
En flytning til sin hjemstavn Struer betyder et farvel til byrådet i Frederikssund for Poul Erik Skov Christensen (S).
Dermed bliver det til syv år for ham i byrådet, hvor han også er Socialdemokratiets gruppeformand i byrådsgruppen.
Det oplyser han selv i en pressemeddelelse.
"Jeg vil gerne takke de vælgere, der har stemt på mig ved de kommunalvalg, hvor jeg har været opstillet, også en tak for samarbejdet med byrådskollegaerne gennem de mange år," siger han ifølge pressemeddelelsen.
Udtrædelsen ærgrer den socialdemokratiske borgmester i kommunen, Tina Tving Stauning.
"Det bliver et tab for vores byrådsgruppe ikke at have Poul Erik iblandt os. Som gruppeformand og medlem af flere fagudvalg og bestyrelser, har Poul Erik udført et grundsolidt stykke politisk arbejde i Frederikssund Byråd gennem de sidste syv år," udtaler hun ifølge pressemeddelelsen og tilføjer:
"Vi kommer til at savne ham og samtidig ønsker vi alle Poul Erik en velfortjent pensionisttilværelse med sin Annette i fødebyen."
Det blev til mere end 40 år som bosiddende i Frederikssund Kommune for Poul Erik Skov Christensen og han hustru, som flyttede til kommunen tilbage i 1981.
Poul Erik Skov Christensen var forbundsformand for SID (Specialarbejderforbundet i Danmark) fra 1995 til 2005 og fortsatte efter fusionen med KAD (Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark) i spidsen for Fagligt Fælles Forbund (3F) indtil kongressen i 2013.
Han udtræder officielt byrådet per 10. oktober 2024.
- Alt står stille i DR. Det er alarmerende for både brugerne og mediehuset
- Løkke har siden valgnatten kun haft én reel mulighed. Derfor kunne rød blok kalde hans bluff
- Her er de kendte og ukendte personer, der forhandler om Danmarks næste regering
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Nogle af landets største svineproducenter slipper udenom EU-kontrol med dyrevelfærd











































