Tidligere minister: Travle politikere stiller sig til rådighed for en god sag. Det bør Altinget ikke mistænkeliggøre

Den rådne lugt

Senest har jeg bidt fra mig over for Altingets opgørelse over de budsummer, forskellige folketingsmedlemmer og ministre kunne opnå ved Danmarks Indsamlingen, hvor modydelsen var at få en middag med den pågældende.

I et opslag på Linkedin skrev Altinget-journalisten "Hvad er prisen på en politiker?" Umiddelbart jo bare en sjov stramning, men der står jo faktisk ligeud, at man kan købe en politiker. Det er et udsagn, der, efter min opfattelse, overhovedet ikke er sjovt.

Listen påkaldte da også forskellige alvorspersoners vurdering af det betænkelige i, at man sådan kan købe sig adgang til en minister, som ikke alle kan købe. Man kan dermed få en privilegeret adgang til ministres ører og nyrer, hvis man har penge nok. Man mærker den rådne lugt.

Hypertravle politikere stiller sig til rådighed for at skaffe penge til Danmarks Indsamlingen. De får ingen penge selv, men de får en middag i et ubekendt selskab.

Pia Gjellerup
Tidligere MF og minister (S)

Hvad er situationen?

Hypertravle politikere stiller sig til rådighed for at skaffe penge til Danmarks Indsamlingen. De får ingen penge selv, men de får en middag i et ubekendt selskab.

Betalingen for politikerens deltagelse går rent til indsamlingens gode formål. Politikeren giver indsamlingen en hel arbejdsaften plus det løse, for lidt forberedelse skal der også til. Det gør de generøst, fordi det faktisk kan give indsamlingen flere midler end mange andre initiativer.

Er det egentlig ikke meget godt? Er der nogle, der, ved deres sansers fulde fem, tror, at der så pludselig er skabt en kort og effektiv vej til at få en bestemt beslutning formet og ekspederet?

Så kender man funktionen af både folketinget, ministerier og forvaltning meget dårligt. Og der er ikke en krone til politikeren, men bare endnu en aften, hvor man er på arbejde.

Embedet og ikke indflydelsen

Den samme let anklagende holdning er der, når politikere er til koncerter, sport eller teater. Hvor er de heldige, og så helt gratis. Bare det var mig.

En af de andre gamle folkevalgte, Bertel Haarder, udtalte engang meget rammende, at man deltog for "at kaste glans over begivenheden". Det var helt uindpakket og fuldstændig rigtigt.

Det er embedet og ikke indflydelsen, der inviteres. For der skal simpelthen være nogen for pressen at identificere og fotografere. Først dér er det jo en rigtig begivenhed.

Hvis man vil træffe ministre, folketingsmedlemmer, borgmestre og byrådsmedlemmer, så skal man bare melde sig ind i et politisk parti.

Pia Gjellerup
Tidligere MF og minister (S)

Når det ikke er helt ligegyldigt med denne gedulgte anklage om berigelse og småkorruption, så er det, fordi den slags gør det politiske liv dårligere. Det bliver lidt mere normalt at tale det ned. Lidt mere tilladeligt at tale grimt om folkevalgte.

I stedet for at være glad for, at man altid kan finde en dygtig repræsentant for en stor buket af ens egne opfattelser, drømme og løsninger. Oftest repræsenteret og udviklet med dygtighed, sammenhæng, vildt hårdt arbejde og ansvarlighed.

Hvis man vil træffe ministre, folketingsmedlemmer, borgmestre og byrådsmedlemmer, så skal man bare melde sig ind i et politisk parti. Det koster meget mindre end en middag – om året. Her kan man også komme til at spise sammen. Og det er jo faktisk en hyggelig måde at omgås på.

Jeg har en enkelt gang, for vel 20-25 år siden, prøvet at blive bortauktioneret til fordel for et godt formål. Det blev ikke mange tusinde kroner, men alligevel en slat. Jeg var noget betænkelig – langt ind i middagen.

For det var Ekstra Bladets skarpe, men morsomme bagsidemand, Michael Jeppesen, der fik hammerslaget. Det blev en ret hyggelig og spændende middag, og det var absolut den bedste omtale, jeg i mit ret lange politiske liv opnåede i Ekstra Bladet.

Intet til gengæld – det er først nu, jeg siger tak.