Tidligere marinesoldat: Grønland og EU har travlt, hvis de vil undgå en amerikansk magtdemonstration

Til gavn for både Grønland og Europa

EU har både kapacitet, økonomi og politisk vilje til at beskytte Grønland. Grønland vil til gengæld få adgang til verdens største pengetank.

EU har allerede løftet yderområder som Azorerne, Guadeloupe og Saint Martin med massiv infrastrukturstøtte, alle med selvstyre og styrket økonomi. Det samme kan ske i Grønland – til gavn for befolkningen og til gavn for Europa.

Et EU-medlemskab giver samtidig Grønland den selvstændighed, som mange grønlændere ønsker – ikke som en isoleret mikronation uden sikkerhed og kapital, men som et ligeværdigt land i en union af stater.

I EU kan Grønland stå på egne ben politisk, økonomisk og institutionelt, uden at være underlagt Danmark eller presset af stormagter. Det er den eneste realistiske vej til reel grønlandsk selvstændighed i det 21. århundrede.

Jens Marquard Sørensen
Sikkerhedsrådgiver, sætteskipper og tidligere marinesoldat

I EU kan Grønland stå på egne ben politisk, økonomisk og institutionelt, uden at være underlagt Danmark eller presset af stormagter. Det er den eneste realistiske vej til reel grønlandsk selvstændighed i det 21. århundrede.

Kongeriget Danmark har alt for længe talt om Grønland som et barn, der skal beskyttes. Men virkeligheden er den modsatte: Det er os, der bevidst må slippe Grønland fri – for det er stadig Danmark, der holder Grønland tilbage.

Dette århundredes vigtigste ressource

Olie var det 20. århundredes strategiske ressource. Den grønne omstilling gør fossile brændsler mindre relevante. I stedet er sjældne mineraler og jordarter blevet dette århundredes vigtigste råstof. De er fundamentet for moderne våben og grøn teknologi: kampfly, elbiler, solceller, magneter, missiler og avanceret elektronik.

Problemet er, at Kina næsten har total monopol på både udvinding, forarbejdning og produktion. Europa er 100 procent afhængig – og Kina har allerede brugt dette monopol som et geopolitisk våben.

Monopolet skal brydes, og Grønland er en af nøglerne. Hvis EU vil gennemføre en reel grøn omstilling og opbygge en moderne forsvarsindustri, skal Kinas monopol brydes nu – ikke om femten år. Det kræver investeringer, partnerskaber og en strategisk tilgang til Arktis. Hvis Europa ikke handler, gør andre det.

Siriuspatruljen bør udvides markant og udvikles til verdens stærkeste arktiske kampstyrke.

Jens Marquard Sørensen
Sikkerhedsrådgiver, sætteskipper og tidligere marinesoldat

Grønlands undergrund rummer også uran, hvis håndtering kræver massive investeringer i sikker teknologi. Det kan EU levere.

Danmark kan ikke alene udnytte Grønlands undergrund. Vi har hverken teknologien, investorerne eller industrien. Derfor skal europæiske virksomheder, universiteter og forskningsmiljøer på banen.

Værdien ligger ikke i minen, men i hele produktionskæden. Grønland og EU bør opbygge en industri, der sikrer, at de strategiske ressourcer forarbejdes i Europa, ikke i USA.

Uden ubåde er Danmark blind

Ingen vil investere milliarder i Grønland, hvis området står åbent for stormagtspres. Derfor må Danmark levere en troværdig militær tilstedeværelse i Nordatlanten. Det handler ikke om aggression, men om stabilitet – og om at sikre, at EU's investeringer ikke overtages eller saboteres.

Siriuspatruljen bør udvides markant og udvikles til verdens stærkeste arktiske kampstyrke; en styrke, der kan indsættes med både tungt og let udstyr, når det kræves – under mottoet: Til forsvar for Grønland – hvor som helst, når som helst. De danske arktiske skibe skal være reelle kampenheder og operere året rundt. For suverænitet i Arktis handler om fysisk tilstedeværelse.

Den vigtigste kapacitet er dog ubåde og tilhørende droner. Arktis er centrum for verdens strategiske atomubåde. Kun ubåde kan finde andre ubåde. Uden ubåde er Danmark blind i sit eget nærområde.

Grønland bør afgøre spørgsmålet om EU allerede denne vinter.

Jens Marquard Sørensen
Sikkerhedsrådgiver, sætteskipper og tidligere marinesoldat

Med ubåde bliver vi uundværlige i Nato – og en garant for at Grønland og EU's investeringer kan beskyttes. Dernæst er kongeriget et ørige, og alle angribere må først komme forbi flåden, inden man kæmper mod hæren.

Alt hvad der sænkes, møder aldrig den danske hær. Derfor bør Forsvarets første prioritet være ubåde og tilhørende droner. De kan give den taktiske fordel, som Forsvaret mangler. Og de kan sågar true amerikanske hangarskibe.

Dernæst er tiden inde til at etablere et sikkerhedspolitisk råd for rigsfællesskabet, som skal forme en samlet storstrategi for kongeriget Danmark.

Forsvaret har ansvaret for at forsvare riget, men det politiske ansvar er delt mellem rigets tre parlamenter. Der skal skabes et fagligt solidt råd med en handlekraftig politisk pendant – i stil med det britiske sikkerhedsråd. En central politisk styring er nødvendig, ellers kommer der ikke en samlet og sammenhængende sikkerhedspolitik. Dette foreslog jeg allerede tilbage i maj sidste år i Weekendavisen.

USA må ikke dominere

Af militære årsager har vi travlt. Grønland bør afgøre spørgsmålet om EU allerede denne vinter – inden sneen smelter langs kysterne. Når isen er væk, forsvinder Nordens arktiske fordel, og man kan forvente en magtdemonstration, muligvis invasion, der viser USA's overlegenhed. Sikkerhedsgarantierne skal være på plads inden da.

Europa og kongeriget Danmark må åbent og utvetydigt støtte Grønland politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Tiden, hvor Grønland var et perifert bilag, er forbi. I dette århundrede er Grønland en strategisk nøgle til Europas sikkerhed, råstofforsyning og geopolitiske handlefrihed. Den erkendelse skal falde nu – ikke om ti år.

Når Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller udtaler sig, viser de, at de forstår, at et paradigme er brudt sammen, og at skæbnealliancen med USA hører fortiden til. Der skal derfor tænkes stort.

Målet er ikke at forhandle med USA. Målet er at sikre, at USA ikke længere kan dominere Grønland eller kongeriget Danmark. Tiden for blindt samarbejde er forbi.

Danmark skal ikke give amerikanerne noget. Danmark skal tilbyde én ting: at vi forsvarer Grønland med næb og klør til det sidste. Og at enhver, der angriber riget, vil lide store tab og aldrig opnå kontrol over Arktis. Det bør være Danmarks nye sikkerhedspolitik.

Kongerigets fremtid ligger i en smeltedigel. Støbeformen skal laves – og fyldes – inden det er for sent, og den arktiske sommer melder sin ankomst.