Kommentar af 
Roger Buch

Valgforsker om nyt Støjberg-parti: Blå blok har ingen grund til at bekymre sig om stemmespild

Inger Støjbergs nye parti er seneste tegn på, at valgkampen allerede er i fuld gang. Nogle taler bekymret om faren for stemmespild i blå blok, men det er der ingen grund til, skriver valgforsker Roger Buch.

I teorien kan stemmespild kun flytte ét mandat mellem blokkene, og der er meget få eksempler på, at stemmespild kan påstås at have været afgørende for regeringsmagten, skriver Roger Buch.
I teorien kan stemmespild kun flytte ét mandat mellem blokkene, og der er meget få eksempler på, at stemmespild kan påstås at have været afgørende for regeringsmagten, skriver Roger Buch.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Roger Buch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den store befolkningstæthed i blå blok er forøget med endnu en beboer.

Blå blok minder meget om den røde blok i 1970’erne, hvor der også var et hav af små konkurrerende partier. Nogle taler bekymret om faren for stemmespild, men det er der næppe reel mulighed for. I teorien kan stemmespild nemlig kun flytte ét mandat mellem blokkene, og der er meget få eksempler på, at stemmespild kan påstås at have været afgørende for regeringsmagten.

Statsministerens grundlovstale lød længe som en tale, der skulle udskrive folketingsvalg - indtil Mette Frederiksen med en bisætning og et smil afmonterede den tolkning ”når valget bliver udskrevet – og det gør det ikke i dag.”.

Men talen lød vitterligt som en valgtale, og valgkampen er som sagt i fuld gang, selv om valget ikke er udskrevet. Helt fra statsministerens åbningstale til Folketingets afslutningsdebat har det været tydeligt, at regering og opposition er i fuld gang med at låse sig fast på de temaer, som vil blive valgkampens temaer og partiernes mærkesager.

Befolkningstætheden i blå blok har nået nye højder.

Roger Buch

Regeringen vil fremhæve sine resultater og stærkt lederskab i en svær tid med corona og krig i Europa. SF og Enhedslisten vil slå på regeringens manglende resultater samt uindfriede løfter og især kræve mere grøn politik.

Venstre vil tale om lederskab med langt mere fokus på borgernes frihed – ikke den socialdemokratiske magtfuldkomne version af lederskab – om lavere skat og stærkere forsvar.

Konservative vil pege fingre af øgede skatter og regeringens store underskud på de seneste finanslove og kræve balance i regnskabet, lavere skatter og stærkere forsvar. Liberal Alliance vil prøve at fremstå som dem, der for alvor og reelt mener, det som Venstre og de konservative siger – men bare siger – om skat og frihed til borgerne.

Nye Borgerlige vil angribe Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, kræve lavere skatter og færre flygtninge. Det samme vil DF, som også vil angribe alle de EU-positive partier, for at overhøre det store mindretal i befolkningen og for at have planer om ophævelse af flere forbehold.

Det Radikale Venstre vil slå på bredt samarbejde for at sikre økonomisk ansvarlighed og for at løfte de internationale udfordringer. Og Moderaterne vil prøve samme mixture. Et pænt stykke under spærregrænsen vil Kristendemokraterne, Frie Grønne og Alternativet prøve at finde politiske nicher, som kan sikre deres overlevelse – dét ser svært ud.

Inger Støjbergs nye parti – og andre nye partier – skaber næppe større fare for et regeringsafgørende stemmespild. Så glem den hovedpine.

Roger Buch

Medierne har fulgt hele forårets opvarmning til valget, men især DF's krise og formandsvalg har været omdrejningspunkt for en anden massiv medieinteresse ved den kommende valgkamp: De allerede mange partier i blå blok, og de muligvis endnu flere, som kan komme efter folketingsvalget.

DF's overlevelse er umiddelbart ikke truet, da partiet kun har mistet omkring et procentpoint af vælgerne efter formandsskiftet, og ser ud til at ligge stabilt omkring fem procent af vælgerne. Men partiet udfordres af Nye Borgerlige, som siden valget er mere end fordoblet, og endda i nogle målinger i 2021 var mere end tredoblet, i forhold til valgresultatet på 2,5 procent i 2019.

Fremgangen for Nye Borgerlige stemmer næsten en-til-en med tilbagegangen for DF siden valget i 2019. Ud af kulissen kom så endelig Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen, som vil gå efter de samme vælgere som DF og Nye Borgerlige. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne ligger i meningsmålinger lige over spærregrænsen, og en god del af disse vælgere vil også komme fra blå blok.

Læs også

Befolkningstætheden i blå blok har nået nye højder. Trafikken er tæt, og det vil blive noget af et kunststykke at skabe et regeringsflertal ud af et kludetæppe med 6-7 blå partier. 1-2-3 partier i regering og 3-4-5-6 som støttepartier. Det burde give ikke blot Pape og Ellemann søvnløse nætter, men faktisk samtlige blå partiledere – for hvordan vil et samarbejde overhovedet være muligt?

Der er dog næppe den store bekymring, for meningsmålingerne tyder foreløbig ikke på et skifte til blå blok.

Det, man slet ikke skal være bekymret for i blå blok, er stemmespild. De mange nye og gamle små partier giver selvfølgelig mulighed for stemmespild, altså at mange vælgere stemmer på partier, som ikke kommer ind. Som det skete for de 60.944 vælgere som stemte på Kristendemokraterne i 2019. Det var ikke nok med 1,7 procent af vælgerne... lige som det ikke var nok med 1,8 procent for Stram Kurs.

Betyder det så, at den blå blok dermed mistede 5-6 mandater på grund af disse nok overvejende blå vælgere? Nej, slet ikke. De mandater, som kunne være kommet til de to partier, hvis de havde fået blot lidt flere stemmer, endte nemlig bredt fordelt ud over de øvrige partier.

Hvis et af de to partier, havde fået to procent og dermed fire mandater ville det med stor sandsynlighed have betydet to mistede mandater til rød blok og to mistede til blå blok – og dermed være uden betydning for magtbalancen og regeringsdannelsen. Fem mandater ville derimod kunne forrykke balancen med én mandat. Og det er derfor den maksimale effekt af stemmespild: forrykkelse af blokbalancen med ét enkelt mandat.

Og selv om danske valg ofte er tætte løb, så er det stort set aldrig ét mandat, som afgør blokbalancen og regeringsdannelsen. Undtagelsen var 1998, hvor ét mandat var afgørende. Så medmindre det kommende valg bliver et tilsvarende valg, som afgøres af ét mandat, så er det ikke stemmespildet, som bliver afgørende.

Inger Støjbergs nye parti – og andre nye partier – skaber altså næppe større fare for et regeringsafgørende stemmespild. Så glem den hovedpine. De to alvorlige hovedpiner for blå blok er: 1) hvordan kan det røde flertal i meningsmålingerne undergraves? 2) hvordan kan en blå blok med 6-7 partier samarbejde efter valget? Danmarksdemokraterne gør ingen af opgaverne nemmere. Blå blok minder om 1970’ernes røde blok og hvor endte det?... Med ti års blå regeringer!

Men hvornår kommer valget så? Mange taler om et september-valg, men regeringens plan har siden før (!) valget i 2019 været at vinde valget i 2023 på resultater. Mange af de resultater, som var planlagt allerede før valget i 2019 er forsinkede af coronaen og krigen i Ukraine.

Derfor er det mest sandsynlige, at valget først kommer næste forår, når regeringen har gennemført de mange aftaler, som er indgået de seneste måneder. Så Inger Støjberg har god tid til at finde gode kandidater rundt i hele landet – og til at få udbygget politikken fra oneliners til sammenhængende politisk program.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Roger Buch

Centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
ph.d. (SDU. 1996), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00