Debat

Tidligere kaptajn: Forsvaret er forvandlet til en svag skal på lerfødder

I 20 år har politikerne skruet op for forsvarets aktivitetsniveau, men samtidig skåret ned på materiel og personelinvesteringerne. Forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig kalder på selvransagelse, skriver tidligere kaptajn af reserven Klaus Kroll.

Det er nemmere at prioritere et par ekstra pædagoger, en sportshal eller en cykelsti, end det er at prioritere kampvogne, skriver Klaus Kroll.
Det er nemmere at prioritere et par ekstra pædagoger, en sportshal eller en cykelsti, end det er at prioritere kampvogne, skriver Klaus Kroll. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forsvaret har nu officielt smidt håndklædet i ringen og erkendt, at man ikke når at blive klar med en brigade i 2024.

Det kalder mildest talt på lidt selvransagelse, at vi som land end ikke kan stille en brigade som til national suverænitetshåndhævelse eller for den sags skyld som vores bidrag til Nato-alliancen.

Vi ved samtidig, at der under gulvtæppet er gemt et gevaldigt materielefterslæb på bagkant af Irak og Afghanistan, hvor der måske i regnearket står nogen fiktive tal for materiel, men i den virkelige verden gemmer sig noget usædvanligt slidt materiel, der allerede på nuværende tidspunkt burde have været skiftet ud.

Den praktiske virkelighed burde derfor være afsættet for de kommende forligsforhandlinger, hvor vi ikke blot kigger ind i at gøre det kommende forsvar mere robust, men samtidig må forholde os til at gøre det eksisterende bedre rustet til de potentielle opgaver, det står med.

Jeg kan være stærkt bekymret for, at den lidt diffuse størrelse, som sikkerhed er, vil blive nedprioriteret til fordel for de langt mere nærværende temaer

Klaus Kroll, tidligere kaptajn i reserven

Genetableringsplan bliver dyr

Dansk forsvar har igennem de sidste 20 år været ramt fra to sider. Den ene er populært kaldet fredsdividenden, hvor skiftende regeringer er gået på hugst i forsvaret, da man ikke lige kunne få øje på umiddelbare trusler.

Samtidig har man med den anden hånd skruet op for aktivismen og sendt forsvaret til eksotiske steder som Balkan, Irak, Afghanistan, Mali, Libyen og diverse piratinficerede dele af verdenshavene.

Man har med andre ord skruet op for aktivitetsniveauet, men fjernet materiel og personelinvesteringerne i en sådan grad, at forsvaret i dag er en tynd skal på lerfødder.

Væk er reserven, væk er materielerstatningerne, og mobiliseringsforsvaret er en saga blot, mens personellet er så tyndslidt, at de ofte sidder med to eller tre funktioner på samme tid for at få regnearket til at gå op.

Samtidig er dele af forsvarets køretøjer så nedslidt, at man har lagt begrænsninger på køretøjerne, så de kun med lidt held kan gennemføre øvelser i begrænset omfang.

Løsningen er en langsigtet genetableringsplan, der både bliver dyr og politisk hård, da Danmark som bekendt samtidig skal igennem en grøn omstilling, have minimumsnormeringer i institutionerne og givetvis også adskillige hundrede kilometer cykelsti. Men ingen af de tre ting sikrer det helt fundamentale grundlag for vores land – nemlig sikkerheden.

Krig kan ikke løses med dialogkaffe

Derfor kommer der i den næste årrække en række hårde prioriteringer, hvor jeg kan være stærkt bekymret for, at den lidt diffuse størrelse, som sikkerhed er, vil blive nedprioriteret til fordel for de langt mere nærværende temaer. Det er nemmere at prioritere et par ekstra pædagoger, en sportshal eller en cykelsti, end det er at prioritere kampvogne.

Men uden sikkerhed er velfærden ligegyldig. På grænsen mellem Polen og Belarus ser vi et alt for godt eksempel på en situation, der risikerer at løbe af sporet. Det samme kan vi se på Balkan lige midt i Europas baghave, hvor striden i Bosnien langt fra er forbi. Den risikerer at have en direkte konsekvens for os.

Forsvarschefen bør hurtigst muligt blive skilt ud fra ministeriet, så han kan få det faglige råderum, der er essentielt for at kunne levere sunde og fagligt begrundede analyser og anbefalinger

Klaus Kroll, tidligere kaptajn i reserven

Krig er bare politik fortsat med andre midler, og ikke alt kan desværre løses over en kop kaffe, uagtet at det selvfølgelig ville være den ideelle situation. Derfor skal dansk forsvar tilbage på sporet. Det er ikke nok bare at sikre en kvalitativ, solid karakter, men også en kvantitativ robusthed.

Forsvaret bør have tre til fire brigader, hvor den ene, som vi måske på et tidspunkt får, skal være stående på beredskab, mens de andre skal fungere som uddannelsesbrigader og reservebrigader, der kan mobiliseres efter behov. Det kræver materiel, men særligt personel, som i overvejende grad bør komme gennem værnepligt – meget gerne for både mænd og kvinder.

Politiske interesser skal skilles fra det faglige

Vi kunne også etablere en ekstra eskadrille af de gamle F-16 fly i stedet for at sælge dem, kanabalisere de dele, der kan bruges, fra de helt udslidte og have en reserveeskadrille med reduceret antal flyvetimer.

På samme måde kan vi etablere lette og mobile hærenheder, der ikke kræver voldsomme materielinvesteringer, tilsat simple, men effektive morter og kanonteknologier, som er hyldevarer. Søværnet kunne med fordel begynde at kigge i norsk retning og hoppe med på samarbejdet om køb af ubåde, som Krupps er i færd med at fremstille.

Vi kan samtidig kigge på den indretning, som forsvaret er underlagt. Der er en alt for tæt kobling af det politiske og det faglige niveau. Forsvarschefen bør hurtigst muligt blive skilt ud fra ministeriet, så han kan få det faglige råderum, der er essentielt for at kunne levere sunde og fagligt begrundede analyser og anbefalinger uden en direkte politisk indblanding, hvor konklusionerne er skrevet på forhånd af politikerne, og hvor fyldet er skrevet i overskrifter af en politisk rådgiver.

Måske kunne man endda få luget begrebet "styrelseschef" ud af forsvaret og få overdraget et helhedsansvar til forsvarschefen, så stillingen igen får gavn og ikke blot navn.

Kommende forlig bliver afgørende

Forligsforhandlinger bør som udgangspunkt tage sigte på de to procent, som Nato-partnerne har aftalt.

Men de bør ikke mindst kigge på den effekt, som de ekstra midler kan betyde. Det nytter ikke at lave regnemetoden om, som det er set tidligere. Man skal derimod kigge på, hvilke kapaciteter vi kan få for den bedst tænkelige pris.

Kvantitet og hyldevarer er i den ligning det helt store tema. Vi skal ikke ende med løsninger, der måske teknisk er ti år ude i fremtiden, men med praktiske enheder, der kan fungere i nuet.

Forsvaret har brug for et gevaldigt løft, og det er både i form af materiel, men ikke mindst i form af flere hænder og fødder på jorden, der kan aflaste de alt for få, der i dag er udfordret langt ud over det anstændige.

Droner, cyberforsvar og højteknologiske løsninger er en del af fremtiden, men støvler i mudderet, saltvand i håret og luft under vingerne vil stadig være en markant del af det forsvar, der i al for lang tid er blevet udsultet.

En drone havde i sig selv ikke været særligt anvendelig på grænsen til Polen – men det er fysiske soldater. Djøf-hæren er heller ikke specielt brugbar i en skyttegrav eller bag rattet i en pansret mandskabsvogn – men det er ordentligt uddannede soldater, som har den rette udrustning til rådighed.

Forsvaret skal styrkes – ikke i tale, men i handling. Det kommende forlig bliver helt afgørende for, om vi fortsat skal bide negle og håbe på fred i vor tid, eller om vi med nogenlunde god samvittighed kan se frem til at få en tilfredsstillende sikkerhed gennem et styrket forsvar.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion