Velkommen til demokratiet version 2.0

“Hvem er vi?”

“London Citizens,” lyder det fra 6.000 struber.

Men selv om brølet fra publikum runger gennem den olympiske sportshal, Copper Box Arena, er biskoppen på scenen ikke tilfreds.

“HVEM ER VI?" spørger Peter Hill igen. Højere denne gang.

“LONDON CITIZENS,” brøler publikum.

Biskoppen af Barking nikker tilfreds.

“Hermed erklærer jeg dette assembly for afsluttet.”

Klokken er lidt i ni.

I en helt uvirkelig, politisk performance har 1.200 mennesker, heraf 500 letpåklædte, latinamerikanske dansere, i løbet af de seneste to en halv time været på eller omkring den kvadratiske scene, der minder om en boksering.

Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det et politisk møde eller et skuespil i fem akter. Men det minder på ingen måde om nogen politisk debat, jeg har oplevet hjemme i Danmark. Og det er nøjagtig derfor, vi er i London.

To politikere vs. 6.000 borgere
“Vi” er, udover Altinget, en snes danskere, som er taget hertil med den nystiftede organisation Medborgerne. Helt almindelige danskere, som fra hver sit individuelle udgangspunkt har et ønske om gøre politik til noget andet end det, det er. Noget, der inddrager og ansvarliggør. Skaber resultater for fællesskabet. Noget, der samler i stedet for at skille.

Organisationen Citizens UK gør netop det. Sætter borgere sammen på tværs af alder, religiøse skel, politiske holdninger og størrelsen på lønsedlen. Samler dem for at løse konkrete, fælles problemer. London Citizens Mayoral Assembly er kulminationen på den indsats.

Her bliver de to førende kandidater til posten som borgmester for 'The greatest city in the world' – og Boris Johnsons afløser – sat overfor 6.000 af de borgere, de skal vælges af på torsdag. Og borgerne er rustet til tænderne.

For de repræsenterer titusinder af londoners, som igennem en benhårdt struktureret, metodisk, demokratisk proces, styret af 220 lokale organisationer, har arbejdet siden juli 2015 på at definere de allervigtigste problemer for byens borgere – og ikke mindst finde løsninger på dem.

Og her, på dette assembly, bliver de to borgmesterkandidater afkrævet svar på, hvad de vil gøre for Londons borgere.

”Vi bevarer værdigheden”
Kandidaterne er Labours 45-årige, pakistansk fødte, muslimske favorit, Sadiq Khan, og den 41-årige stenrige, konservative forretningsmand Zac Goldsmith. Hvem af dem, der vinder valget på torsdag, har ingen betydning for de fremmødte.

For mødet handler ikke om partipolitik. Det handler om at få forpligtende løfter om samarbejde efter valget.

Derfor er de to politikeres modstandere i aften heller ikke hinanden, men snarere Londons velorganiserede borgere. Dette er ikke politikernes spillebane; det er borgernes.

De muslimske fællesskaber, jøderne, katolikkerne, protestanterne og dem, der ikke definerer sig gennem religion. Sorte, hvide og brune. Unge og gamle. Børn. Alle er de mødt op. Styrkeforholdet er frygtindgydende, og politikerne er på ingen måde uberørt af den massive, civile magtdemonstration.

“Det er lettere skræmmende at være omringet af 6.000 af Londons mest aktive borgere. Og jeg ved, at hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt til borgmester, vil jeg ikke kunne løse Londons problemer uden jeres hjælp,” siger Zac Goldsmith, da han som den første får ordet.

En kandidat på udebane. Den konservative Zac Goldsmith er bagud på points i meningsmålingerne, men virkede på ingen måde som en slagen mand ved London Citizens assembly. [Foto: Chris Jepson]

Inden da har en repræsentant for London Citizens fra scenen ridset reglerne op for aftenens assembly.

“Vi er ikke en militant organisation. Vi jubler, og vi siger 'YES', når vi er enige med kandidaterne. Vi er stille, når vi er uenige. Vi buher ikke af dem. Uanset om vi sejrer i aften eller ej, så bevarer vi værdigheden.”

På scenen rejser en nobel, gråhåret herre, klædt i en uniform fra Frelsens Hær sig. I hånden har han en solid messingklokke.

“Når jeg ringer med denne klokke,” siger han og svinger med klokken: “...vil jeg have, at alle tier stille og lader andre komme til orde. Straks.”

Han genindtager sin plads i det ene ringhjørne. Budskabet er leveret. Aftenen skal foregå i en respektfuld tone. Og det skal føre til resultater.

Håndfaste krav til borgmesteren
Af samme grund sidder hver tilskuer med et program for aftenen, der, udover at beskrive forløbet, rummer de krav, London Citizens stiller til den kommende borgmester. Ved siden af de opridsede punkter er der et tomt felt til noter og kommentarer.

Når tiden er inde, skal hver tilskuer notere præcis, hvad hver af de to kandidater siger til de enkelte krav.

Kravene er, ligesom aftenens program, delt op i to sektioner:

Den ene er London Citizens kernekampagne om en løn, der er til at leve af for alle, adgang til job for alle unge og en styrket indsats for at modtage flygtninge.

Den anden sektion handler om aftenens hovednummer, The Housing Crisis, organisationens aktuelle kampagne for at sikre alle en bolig til en overkommelig pris på Londons voldsomt overophedede boligmarked, pindet ud i fire konkrete og håndfaste krav:

• Halvdelen af alle byggerier på offentlig jord skal være billige boliger.
• Oprettelse af landfonde, der kan opkøbe jord og opføre 1.000 boliger inden 2020 og 5.000 inden 2025.
• En London Living Rent, der sikrer mindst 10.000 billige lejeboliger. Heraf må lejen på en vis del højst udgøre en tredjedel af en gennemsnitslønnen for lavtlønnede; tilsvarende må lejen på en anden del kun udgøre en tredjedel af lønnen for gennemsnitsborgeren.
• En taskforce, der skal slå hårdt ned på udlejere, som udnytter lejerne.

”Jeg ER en londoner”
Kravene er konkrete og kontante. Afleveringen af budskaberne ligeså.

En ung, sort kvinde går på scenen som repræsentant for de 100.000 udlændinge, som aldrig har fået et statsborgerskab og som følge deraf må undvære de basale rettigheder, resten af byens borgere har.

Kort og koncist fortæller hun, hvordan hun kæmper for at få sit liv til at hænge sammen; hvordan hun kæmper for at få lov at bidrage til den by, hun betragter som sin.

”Jeg har ikke udsigt til at få et statsborgerskab inden for de nærmeste ti år,” siger hun henvendt til salen og de to kandidater samtidig:

”Men jeg ER en londoner. Og alt, hvad jeg beder om, er at blive en officiel statsborger.”

Et opmuntrende brøl fylder Copper Box Arena. Klapsalverne tordner taktfast, og 12.000 fødder tramper i gulvet på samme tid.

“Tag jeres program frem, og skriv ned, så I kan gå hjem og fortælle venner og familie, hvad der blev svaret,” lyder det fra scenen efterfulgt af samme spørgsmål til begge kandidater:

”Vil du forpligte dig til at udnævne en viceborgmester med ansvar for statsborgerskab og integration og arbejde for at sikre statsborgerskab til de, der ikke har en statsborgers rettigheder?”

”Du er en londoner,” svarer Sadiq Khan henvendt til den unge pige på scenen:

”Og ja, jeg vil udnævne en viceborgmester og promovere statsborgerskab.”

Et lignende tilsagn kommer fra Zac Goldsmith. Repræsentanten for London Citizens griber mikrofonen og siger til publikum:

”Det er vigtigt at anerkende de to kandidater for den forpligtelse, de lige har afgivet.”

Publikum svarer med jubel og klapsalver.

En fest for medborgerskabet
Endnu en borger kommer på scenen, så endnu en. Hver af dem siger sit navn og fremsætter sin sag. Kort, klart og overbevisende.

Men de er her ikke i kraft af deres individuelle historier. De er her som medborgere. Som repræsentanter for fællesskabet.

Med en blanding af videosekvenser, lyd og de enkelte borgeres stærkt personlige vidneudsagn væver London Citizens en fortælling om at være udstødt; at være nødsaget til at have to job samtidig for at tjene til dagen og vejen; at være ung og uden at have udsigt til at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Men fortællingen er ingen lidelseshistorie. Og tonen er ikke klynkende, men fortrøstningsfuld og resolut. Det er en problemformulering og et oplæg til samarbejde om problemløsning. 

Direktøren for Borough Market kommer på scenen og modtager et diplom for at være arbejdsgiver nummer 2.500, som er akkrediteret og dermed forpligtet til at udbetale sine ansatte en løn, der er til at leve af i London.

Ikke færre end 500 dansere i farvestrålende kostumer repræsenterede Londons latinamerikanske mindretal ved aftenens arrangement. [Foto: Chris Jepson]

 Der er sågar overskud til et optog, hvor 500 dansende repræsentanter for Londons latinamerikanske borgere i fjerprydninger og pailletter giver arenaen et skud karneval.

Dette er en politisk manifestation. Men det er lige så meget en fejring af den styrke, der ligger i at tage ansvar for sig selv og det samfund, man er omgivet af.

”Zac Goldsmith, vi er skuffede!”
Et for et falder de forpligtende tilsagn fra de to kandidater. ”Ja, jeg vil bakke op”, ”Ja, jeg står bag jer”, ”Jeg støtter jer 100 procent”.

Publikum skriver ned. