Konflikt mellem Hamas og Israel skaber usikkerhed om levering af omstridt våbenkøb

I et brev til den israelske våbenproducent Elbit Systems understreger forsvarsminister Troels Lund Poulsen vigtigheden af, at israelerne holder den aftalte tidsplan for levering af artillerisystemer og raketkastere til Danmark.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Andreas Krog

Da politikerne i stor hast i januar i år besluttede, at Danmark skulle anskaffe artillerikanoner og raketkastere for 1,74 milliarder kroner hos den kontroversielle israelske våbenproducent Elbit Systems, blev anbefalingen om at vælge Elbit blandt andet begrundet med, at firmaet kunne levere hurtigst.

Og det var et væsentligt parameter, da regeringen ønskede at sende Hærens daværende artillerisystem CAESAR til Ukraine hurtigst muligt. 

For at de danske soldater ikke skulle stå uden kanoner for længe, valgte man kanonerne og raketkasterne fra Elbit Systems.

Læs også

Nu har Hamas' terrorangreb på Israel i starten af oktober og Israels modangreb imidlertid skabt usikkerhed om leveringen af de israelske våbensystemer til Danmark.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har således orienteret forsvarsminister Troels Lund Poulsen om, at den aktuelle situation i Israel kan påvirke Danmarks anskaffelse af ATMOS-artilleri og PULS-raketkastere fra Elbit Systems.

Derfor har Troels Lund Poulsen sat sig til tasterne og skrevet til Elbit Systems' øverste direktør, Bezhalel Machlis.

Påvirke danske leverancer

I brevet, som Altinget er i besiddelse af, skriver Troels Lund Poulsen blandt andet, at det – midt i Israels og Elbits udfordringer som følge af Hamas' angreb – er vitalt, at samarbejdet om levering af våbensystemerne til Danmark fortsætter.

Ministeren beder derfor Elbit-direktøren om en opdatering på den aktuelle situation, og de skridt Elbit Systems tager for, at de danske leverancer ikke bliver påvirket i betydelig grad.

Læs også

Troels Lund Poulsen vil også gerne vide, om der er alternative løsninger, som kan sikre, at Danmark modtager sine nye israelske våben til tiden.

"Jeg har stor forståelse for Israels situation og har sendt et brev til den israelske leverandør Elbit Systems, hvor jeg også gør opmærksom på, at anskaffelserne af systemerne er en prioritet for Forsvaret og Danmark," forklarer Troels Lund Poulsen i et skriftligt svar til Altinget.

For tidligt at spå om konsekvenser

Det er ifølge Forsvarsministeriet endnu for tidligt at sige, om situationen i Israel får konsekvenser for den samlede implementering af de nye artillerisystemer og raketkastere i det danske forsvar.

FMI følger situationen og er i tæt kontakt med leverandøren, oplyser ministeriet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00