Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Tillykke Danmark, vi vandt ræset mod bunden. Men er vi klar til prisen?

Efter det monumentale kultursammenstød i Europa-Parlamentet er alles øjne rettet imod dansk asylpolitik. Men kan og vil den danske regering eksekvere?

Placeholder image
Blandt den politiske majoritet i Bruxelles er der nemlig ikke længere tvivl: Danmark er blevet Nordeuropas rablende gale mand, skriver Anne Sofie Allarp. Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den danske udlændinge- og integrationsministers første besøg i Europa-Parlamentet foregik torsdag i denne uge, og det skulle vise sig at blive et kultursammenstød i overhalingsbanen.

Mattias Tesfaye var inviteret af Parlamentets Borgerrettighedsudvalg til en meningsudveksling i anledning af den danske regerings udlændingepolitik og inddragelsen af opholdstilladelser fra syriske flygtninge i Danmark.

Hvor ministeren i dansk presse og dansk politik sjældent bliver grundigt udfordret på substansen af regeringens udlændingepolitik, så gik det anderledes til i Parlamentet, hvor måbende, vantro udvalgsmedlemmer hørte Tesfaye kalde den danske politik ”holistisk” og et humanitært og problemløsende gennembrud på asylområdet. 

Europa-parlamentarikerne udviste en helt anderledes lav tolerance for meningsfrie politiske udsagn, og udvekslingen var derfor robust. Medlemmerne ville vide, hvordan Tesfaye kunne sove om natten, de trak H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder op af hatten, og de lod vide, at Danmark var usolidarisk, ikke burde fortsætte i EU's asylsamarbejde, og at den danske politik hverken havde noget med socialdemokratisme eller europæiske værdier at gøre.

Blandt den politiske majoritet i Bruxelles er der nemlig ikke længere tvivl: Danmark er blevet Nordeuropas rablende gale mand.

Anne Sofie Allarp

Optrinnet eksemplificerede, hvor langt væk vi i Danmark har flyttet os fra mange af vores nabolande, både når det kommer til den politiske substans på udlændingeområdet og den politiske kultur generelt. De problemer vedrørende asylsystemet, som ministeren igen og igen anfører til støtte for politikken, med menneskesmugling og kynisk spekulation er velkendte og velbeskrevne over årtier, og hvis man har et grundlæggende kendskab til området, er det umuligt at anerkende præmissen om, at det danske forslag indeholder ny tænkning eller kimen til at løse de grundlæggende problemer.

Og de gentagne postulater bliver, ligesom dele af den danske politik, derfor nemt opfattet som provokerende uden for Danmark. Og indlæggene fra Tesfaye i Europa-Parlamentet afslørede da også – i det omfang han selv tror på, at den socialdemokratiske asylpolitik er ’retfærdig og realistisk’ – afgrundsdybe forskelle i oplevelsen af, hvad der er gyldig eller valid argumentation, og hvad der kan godtages som gangbare bud på løsninger.

Blandt den politiske majoritet i Bruxelles er der nemlig ikke længere tvivl: Danmark er blevet Nordeuropas rablende gale mand. Vi har allerede betalt prisen for politikken i Europa med tab af anerkendelse.

Men er vi klar til at betale i Afrika? For en ting er den politiske, jævnfør den utvetydige fordømmelse af Danmark fra Den Afrikanske Union i august sidste år, noget andet er den konkrete økonomiske og politiske regning, der skal betales til det partnerland, vi finder.

Torsdagens optrin i Europa-Parlamentet har om noget skærpet den internationale interesse for regeringens planer. Og også herhjemme er emnet glohedt: kommer regeringen i mål med at skippe asylansøgere til Rwanda eller et andet land, eller var det bare det politiske fatamorgana, som det hele tiden har lignet?

Og mere vigtigt: Kommer de i mål, hvad er så prisen?

Det land, der formentlig er den mest sandsynlige partner i denne proces, er Rwanda. De har magt nok til at påtage sig opgaven trods protester fra den Afrikanske Union, og kan se muligheder i en så tæt forbindelse til et EU-land.

Hvad vil regeringen betale, og tør den låse Danmark fast til en politistat i Afrika med alt hvad det indebærer, når det kommer til stykket?

Anne Sofie Allarp

Rwandas præsident Paul Kagame er en frygtindgydende forhandlingspartner, og en af de mest erfarne og magtfulde statsledere i Afrika, og det ville være en overraskelse, hvis han ikke kender sit værd i denne relation. Enhver af de danske ministre ligner en erhvervspraktikant holdt op mod Kagames CV. Og indtil videre virker det da også til, at Rwanda har haft bukserne på i relation til Danmark. Rwanderne ved godt, hvem der har mest brug for hvem, og det er aldrig et rigtigt godt udgangspunkt for en forhandling.

Samarbejdet vil foruden de konkrete omkostninger til asylsystemet, som minimum koste en dansk ambassade i hovedstaden Kigali og et betragteligt udviklingsprogram, og mon ikke Kagame derudover har en ønskeseddel i inderlommen med infrastruktur eller andre investeringer. Den danske regering vil kunne gribe dybt i den danske udviklingsbistand, som dermed yderligere vil blive udhulet af dansk udlændingepolitik. Men prisen bliver ikke ligegyldig af at blive betalt af ulandsbistanden.

Den er det vigtigste parameter for eksekveringen af politikken. Hvad vil regeringen betale, og tør den låse Danmark fast til en politistat i Afrika med alt hvad det indebærer, når det kommer til stykket? Det er et af dette års allervigtigste politiske spørgsmål.

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Forfatter, politisk kommentator, radiovært
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser