Om  
Camilla Schwalbe

Tidligere DSU-formand bag nyt kommunikationsbureau

Tidligere DSU-formand Camilla Schwalbe lancerer socialøkonomisk kommunikationsbureau. "Et definitivt farvel til at arbejde med et bestemt politisk fortegn," siger hun.

Anders Redder

Camilla Schwalbe, der tidligere har stået i spidsen for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), har lanceret et nyt kommunikationsbureau under navnet Sivil. 

Schwalbe, der også har siddet i kommunalbestyrelsen for S i Tårnby, har grundlagt Sivil sammen med partnerne Lasse Alfastsen og Christian Lunøe.

Bureauet kalder sig Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau og skal ifølge den tidligere DSU-formand agere bindeled mellem civilsamfundet, virksomheder og den politiske verden.

"Mange organisationer og initiativer på det sociale område kæmper med at blive hørt, få indflydelse og finde de rette venner til at danne alliancer, der bringer deres sag på dagsordenen over for beslutningstagerne - og dermed skabe resultater. Vi hjælper med at sikre den røde tråd i kommunikationen, åbne døre og give deres dagsordener gennemslagskraft," siger hun.

Endegyldigt farvel til partipolitik
Camilla Schwalbe annoncerede i april 2016 sit farvel til politik og byrådet i Tårnby Kommune, hvor hun ellers var spået som en oplagt efterfølger til borgmester Henrik Zimino (S). 

Siden da har hun været både freelancekonsulent og arbejdet hos fagforeningen 3F.

Til Altinget siger den tidligere DSU-formand, at opstarten på det nye kommunikationsbureau betyder et endegyldigt farvel til partipolitik. 

”I Sivil er vi hverken røde eller blå, så derfor er det også definitivt et farvel til at arbejde med et bestemt politisk fortegn. Overgangen fra politik til kommunikation bliver ingenlunde svær, da det stadigvæk handler om at skabe forandringer i samfundet. De kunder, vi har i Sivil, agerer primært på det sociale og bæredygtige område, og nu kan jeg så bruge mit store netværk til at give dem stemme og indflydelse. Jeg ser det som et naturligt skridt i forlængelse af mit hidtidige professionelle arbejde," siger Camilla Schwalbe, der dog stadig har en socialdemokrat gemt i maven.

"Det er ingen hemmelighed, at jeg privat fortsat er socialdemokrat,” siger hun. 

Sivil består foruden de tre partnere af et advisory board, hvor blandt andre Mellemfolkeligt Samvirkes, Jakob Kirkemann Boesen, og ExitCirklens talskvinde, Khaterah Parwarni, sidder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Schwalbe

Chef for Kommunikation og Public Affairs, Novavi
Socialrådgiver

0:000:00