Valgdagbog: Anna Libak bag facaden

Af Anna Libak
Folketingskandidat for Venstre, journalist og tidligere redaktør, Berlingske

Klokken er 5.20, da jeg slår øjnene op, og det er absolut ikke planen. For lige præcis her til morgen havde jeg besluttet at sove ud efter nogle dage i træk at være stået alt for tidligt op for at dele flyers ud på Nordsjællands stationer.

Forsøger at sove videre, men nu melder tanken sig: Jeg burde helt klart se at få klæbet den streamer fast på bagruden af min bil med opfordring til at stemme på mig personligt. Den er flot og har ligget i entreen i flere dage.

Sagen er bare, at jeg er sikker på, at hvis jeg først klæber den fast, så kan alle jo se, at det er mig, der kører rundt, og så laver jeg garanteret en eller anden parkeringsskade eller kører ind i et træ og ryger på forsiden af Ugeposten Gribskov eller Frederiksborg Amts Avis.

Ikke fordi jeg nogensinde har lavet en parkeringsskade eller er kørt ind i et træ, men netop derfor ville det jo også være helt oplagt, at det omsider skete. For der er jo ikke særlig mange bilister, som kommer igennem et helt liv uden at forvolde skade.

Og ja, jeg ved da godt, at det er noget ævl, men jeg er desværre født fatalist. Mod min vilje. Det er også derfor, at jeg i kandidattestene har skrevet, at jeg går ind for formodet samtykke til organdonation.

 I det mindste synes man i Tunesien at tro på, at jeg kommer ind.

Anna Libak
Folketingskandidat for Venstre

For folk som mig vil aldrig frivilligt skrive under på, at andre skal have vores nyrer, lever eller hjerte, hvis det kommer til det. Det er jo nærmest at bede om at ende i koma. Til gengæld ville jeg aldrig modsætte mig det, hvis det allerede var besluttet for mig. Jeg vil jo gerne selv have et nyt hjerte fra nogle andre, hvis det skulle blive nødvendigt.

Måske af den grund tager jeg mig alligevel sammen, og kl. 6.20 lister jeg ud på villavejen og klæber streameren på. Hvis der er tilstødt mig noget, når I læser dette, så ved I hvorfor.

Herefter læser jeg Frederiksborg Amts Avis. Undtagelsesvis er der ingen af de andre folketingskandidater fra Nordsjælland, som har fremsat et eller andet forslag, der skal begunstige vælgerne i de elleve kommuner, hvor jeg også er på valg.

For tiden går der ellers næppe en dag uden: Så skal Nordsjælland have en maritim nationalpark. Så skal man kunne få nedslag i sin studiegæld, hvis man bosætter sig og tager arbejde i yderkommunerne i Nordsjælland. Så skal der være hurtigbusser mellem København og Hillerød. Så skal billetpriserne halveres på kystbanen.

Alle udmærkede forslag, som dog stresser mig helt vildt. Jeg burde jo komme ind i kampen. Og foreslå flere supercykelstier og gratis elcykler til pendlere i Nordsjælland. Eller flere betjente til Nordsjællands Politi, så indbrudstyvene ikke går fri.

Men jeg kan ikke få mig selv til det. For helt ærligt, hvor seriøst er det lige at begynde at foreslå alt muligt i en valgkamp? Det gennemskuer vælgerne da! De må da undre sig over, at der lige pludselig er så stor og vedholdende og kærlig interesse for Nordsjælland fra alle de kandidater, der ellers rutinemæssigt hævder på valgmøderne, at Nordsjælland er blevet overset og forsømt i årevis.

Jamen hvorfor er det først lige nu, at de opdager det? Nordsjælland har da ligget det samme sted rigtig længe?

Bagefter skriver jeg en tekst til en valgvideo, der skal optages om eftermiddagen. Min valgkreds forsøger hele tiden at presse flere videoer ud af mig: For undersøgelser viser, at på Facebook er der flere, der ser en video, end læser en tekst.

Problemet er, at videoer ikke må være særlig lange, hvis man vil have folk til at se dem. Og derfor laves der ufattelig mange dårlige videoer i valgkampen med budskaber, som knap kan kaldes politiske, fordi ingen kan være imod: Et trygt samfund. Et rart samfund. Et samfund, hvor vi tager os ordentligt af børnene. Af de unge. Af de ældre. Af de syge. Af naturen. Af miljøet. Ja, grundlæggende tager os af det hele. Sammen.

Jeg har længe haft stor lyst til at lave en parodi på sådan en video, men jeg tør ikke: For tænk nu, hvis folk tror, at jeg gør grin med politik. Den slags kan man tillade sig, hvis man allerede er indvalgt, men for en, der stiller op for første gang, gælder det om at overbevise folk om, at der godt kan blive en politiker ud af mig.

Bagefter kører jeg til Torvet i Hillerød og uddeler flyers. Danmarks Radio har sagt, at de vil lægge vejen forbi, for de vil lave et indslag om, hvad Venstres kandidater i Nordsjælland siger til, at de ifølge meningsmålingerne ikke alle sammen kan blive valgt.

I bilen tænker jeg over, hvad jeg vil sige. Jeg vil helst undgå det sædvanlige politikersvar om, det er jo bare meningsmålinger, og først på valgdagen ved vi, hvordan det gik.

Helt sikkert skal jeg heller ikke lyde bitter: ”Det er virkelig synd for Danmark, hvis landet går glip af os.” Og for guds skyld skal jeg ikke give mig til at kritisere de andre kandidater: ”Hvis vi ikke alle sammen kan blive valgt, så vælg mig. For jeres egen og Nordsjællands skyld.”

Jeg ender med at sige noget om, at jeg forsøger at fortrænge, at der er andre, der stiller op i mit område. Selvom det kan være svært, når de har hængt så overdrevent mange valgplakater op.

Om aftenen tager jeg ud til Freerslev Kotel (ja: et hotel for køer) uden for Hillerød til et valgmøde om, hvordan landbrugets grønne omstilling skal foregå. Jeg skal diskutere med Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten, og det er mægtigt hyggeligt at gøre det i en tilbygning til en gård med brølende køer og grønne marker.

Jeg indleder med at sige, at hvis man af hensyn til klimaet vil lukke eller begrænse dansk landbrugsproduktion, så er man ikke rigtig klog. Som det miljøøkonomiske råd netop har konkluderet i en spritny rapport, så vil CO₂-udledningen stige, hvis produktionen rykker til andre EU-lande, for de har lavere miljøstandarder.

Der er mange fritids- og professionelle landmænd til stede, så velviljen er for en gangs skyld fra starten på min side. Jeg skriver ‘for en gangs skyld’, for de fleste valgmøder jeg har været til, har handlet om ”velfærd” og ”klima”, og her har venstrefløjspartierne altid kunnet overbyde mig og mit parti, hvor de ellers får pengene fra.

Men Øjvind Vilsholm viser sig at være både vidende og indsigtsfuld, og som aftenen skrider frem vinder han både forsamlingens og min sympati. Hvilket ikke gør mig det mindste, for hans partis politik er stadig så landbrugsfjendsk, at jeg har fuld tillid til, at de tilstedeværende landmænd ikke pludselig lader sig besnære.

Efter mødet drøner jeg hjem, for om aftenen er der telefonmøde for Venstres folketingskandidater, hvor vi bliver orienteret af partiledelsen om, hvad der vil ske fra centralt hold de kommende dage. I starten var møderne lange, men nu har valgkampen været i gang så længe, at de afvikles kort og effektivt.

Og det har jeg brug for. For hvis jeg skal kunne klare mit program i morgen, så skal jeg sove meget snart. Kl. 9 skal jeg mødes med en gruppe tunesiske kvindelige politikere, som Kvinfo har inviteret til at følge den danske valgkamp. Delegationen vil vide, hvordan man som kvinde kommer ind i Folketinget i Danmark. Spørgsmålet opmuntrer mig: I det mindste synes man i Tunesien at tro på, at jeg kommer ind.

Altså lægger jeg hovedet på puden inden tolv. For nu skal der kampsoves. I hvert fald indtil kl. 5.20.