Ugens EU-podcast: Nytårsbriefing fra Lars Løkkes toprådgiver

PODCAST: Den 1. marts tiltræder Michael Starbæk Christensen som Danmarks nye ambassadør i Paris efter tre et halvt år som statsministerens nærmeste udenrigspolitiske rådgiver. Hør Starbæks forventninger til EU anno 2019 i årets første udgave af Altinget: Parlamentet.

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Det år, der netop er begyndt, bliver et sandt hækkeløb af udfordringer for Den Europæiske Union og for Danmarks plads i et samarbejde truet af opbrud og magtkampe.

Spørger man manden, der de seneste år har rådgivet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om Europa og resten af verden, så er det ikke i nogen dansk interesse at se EU blive svækket efter Brexit.

”Det er jo ikke en fordel for Danmark, selv om nogle gerne vil få det til at lyde sådan. Det er det altså ikke. Dynamik i EU-samarbejdet er vigtigt for os, og vi skal gerne have en dynamisk økonomisk udvikling i Europa. For det er det, vi lever af,” siger departementsråd Michael Starbæk Christensen, der siden 2015 har været statsministerens udenrigspolitiske toprådgiver.

1. marts rykker Michael Starbæk til Paris som Danmarks nye ambassadør i et Frankrig, der lige nu er ramt af politisk oprør og store demonstrationer i gaderne.

Starbæk giver kun sjældent interview, men bag kulissen spiller han en vigtig rolle for formuleringen af Danmarks europapolitik. Podcastvært Thomas Lauritzen er derfor glad for at kunne præsentere ham for lytterne i årets første europæiske podcast fra Altinget.

Her kan du høre Michael Starbæk give sit overblik og sin analyse af EU’s udfordringer i 2019: fra Brexit og europaparlamentsvalg til nye ledere og et nyt budget for Unionen samt Danmarks forestående beslutning om deltagelse i Europas Bankunion.

Du kan også høre Lauritzen og EU-redaktør Rikke Albrechtsen diskutere blandt andet det nye rumænske unionsformandskab, der i disse dage bliver skudt i gang i Bukarest. Altingets eksperter analyserer samtidig de nye forsøg på alliancer blandt EU-landenes højrenationalistiske ledere, efter at Italiens Matteo Salvini onsdag besøgte Polens Jaroslaw Kaczynski i Warszawa.

Og så bliver der selvfølgelig også lagt op til næste uges store gyser i London, hvor premierminister Theresa May på tirsdag vil forsøge at finde flertal i det britiske underhus for den allerede forkætrede aftale om betingelserne for Storbritanniens exit.

Lyt med! Det er den nemmeste og hurtigste måde at blive klar til endnu et dramatisk år i europæisk politik.

 

Klik her, og abonner på Parlamentet i iTunes | Find os på Soundcloud her | Stitcher her

Forrige artikel Dagens podcast: Der er gået storpolitik i sagen om Sjælsmark Dagens podcast: Der er gået storpolitik i sagen om Sjælsmark Næste artikel Statsminister-podcast: Zahle gik fra skomagersøn til at give kvinderne stemmeret Statsminister-podcast: Zahle gik fra skomagersøn til at give kvinderne stemmeret