Ungdomsøen vil danne en demokratisk platform: Unge har brug for et sted at skabe fremtiden

DEMOKRATI: Ungdomsøen har et mål om at øge unges demokratiske deltagelse gennem sociale aktiviteter styret af unge. Men øen er ikke bare en platform. Den maler et portræt af en generation præget af engagement uden handling. Øen, hvor fremtidens demokrati skal formes, ligger blot et stenkast fra København.

"Vi vil gerne styrke unges tro på fremtiden og demokratiet,” fortæller Lisbeth Trinskjær, der er formand for Fonden Ungdomsøen.

På Ungdomsøen er det de unge, der styrer roret. Ikke mere end ti minutters sejlads fra København, men alligevel tilpas afsides fra den voksne civilisation.

"Den her ø bliver et kæmpe eksperiment, hvorfra der udklækker alle mulige forskellige bud. Og jeg aner ikke, hvordan det vil præge. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil præge."

Gennem workshops, kurser og sociale arrangementer får de unge muligheden for at skabe nye fællesskaber, projekter og aktiviteter på eget initiativ. Alt er muligt, det handler bare om at få ideen.

Det lyder næsten som Peter Pans Ønskeø. Men det er det ikke, for lørdag 24. august slår Ungdomsøen dørene op for offentligheden med et arrangement for mere end 1.000 mennesker.

Og i modsætning til Ønskeøen, hvor børn aldrig bliver voksne, har Ungdomsøen et mål om at ”gøre fremtidens ungdom klar til at tage ansvar og aktivt skabe det samfund, de ønsker,” som de skriver på deres hjemmeside.

Det vil også afspejle sig i dagligdagens udvikling på Ungdomsøen, forklarer Lisbeth Trinskjær.

"Alle har indflydelse på, hvordan vi prioriterer. Det er rimelig kollektivt tænkt. Selvfølgelig har vi (bestyrelsen og ledelsen, red.) ansvaret for, at økonomien hænger sammen, ordentlig sikkerhed og de teknisk-praktiske ting. Men det er de unge, der er med til at bestemme, hvad der skal ske. Hvis der er nogen, der hærger, vil vi ikke bare smide dem ud. Så vil vi tage det op med de unge og spørge, hvad gør vi ved det?”

67.000 kvadratmeter for hele ungdommen
Det næsten 130 år gamle Middelgrundsfort står som en stærk rustning uden for den danske hovedstad. Men i stedet for at beskytte nationens fremtid, skal det nu beskytte fremtidens demokrati, som Lisbeth Trinskjær beskriver det.

Lisbeth Trinskjær har manges års tilknytning til den unge generation. Ud over sin post som formand for Folkehøjskolernes Forening og tidligere formandskab for De Grønne Pigerspejdere har hun sin daglige gang som forstander på Ubberup Højskole. Derfor blev hun i 2015 spurgt, om hun ville være med i visionsgruppen, der skulle finde ud af, hvad øen egentlig skulle bruges til.

Da havde de to største danske spejderkorps, Det Danske Spejderkorps og KFUM-spejderne, allerede købt Middelgrundsfortet for 16,5 millioner i 2014. På baggrund af købet slog organisationerne sig sammen med tre andre store spejderorganisationer under dét, vi i dag kender som Spejderne. Som Lisbeth Trinskjær grinende påpeger:

"Nu havde man fået det her barn sammen, så var man jo nødt til at blive gift.”

Men det var først her, det egentlige arbejde begyndte. Før eksperimentet kunne sættes i værks, lå en kæmpe renovering af hele øen, hvor mere end 30 farlige svampearter gemte sig i de gamle murbrokker.

Den 128 millioner kroners istandsættelse, der er finansieret af Nordeafonden, kan være svær at få øje på. For bygningsværket, de massive mørkegrå sten, der udgør ydermurene, undergrundsgangene og kanonstillingerne er bevaret. Hver en trædesten i de dunkle gange med rundede lofter har været oppe, hvorefter der er lavet store udgravninger, isolering og forbedringer for derefter at være sat tilbage på samme plads. Værket ser dog endnu ufærdigt ud, og mere end en snes mennesker arbejder i fuld hast for at få fortet klar til åbningsceremonien.

