Moderne arkitekter vil elske at genrejse Børsen som et monument for dem selv. Det må ikke ske

Den erkendelse står som overskrift over en stor del af Danmarkshistorien. Vi er ikke skabte til højhed og blæst, og som alle gode dannelsesberetninger kender vi nøje til skabelonen hjem-ud-hjem, hvor man forlader det trygge og hjemlige for at prøve sin lykken i det fremmede, men til slut vender klogere og mere afklaret tilbage.

Derfor er Christian IVs levnedsberetning også historien om os som folk, og vi elsker ham, fordi han drømte og prøvede, men også fordi han fejlede og vendte forslået men klogere hjem.

Christian IVs levnedsberetning er også historien om os som folk, og vi elsker ham, fordi han drømte og prøvede, men også fordi han fejlede og vendte forslået men klogere hjem.

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand, Frederiksberg Kommune

Børsen var en af de drømme, Christian IV drømte – bygget i tegl og hugget i sandsten. Den var drømmen om København og Danmark som et nordeuropæisk handelscentrum. Den drøm brast også for kongen, som hans andre stormagtsdrømme.

Men den efterlod os et enestående fint stykke arkitektur, som gennem 400 år har dannet rammerne om et stadig mere blomstrende erhvervsliv, der helt indtil i dag har benyttet bygningen som samlingssted for driftige og fremgangsrige mennesker, der har gjort Danmark rigere.

Det nordeuropæiske handelscentrum løb Nederlandene med, men vi lærte deres arkitektur at kende, og man siger normalt, at Børsen er opført i nederlandsk renæssance. Men i grunden er stilen hverken nederlandsk eller renæssance. Den er dansk, fordi det var her, den fik sine smukkeste og mest gennemførte udtryk. Og den er snarere tidlig barok, i hvert fald hvis vi tager renæssancens oprindelse i Italien og sproglige betydning som den klassiske arkitekturs genkomst for pålydende.

Børsens stil er ikke regelret og geometrisk, den er festligt fabulerende og indbydende, lige fra dragespirets sammensnoede haler til gavlens festfyrværkeri af svungen ornamentik og karyatider. Vi nikker så fortroligt til Christian IVs bygninger, for vi ved, at de er noget helt særligt, og at de er vores.

Hvad skal der ske nu? Hvordan læger vi det brandsår, som nu er i danskernes hjerter over at have mistet en af vores mest kendte og elskede bygninger, et sandt symbol på, hvad der er os og vort?

Først og fremmest genopbygger vi bygningen og realiserer den vision, der allerede var ved at blive virkeliggjort i Dansk Erhvervs restaurering af den, hvor bygningens ydre skulle tilbageføres i størst mulig grad til det originale udtryk fra Christian IVs tid.

Der skulle rettes op på de fejl, som blev begået under arkitekt Ludvig Fengers restaurering af bygningen i 1878-79, hvor blandt andet de gulflammende teglsten på facaderne blev dækket af giftrøde, tyske klinker. Dragespiret kan rekonstrueres, præcis som det er sket med spiret på Notre Dame, som også blev fuldkommen ødelagt under branden for fem år siden.

Vi er i dag de danskere, vi var i går, men vores fællesskab har fået et sår. Et brandsår.

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand, Frederiksberg Kommune

Det indre giver større udfordringer, og en del af det må man frygte er tabt for altid. Der var ikke rigtig noget originalt interiør tilbage fra Christian IVs tid, men der var fine rum fra mange tidsaldre, ikke mindst selvfølgelig det store pragtrum, børssalen, som stammede fra tiden umiddelbart efter Grosserersocietets køb af bygningen i 1857.

Den var et af Københavns flotteste rum og et af bygningens helt centrale, historiske lag, men den blev desværre fuldstændig ødelagt under branden. Om det er muligt at rekonstruere børssalen, er for tidligt at sige, men forsøget bør gøres, og Dansk Erhvervs fine historiske bevidsthed vil formentlig udgøre et solidt bolværk imod alt for tidstypiske modearkitekter, der vil elske at omforme Børsens indre til et monument over dem selv. Det må ikke ske.

Vi er i dag de danskere, vi var i går, men vores fællesskab har fået et sår. Et brandsår. Lad os sammen gøre, hvad vi kan for at læge det, så godt det nu lader sig gøre. Og lad os lære af Børsens katastrofale brand, at den arkitekturarv, vi som land og som folk har overtaget, den betyder meget for, at vi kan vedblive med at være dem, vi er. Og dem, vi gerne vil være.

Kan Børsens brand føre til, at vi passer lidt bedre på vores historiske omgivelser og gamle bygninger, og ikke i alt for stor hast river ned og tankeløst moderniserer ud fra, hvad der lige i dag og i morgen er på mode, så har vi måske alligevel vundet lidt.