvor meget omtale det ville give at indkalde chefredaktørerne til møde, og derfor må Forsvarsministeriets ledelse have været informeret.

På bundlinjen vil fremgangsmåden dog sandsynligvis være kontraproduktiv. Foruden den allerede omtalte troværdighed blandt samarbejdspartnere i udlandet har efterretningstjenester et stort behov for tillid. De særlige krav til hemmeligholdelse stiller ekstraordinære krav til både den interne tillid til ledelsen og befolkningens tillid til tjenesten.

Det lader til, at hverken FE’s ledelse eller ministeriets ledelse har taget bestik af, at intimideringsmøder med pressen er med til at underminere tilliden i befolkningen. Ledelsesmæssigt sender man desuden det signal, at der ikke er styr på butikken. Så på mange plan er redaktørmøderne og indkaldelsen af journalister som vidner uheldige signaler at sende.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad der bliver gjort internt. Det er min vurdering, at lækagerne er udtryk for mangel på tillid til FE’s ledelse, og den starter ved forsvarsministeren. Jeg håber, at både hun og myndighedsledelsen gør sig tanker om den del.

Men som nævnt virker det til, at hun er gået i “flyverskjul” i forhold til sagerne og ikke vil stille op til spørgsmål. Siden offentliggørelsen af TET’s pressemeddelelse i august 2020 synes Trine Bramsens standardsvar at have været, at hun ikke kommenterer på efterretningssager af sikkerhedshensyn.

Forsvarsministeren har ret i, at der i sagens natur er mange detaljer, hun ikke kan redegøre for. Men fremfor at køre med maksimal lukkethed, ville hun stille FE - og dermed Danmarks sikkerhed - bedre, hvis hun åbnede for det, hun kunne, og redegjorde for, hvorfor hun må holde andre detaljer tilbage. Jeg medgiver, at det er svært at finde den rette balance, men jeg kan konstatere, at Trine Bramsens måde at køre butikken nu næppe er holdbar.

Læs også

Der er mange spørgsmål, som forsvarsministeren selv har fremprovokeret, der presser sig på. Eksempelvis forklarede Trine Bramsen Forsvarsudvalget primo oktober 2020, at hun allerede inden TET’s kritik i august 2020 havde overvejet at ændre FE’s ledelse. Efter kommissionsundersøgelsen frifandt FE’s hjemsendte ledelse fremkalder den kommentar selvfølgelig spørgsmål.

Et andet spørgsmål, som ministeren med rette kunne adressere, er de bekymringer, der har været fremme om, hvorvidt FE-kommissionen nu også har undersøgt TET’s anklager mod FE’s tidligere ledelse i tilstrækkeligt omfang. Kritikken er gået på, at det konkrete kommissorium og detaljerne i rapporten er klassificeret, og at der kun er offentliggjort en kort sammenfatning.

Her kommer jeg gerne forsvarsministeren til undsætning. I lyset af hvor penibel hele hjemsendelsessagen er for hende, vil jeg betragte det som helt usandsynligt, at hun skulle stille sig tilfreds med en frifindelse, medmindre hver eneste sten var blevet vendt grundigt.

Så hvad Trine Bramsen tilsyneladende ser som et politisk prestigetab, der i hendes optik helst skulle forsvinde i Støjberg-sagens dominans af mediebilledet, ville hun vinde i troværdighed ved at stille op. I den nuværende situation ville det være et godt bytte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

Jacob Kaarsbo

Senioranalytiker, Tænketanken Europa, fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Thomas Ahrenkiel

Europæisk direktør, Macro Advisory Partners ApS
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00