Øens 67.000 kvadratmeter er udnyttet til fulde, og spejdertraditionerne skinner igennem rundtomkring. På græsplænen er der gjort klar til 400 teltpladser, og de fem gamle kanonstillinger er lavet om til sheltere, hvis gæster vil vågne op til en blændende havudsigt.

Der gik dog ikke længe, fra Spejderne havde erhvervet sig øen gennem Middelgrundsfonden, til det gik op for dem, at øen ikke bare skulle være for spejdere. Den skulle være for hele ungdommen.

Et stille oprør
”En af de unge sagde for nylig, at en af de fedeste ting ved at være herude er, at man bliver væk,” fortæller Lisbeth Trinskjær, da vi bevæger os rundt i de mørke gange, der emmer af danmarkshistorie.

Måske er det i virkeligheden meget symptomatisk for ungdommen: ønsket om at blive væk i en tilværelse, hvor fremtiden altid er tilrettelagt.

”De lever i en verden, der er ekstremt struktureret, og hvor alle er interesseret i dem, og hvad de skal. Det er de ekstremt dygtige til at navigere inden for rammerne af, men det gør det svært for dem at gå deres egne veje,” forklarer Jonas Lieberkind, der er lektor og ph.d. hos Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet med speciale i unges politiske dannelse.

”Her vil Ungdomsøen kunne give nogle unikke muligheder for, at de unge selv kan skabe nye strukturer.”

En stor del af forarbejdet til Ungdomsøen bestod i at lære ungdommens generation at kende.

”Vi spurgte de unge: Hvis I nu havde en ø, hvad ville I så bruge den til? Hvad er det vigtigste lige nu?” forklarer Lisbeth om visionsgruppens proces, hvor de ud over at tale med en række ungdomsforskere og samarbejdspartnerne, opsøgte tusindvis af unge landet over. De mødte unge mennesker på gaden, lavede workshops til Roskilde Festival, besøgte store ungdomsevents og inviterede unge til arrangementer på øen. Et sammensurium af utallige svar gjorde det klart, hvad der rørte sig blandt de unge:

”Mange unge pegede på klimaet og mistrivsel. De var meget bekymrede for hinanden, og de store samfundsdagsordener fyldte meget. Det handlede meget lidt om dem selv, ud over at de ønskede et frirum.”

Unge i dag bliver ofte beskyldt for at være passive, uengagerede, selvcentrerede SoMe-afhængige curlingbørn og – hvis de så alligevel gør det godt – for at være 12-tals piger. Men det er helt misforstået, mener Lisbeth Trinskjær:

"Måske er det her et helt andet ungdomsoprør i virkeligheden. Det er mere loyalt. Jeg oplever, at nutidens unge er sindssygt loyale. De gør det, samfundet siger, de skal. De følger deres uddannelse, de er flittige, de drikker senere og har senere seksualdebut. De er ordentlige og gør alt det rigtige. Det, de ikke gør, er, at mange af dem ikke passer ind i de kasser, vi byggede. Men dem byggede vi jo også for virkelig længe siden. Tænk, hvis det er nogle helt andre kasser, vi skal bygge nu? Jeg tror, vi ser en opblomstring af engagement, der indfanger nogle andre former."

Det er også det, forskningen fra DPU peger på, forklarer Jonas Lieberkind:

”De unge i dag er enormt engagerede i det samfund, der omgiver dem. Men vi må konstatere, at de ikke er de mest aktive unge mennesker. De er enormt vidende og vil tale med hinanden om verden, men de har intet organ, der gør det muligt for dem. Og netop derfor bliver Ungdomsøen en interessant platform.”

Giv et år
Ud gennem sovesalenes vinduer kan man ane Københavns silhuet. Oprindeligt kunne man ikke se ud gennem de højtplacerede vinduer, da vogterne skulle være i sikkerhed for kanonskud. Men nu er der bygget en repos, så man kan nyde udsigten og følge med i øens liv uden for fæstningens massive mure.

Den repos, vi står på, synliggør de mere end 60.000 frivillige timer, der allerede før åbningen er lagt i projektet.

Da vi forlader hovedbygningen støder vi på en af de frivillige, man vil møde, hvis man besøger Ungdomsøen inden for det næste år.

20-årige Anton Vind Krogh-Jensen har ligesom tre andre unge ”givet et år” til Ungdomsøen. Det næste år skal de fire frivillige stå for både praktiske og driftsmæssige opgaver og for at skabe en masse projekter for de unge besøgende. De bliver øens unge ansigter udadtil.

"Jeg er spejder, og jeg synes det er vildt fedt at afholde projekter,” svarer han, da jeg spørger ind til hans drivkraft for at bosætte sig på Ungdomsøen i et år.

”Det, vi er i lige nu, hvor vi render stærkt, fordi vi har noget, vi skal afholde, og hvor tingene bliver skubbet og ændret. Det, synes jeg, er virkelig fedt."

At give et år til et projekt, man tror på, var oprindeligt noget, man gjorde i kristne organisationer. Det er senere blevet en civilsamfundstradition, især blandt spejdere, og De Grønne Spejdere bruger det stadig.

Ungdomsøen vil gerne have unge fra hele landet til at bruge øen, derfor sørger de for at skabe økonomiske modeller, der gør det let for langvejsrejsende. Til åbningseventet er der busser fra Odense, Aalborg og Aarhus. Og, som Lisbeth Trinskjær forklarer, spreder Ungdomsøen sig også ud i landet på andre måder:

”Det ene er, at der skal unge hertil, det andet er det, de tager med hjem. Det skal ikke bare være en ø, den skal dryppe ud i omverdenen. Håbet er, at det, der sker her, vil smitte af, så de unge tager det med hjem til Esbjerg eller Randers."

Et af Ungdomsøens fem dogmer hedder ’ø og land’. Øen skal forandre og skabe sammenhængskraft ud over sine fysiske rammer. Man behøver ikke at være på øen for at lave Ungdomsø-aktiviteter. Et eksempel er et program, ungdomsøen har lavet i samarbejde med Tuborgfondet kaldet ’Young Mobilizers’, der skal mobilisere unge til at mobilisere andre unge gennem dét, de brænder for.

Da vi er på vej videre, tilføjer Anton Vind Krogh-Jensen, der selv er esbjergenser: "Vi er fire. Og der er faktisk kun én af os, der er fra København. Vi andre tre er jyder."

Doing above learning
Den gamle hangar til våben, der er bygget ind i en af øens høje, er lavet om til et auditorium. I enden af de rå cementvægge hænger to whiteboards, og snart vil der blive bygget en scene.

For nylig blev lokalet brugt til Young Europe is Voting, der var arrangeret af Højskolerne. 200 unge kom fra hele Europa og diskuterede politik. Her var tunge emner som klima, arbejdsmarked og bevægelighed også på dagsordenen.

”Når politikere taler til dem som forbrugere, bliver de sure. Og det elsker jeg. De tænker på nye måder, de ser ud over dem selv,” siger Lisbeth Trinskjær.

Hvordan tiltrækker i de unge, der ikke allerede er stærkt involveret i politik?

”Det er derfor, der vil være koncerter, rollespil og alt muligt, de unge selv skaber,” svarer Lisbeth Trinskjær.

Den pointe lander midt i et andet af øens dogmer: 'doing above learning'.

"Man behøver ikke kun at have læring som mål, man må godt bare gøre noget, fordi det kunne være spændende – og så lærer man måske noget af det."

Netop dette dogme går stik imod samfundets evige pres på at finde en retning og spørgsmålet ’hvad skal du være?’

"Nogle unge skal bare bruge et rum, så laver de en revolution. De ved godt, hvad de vil. Og så er der nogle, der slet ikke ved, hvad de vil, så de skal måske inviteres herud til en koncert eller noget, der er mindre farligt at deltage i. Og så finder de ud af, at det er meget mere, end de troede, det var."

I et andet lokale, der gemmer sig i højene, står en raket i hjørnet og vidner om rummets tidligere funktion som raketværksted. Ligesom våbenhallen er raketværkstedet bevaret med de rustikke cementvægge. Ud over at fastholde fortets originale stil er det upolerede look med til at skabe et rum, hvor der er plads til at være uperfekt. Det er i orden at fejle, og man lærer af at prøve, som det siges blandt spejderne.

Øens mange forskelligartede lokationer skaber rum til, at der kan ske mange forskellige arrangementer på én gang. Det passer med et af øens andre dogmer ”ægte åbent”, der skal sørge for, at der er mange veje ind til øen. Som de skriver: ”Øen skal samle individer – der ikke naturligt finder sammen – i nye forpligtende fællesskaber.”

”Når de kommer herud vil de risikere at støde på hinanden. Unge, der ellers aldrig ville have mødt hinanden. Det er sket allerede. Bare dét at kende eller møde hinanden skaber nye ideer. Det rum forsøger vi at facilitere,” forklarer Lisbeth Trinskjær.

Ungdommens postpolitik
På toppen af øen finder man fortets måske mest fascinerende punkt, nemlig den 360-graders udsigt over Øresund. Herfra vil man kunne spotte enhver fjende, der nærmer sig byen.

Samtidig hæver snakken om ungdommen sig til endnu et niveau. Lisbeth Trinskjær forklarer, at hun oplever en stor apati hos mange unge over verdens udvikling. Især klimaforandringerne fylder meget, men de føler ikke, at deres enkelte bidrag er brugbart.

"Der er ikke noget at sige til, at man på individuel niveau føler sig apatisk over for den globale udvikling, der sker lige nu. Klimaforandringerne.”

Lisbeth Trinskjær betragter havets stædige bølgesprøjt mod fæstningens mure, mens den kraftige vind har taget i hendes lyse lokker. Hun fortsætter:

”Men det er jo endnu mere skræmmende, hvis man er helt alene. Det handler om at finde hinanden og finde ud af, at vi er flere, der gerne vil skabe håb,” fortæller Lisbeth Trinskjær.

Den demokratiske deltagelse blandt unge er stigende, og siden kommunalvalget i 2013 har stemmedeltagelsen været højere end nogensinde. Alligevel er den demokratiske proces problematiseret i de unges øjne. Den ene gruppering består af unge, der står af og ikke føler, at deres stemme kan gøre en forskel. Undersøgelser fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at det især er unge på erhvervsuddannelserne, der hører til denne gruppe. Den anden gruppering er derimod enormt engagerede, men føler, at demokratiet og det politiske system går for langsomt.

Ifølge Jonas Lieberkind, lektor og ph.d. ved DPU, er det dog vigtigt at skelne mellem politikerlede og tilliden til det politiske system.

”De unge er egentlig ret konventionelle og tror på demokratiet som ideologi og system – på kønslighed, frihed og alt det, systemet repræsenterer – og har tillid til institutionerne og fremtiden inden for systemet. Men der er en høj politikerlede og skepticisme over for den politiske debatkultur. De kan ikke relatere til den.”

Yderligere påpeger Jonas Lieberkind en ny opfattelse af de politiske ideologier blandt unge: postpolitik. I postpolitikken handler det så meget om fløjpolitik, men nærmere, at man går ind for bestemte typer af værdier såsom klimabevidsthed og bevægelser som #MeToo.

”Klimabevægelsen er ikke nødvendigvis et opgør med strukturerne, men handler om, at de vil presse politikerne og sige, ’lev nu op til det system, I selv har skabt’.”

Ungdomsøen skal danne platform for, at unge kan debattere demokratiet. Lisbeth Trinskjær forklarer eksempelvis, at det vil være oplagt at invitere unge ud på Ungdomsøen med præmissen: I er på en ø og skal opbygge et demokrati fra bunden. Hvor vil I starte?

Det taler ind i øens dogme ”forstyrrelse”, der handler om at forstyrre de eksisterende tankegange og skabe nye perspektiver, både for de unge på øen og uden for øen.

"Unge skal jo ikke bare være soldater i velfærdsstaten. De skal være med til at skabe fremtiden. Nutidens unge arver enormt mange strukturer, der er lagt til rette, og nogle gange taler vi om det, der er, som om det altid har været der," siger Lisbeth Trinskjær.

Hvordan kan man facilitere diskussion af demokratiet og samtidig undgå at putte det i kasser?

”Vi har en gruppe af vores samarbejdspartnere, der kommer fra forskellige kasser – Spejderne, Roskilde Festival, Højskolerne – der lige nu er ved at udvikle noget, vi kalder ’Metode og pædagogik’. Og her taler vi meget om, hvordan vi sikrer, at noget er ret klart, og noget er meget frit. Hvornår understøtter vi modet, og hvad kræver det? Her diskuterer vi, hvad der skal til for at skabe mulighederne: Er det økonomi, struktur eller vejledning? Vi bilder ikke os selv ind, at det er noget, vi bare ved. Det er et stort eksperiment, og det er derfor, vi bliver ved med at spørge de unge.”

Hvordan sikrer man, at det, man lærer herude, rent faktisk spreder sig og manifesterer sig i samfundet?

"Det er et godt spørgsmål. Noget af det, vi håber på at få midler til, er at få nogle ungdomsforskere til at følge projektet. For hvordan ser unges engagement ud i dag?”

Problemet ligger ifølge Lisbeth Trinskjær i, at vi i dag opfatter demokratisk deltagelse igennem vores egen skoling, der især drejer sig om stemmeprocent og medlemskab. Det skygger for, hvilke former for demokratisk deltagelse ungdommen har taget. 

”Det skal vi finde sprog for og identificere. Og det tror jeg på, vi kan herude. Være med til at inspirere det civilsamfund, vi har i dag. Kan vi arbejde på nogle andre måder? Lave nogle blødere indgange, så man ikke føler, det er en bestemt måde, man skal være med på."

Derudover samarbejder Ungdomsøen også med partnerne og fondene om at sprede øens budskaber. Kernepartnerkredsen repræsenterer på landsplan mere end 670.000 medlemmer, 145.000 frivillige, 870 skoler og 72 ungdomsorganisationer.

Gennem organisationerne har de tråde ud til forskellige typer af unge mennesker over hele landet.

En ø for, af og med unge
Rundturen slutter, hvor vi startede. Foran hovedbygningen ved konebåden, som de kalder det, der skal sejle os tilbage til de voksnes verden.

En større patrulje af politibetjente og deres hunde er også på besøg. De tjekker for sprængstoffer før den store åbning.

Der er lavet grundige beredskabsplaner til Ungdomsøen baseret på alverdens scenarier. Som Lisbeth Trinskjær beskriver, er ”alt, hvad der kan ske, tænkt igennem sikkerhedsmæssigt.”

Til gengæld er stedets reelle dagligdag ikke gennemtænkt, og til flere af mine spørgsmål må Lisbeth Trinskjær være mig svar skyldig, for som hun forklarer:

"I stedet for at have tilrettelagt det hele fra start af, så er det noget, vi finder ud af hen ad vejen. For ellers kommer vi til at lave nogle rammer, hvor de unge bare skal tilpasse sig. Det hele skal være noget, der vokser op og bliver til".

Jonas Lieberkind forklarer, at de unge i høj grad lærer at debattere og sige deres mening, men har en følelse af, at deres stemme ikke bliver hørt. Eksempelvis opfattes skolernes elevråd i stigende grad som proforma. Derfor har de unge brug for at finde sammen i grupper, der mødes om noget meningsfyldt.

Det er også derfor, at de sidste af de fem dogmer måske er det vigtigste: ”ung for ung”.

Det er en ø for, af og med unge. Hvor unge har reel indflydelse. 

Det afspejler sig også i det organisatoriske, som består af tre fora: partnerforummet for alle partnerorganisationerne, Ø-rådet, der er de unges forum og det højeste og vigtigste organ, Øksionærrådet, hvor de to andre fora mødes. I Øksionærrådet er en ung persons stemme lige så vægtig som en organisations med 100.000 medlemmer i baglommen.

Noget andet, der beviser troen på ungdommen, er de mange investorer, der allerede før øens åbning har lagt store summer i projektet uden at ane, hvad det ville blive til. Knap 160 millioner kroner indtil videre, uden én eneste offentlig krone involveret.

”Jeg kalder det for danmarkshistoriens største tillidserklæring til unge,” smiler Lisbeth Trinskjær stolt, da vi sejler tilbage mod fastlandet.

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel 42-timers-regel udløste krise under OK17, siden har det ikke været et problem 42-timers-regel udløste krise under OK17, siden har det ikke været et problem
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.