Tidligere KD-pressechef selvransager: Ledelsen valgte et sårbart partiapparat

Af Anne Grønlund
Nuværende partimedlem og forhenværende medie- og presseansvarlig, Kristendemokraterne

Imens vi har fået en ny regering, benytter de øvrige partier og politikere tiden til selvransagelse, analyser, positionering og oprustning til næste folketingsvalg, uanset om det bliver om fire år eller et tidligere nyvalg.

Således også Kristendemokraterne, hvor det var lige ved og næsten med en tumultarisk start på valget og et tvunget formandsskifte på selvsamme dag, hvor valget blev udskrevet.

Det blev til en halv succes og sejr, der kom i hus på baggrund af en vikar fra himlen, der trådte til med øjeblikkeligt varsel, og som med en sjælden uhøjtidelig friskhed formidlede Kristendemokraternes politik – skarpt og professionelt.

Efter en hæsblæsende valgkamp blev det da også alene knap 200 stemmer, der skilte Kristendemokraterne fra at komme i Folketinget. En bitter pille at sluge i timerne og dagene derefter. Men nu er det op på hesten igen.

Eksponering kom som ketchupeffekt
Når man som jeg har fundet hjem i Kristendemokraterne i det værdigrundlag og partipolitiske principprogram, som har været partiets fundament i mere end ti år, så gør jeg mig mine refleksioner over, hvad der gik godt?

Et parti som Kristendemokraterne, der er garvet på mange områder, bør gribe i egen barm.

Anne Grønlund
Forhenværende medie- og presseansvarlig, Kristendemokraterne

Men især nok over, hvorfor Kristendemokraterne ikke kom i Folketinget. Hvor ligger hunden begravet?

Det, der er stålsat for medlemmerne af Kristendemokraterne, er kampen for ligheds- og frihedsidealerne samt vores grundlovssikrede tros-, tanke- og ytringsfrihed, som gælder alle mennesker.

Og endelig har børn, familier og fællesskaber med næstekærlighed og medmenneskelighed som bundklang altid været kernen i partiets ukuelige arbejde. Det er en styrke og en fast grundsten, som nok ikke findes i andre partier.

Allerede for et år siden forudsagde jeg, at Kristendemokraternes eksponering ville komme som en ketchupeffekt – nemlig pludseligt og overvældende. Den forudsigelse gjorde jeg, fordi aldrig før har partiet haft en dagsorden, der spillede så optimalt ind i valgkampens temaer.

Og på samme tid var der mange kompetente og erfarne kandidater til folketingsvalget som blandt andre landsformand Stig Grenov i København, det stærke kort Kristian Andersen i Vestjylland, forhenværende landsformand Marianne Karlsmose i Sydjylland og forhenværende byrådsmedlem for Konservative i Odense Jenan Jamil Bozo, der – når de fik synlighed – ville tale ind i vælgernes dagligdag og trække stemmer.

Journalister havde forstokkede fordomme
Men som medie- og presseansvarlig var det umuligt at trække medierne til truget og vise interesse for partiets politik og mærkesager før valgkampen.

Som en politisk redaktør for et førende nyhedsbureau sagde til mig i efteråret som respons på min kritik af manglende dækning af Kristendemokraternes landsmøde i oktober:

"Har du set meningsmålingerne?"

Den passivitet i mediernes dækning af Kristendemokraternes opstilling, valgkamp og politik ændrede sig dramatisk, da politisk næstformand Isabella Arendt blev fungerende formand og viste sit talent og evne til at sælge partiet på en anderledes frisk og fremkommelig måde.

Men den ønskede synlighed kom for sent.

Til trods for en ubetalelig og positiv eksponering kunne kommentatorerne og journalisterne ikke vride sig ud af eller afholde sig fra personlige forstokkede fordomme om partiet.

For Kristendemokraterne gik til valg på fire mærkesager om det gode liv for børn og familier, det gode liv med frihed under ansvar, det gode liv i harmoni med miljø og natur og det gode liv for alle som de toneangivende temaer. Temaerne beskæftigede journalisterne sig ikke meget med.