Ugen i dansk politik: Tre partier holder landsmøder

DET SKER I DENNE UGE: Både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale holder deres store, årlige møde i den kommende weekend. Og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skal i samråd om regeringens EU-politik. Få overblik over ugen her.

Mette Frederiksen, Frank Jensen og Mogens Jensen synger med på fællessang ved S-kongressen i 2018. På lørdag synger de nok igen.
Mette Frederiksen, Frank Jensen og Mogens Jensen synger med på fællessang ved S-kongressen i 2018. På lørdag synger de nok igen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Mandag
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) rejser til Jordan og Libanon fra 9. til 12. september. Ministerens besøg har fokus på indsatser i nærområderne.

Tirsdag
Den undersøgelseskommission, der skal undersøge en række forhold i den daværende styrelse i Skat, fortsætter med afhøringer.

Klokken 13 er der møde i folketingssalen, hvor to forslag skal behandles.

Det ene er andenbehandling af et lovforslag om sanktioner for retsstridig indsamling af vælgererklæringer.

Det andet er et beslutningsforslag om at dele Transport- og Boligudvalget op i to forskellige udvalg. De to områder hører heller ikke længere under samme minister.

Onsdag
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er i dag og i morgen i Reykjavik, Islands hovedstad. Her skal han mødes med de nordiske lande.

Torsdag
Justitsminister Nick Hækkerup (S) skal i samråd om tolkefirmaet Easytranslate.

Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvordan regeringen forholder sig til afsløringer af, at Easytranslate har brugt ukvalificerede og ikke-godkendte tolke og derved angiveligt har skabt kaos hos blandt andre Københavns Politi, Flygtningenævnet og Dommervagten.

Det er Peter Skaarup (DF), der har stillet spørgsmålet til Hækkerup.

Fredag
Folketingets Europaudvalg mødes for at tale om de kommende rådsmøder om blandt andet landbrug og fiskeri og transport.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skal fredag deltage i to samråd:

  • Marrakesh-aftalen
    Ministeren skal blandt andet svare på, om han fortsat kan garantere, at Marrakesh-aftalen (Global Compact for Safe, Orderly and Regular migration (GCM)) ikke har juridisk betydning for hverken EU eller medlemslandene. Den danske tilslutning til aftalen vakte sidste år hård kritik fra borgere og politikere, som var bekymrede for, om man med aftalen åbner for mere indvandring. Morten Messerschmidt (DF) har stillet spørgsmålet.
  • Jeppe Kofod skal også i samråd om regeringens EU-politik. Han skal blandt andet redegøre for, hvilken konkret EU-politik regeringen vil føre med udgangspunkt i linjen 'langt mere progressiv end i dag' fra regeringens forståelsespapir. Ministeren skal også redegøre for de konkrete initiativer, regeringen vil bringe op i EU-samarbejdet, der afspejler en sådan progressiv EU-politik. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Eva Kjer Hansen (V).

Weekenden
Lørdag og søndag er der tre store landsmøder på programmet.

Dansk Folkeparti holder årsmøde i Kongrescentret i Herning.

Radikale Venstre holder landsmøde på Hotel Nyborg Strand.

Og regeringspartiet, Socialdemokratiet, holder sin årlige kongres i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Søndag er det i øvrigt International Dag for Demokrati.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00