Tidligere Nato-ambassadør: Vi har overset et afgørende aspekt af Finland og Sveriges Nato-medlemskab

Den nordiske model

I 2017 udgav jeg, mens jeg var på Johns Hopkins School of Advanced International Studies, en essaysamling med titlen ”Nordic Ways”. Bogen argumenterede for, at andre lande bør lade sig inspirere af den nordiske model i forhold til at gentænke deres tilgang til vestlige demokratier, til social og teknologisk innovation og til en balanceret tilgang til energi og klima.

Selvom bogen ikke eksplicit beskæftiger sig med sikkerhedsproblemer, ser bogens forfattere også de nordiske samfunds økonomiske, sociale og kulturelle styrke som et sikkerhedsspørgsmål. Disse grundpiller gør nemlig de nordiske lande til nogle af de mest robuste i verden. Det bør man ikke ignorere, når demokratiet er under angreb over hele verden.

Det, at Finland og Sverige bliver medlemmer, vil helt sikkert ændre nogle af dynamikkerne i Alliancen militært såvel som politisk.

Andras Simonyi
Seniorforsker, The Atlantic Council, tidl. Nato-ambassadør

De vil naturligvis også være et kæmpe aktiv for Natos militære kunnen.

De to lande har allerede hære, der er kompatible med Natos standarder. De er ikke fremmede for Nato. Deres alliancefri og neutrale status forhindrede dem ikke i at deltage i fællesskabet af vestlige demokratier.

Begge lande tilsluttede sig som nogle af de første Partnerskab for Fred, Natos tilpasnings- og moderniseringsprogram for ikke-medlemslande, men uden sikkerheds- og forsvarsgarantierne.

Østeuropæerne tilsluttede sig Nato af frygt for fornyet russisk styrke og angst for, at tidligere tiders ustabile og undertrykkende system skulle genopstå.

For de to nordiske lande var det derimod et bevidst valg at holde sig udenfor alliancen. Uanset om et sådan valg var rigtigt eller forkert, nærede hverken flertallet af de politiske partier eller befolkningen den frygt.

Det har nu ændret sig.

En ny, nordisk akse

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad denne nordiske blok kommer til at betyde for Natos interne dynamikker. Kommer de til at danne en selvstændig gruppe indenfor Alliancen – blandt andet i forhold til den fransk-tyske "akse"?

Det, at Finland og Sverige bliver medlemmer, vil helt sikkert ændre nogle af dynamikkerne i Alliancen militært såvel som politisk.

Samtidigt ønsker vi i USA, at Europa udvikler en forsvarskapacitet, som kan bruges uafhængigt af USA, men kun hvis det styrker og ikke svækker Alliancen.

Andras Simonyi
Seniorforsker, The Atlantic Council, tidl. Nato-ambassadør

Styrkelsen af nordflanken af et engageret fællesskab af transatlantiske tilhængerlande er et meget stærkt signal om vigtigheden af og ønsket om USA's langsigtede forpligtelse overfor Europas sikkerhed.

Men det er i orden, for det, de to lande fortæller verden med deres tiltrædelse, er: "Mere Nato, ikke mindre Europa".

Og med hensyn til den såkaldte "fransk-tyske akse" i Nato, bør man sige rent ud, at hvis de to lande ikke opfattede et Nato under amerikansk ledelse som den eneste troværdige institution med hensyn til at sikre deres sikkerhed, ville de ikke være medlemmer. Fordi der er ikke og vil ikke i en overskuelig fremtid være et europæisk alternativ.

Samtidigt ønsker vi i USA, at Europa udvikler en forsvarskapacitet, som kan bruges uafhængigt af USA, men kun hvis det styrker og ikke svækker Alliancen.

Nato bliver et endnu stærkere bolværk mod russisk ekspansionisme, som er en konstant trussel mod Norden og resten af Europa. Finland medbringer også en fantastisk skatkiste af politisk erfaring og viden om, hvordan Rusland skal tackles.

Det er altså ikke alene i Finland, Sverige, Norden og Europas interesse, at de bliver Nato-allierede. Det er til fordel for den transatlantiske sikkerhed og dermed i sidste ende i USA's interesse.