Tidligere departementschefer: Topchefer skal aflastes i deres rolle som politiske rådgivere

Af Peter Loft og Jørgen Rosted
Forhenværende departementschefer

I 2016 udgav vi bogen 'Hvem har ansvaret' om forholdet mellem ministre og embedsmænd. Titlen henviser både til ansvaret for den politik, regeringen fører, og for de sager, der går galt. En del er sket i de sidste fem år, men meget udestår. I denne og en følgende klumme vil vi gøre status.

Principielt og ifølge lovens bogstav er det ministeren, der har ansvaret for det hele. Men i praksis kan det ikke lade sig gøre. Det kunne det, dengang ministerierne var små, og ministeren havde vished om alt, hvad der foregik i ministeriet, men sådan er det ikke længere.

Selvom virkeligheden bliver stadig mere kompleks, er det fortsat muligt at tilrettelægge arbejdsgangene, så det er ministeren og kun ministeren, der træffer den endelige beslutning, og dermed ministeren, der har ansvaret for den førte politik – en ansvarsfordeling, der er tydeliggjort i disse dages håndtering af coronaepidemien.

Ministre skal bevare ansvar for politikken
Embedsmænd har stor indflydelse på politikken, fordi embedsmændene udformer beslutningsgrundlaget og rådgiver ministeren om, hvad der er op og ned i de ofte komplicerede sammenhænge. Der er en risiko for, at den indflydelse bliver så stor, at ministrene oplever, at det er embedsmændene, der har det reelle ansvar for politikken.

Så langt mener vi ikke, det er kommet, men risikoen er der, og det er en god grund til at overveje, hvordan vi sikrer et system, hvor ministrene bevarer indflydelsen på politikken og står til ansvar over for Folketinget.

Mere fokus på drift og faglige spørgsmål forudsætter, at topcheferne aflastes i deres rolle som politiske rådgivere.

Peter Loft og Jørgen Rosted
Fhv. departementschefer

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog ved dannelsen af sin mindretalsregering skridt til en ændring af embedsmandsystemet. Der er oprettet et politisk sekretariat med en stabschef i spidsen.

Den erklærede hensigt er at styrke statsministerens mulighed for at tilrettelægge arbejdsgangene, så ministrene får større indflydelse på politikudviklingen og bevarer det reelle ansvar for politikken.

Om forvaltningen af lovgivningen i forhold til borgerne følger god forvaltningsskik i alle hjørner af ministeriet, har ministeren ikke mulighed for at vide. Om kulturen og embedsmændenes adfærd i departementet og de mange styrelser lever op til kravene for god embedsmandsskik, kan ministeren heller ikke vide med nogen stor sikkerhed.

I praksis har ministeren derfor kun ansvar for det, ministeren ved eller burde have skaffet sig viden om. Men hvem har så ansvaret for resten?

Tilliden er vigende
De mange møgsager fik Djøf til at nedsætte et udvalg, der skulle se på det danske embedsmandssystem. Udvalgets rapport kom i 2016 og konkluderede, at det danske embedsmandssystem grundlæggende er sundt, men presset.

Udvalget påpegede blandt andet, at topembedsmændene bruger næsten al deres tid på den politiske rådgivning og derfor kun meget lidt tid på kvalitetssikring og på tilrettelæggelse af den borgervendte drift. Udvalget kom med forslag til forbedringer, men ikke forslag, der ændrede grundlæggende på det danske embedsmandssystem.

De seneste år har ikke ført til færre møgsager. Tværtimod vokser problemerne, og tilliden til vigtige offentlige institutioner er vigende. De problemer, vi påpegede i bogen, synes stadig at præge ministerierne og deres styrelser.

Topledelsens – og dermed også de menige medarbejderes – fokus er stadig vendt mod den politiske rådgivning og ikke mod den borgernære drift og administration. Med corona-indgrebene oplever vi en tiltrængt undtagelse, men det er desværre nok kun en undtagelse.

Hvis ledelsen ikke bruger ret meget tid på at sikre, at de løsninger, der foreslås, er holdbare, og at de oplysninger, der ligger til grund for initiativerne, er rigtige, fyldestgørende og korrekt videregivet til for eksempel Folketinget, er det netop, at risikoen for de problematiske sager, som har fyldt så meget de seneste år, vokser.

Nye typer møgsager dukker op
De traditionelle møgsager, hvor det typisk er håndteringen af politiske initiativer, der kritiseres, har fået følgeskab af en ny type. Både Britta Nielsen-sagen og sagerne om manglende kontrol af indkøb i Forsvaret er eksempler på, at helt grundlæggende principper for sikker og omhyggelig forvaltning ikke er blevet fulgt.

Både i disse og i andre lignende sager er det ansvarlige departement flere gange – blandt andet af den interne revision – blevet gjort opmærksom på problemer på driftsområdet, uden at den øverste ledelse har reageret og taget de nødvendige skridt til at få bragt de kritisable forhold til ende.

Også her er forholdet formentlig, at topledelsens politiske rådgivning sluger så stor en del af ressourcerne, at tilsynet og kontrollen med, at forvaltningen er tilrettelagt i betryggende rammer, udebliver eller nedprioriteres.

Ledelse skal fokusere på faglige forhold
I Altinget 22. februar er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) citeret for på en forvaltningskonference at give udtryk for, at de centrale myndigheders kontraktstyring med de underliggende enheder primært har ført til kontrol, målkrav og dokumentation. I stedet ønsker han en styring baseret på faglighed og metodefrihed.

Men den kontraktbaserede styring er vel netop et resultat af, at man har valgt topchefer, hvis force er den politiske rådgivning og generel ledelse – til forskel fra en mere fagligt orienteret ledelse.

Skal man vende tilbage til en fagligt betonet relation mellem over- og underordnede myndigheder, kræver det også en ledelse, der er fokuseret på de faglige og driftsmæssige forhold.

Mere fokus på drift og faglige spørgsmål forudsætter, at topcheferne aflastes i deres rolle som politiske rådgivere, og vi finder derfor, at løsningen findes i de tanker, der ligger bag oprettelsen af et politisk sekretariat og en stabschef i Statsministeriet.

Hvordan en grundlæggende ændring af det danske embedsmandssystem kan sikre, at ministrene får større indflydelse på politikudviklingen, mens topledelsen i departementet får et klarere og større ansvar for, at alt i ministeriet går rigtigt for sig, er temaet for vores næste klumme.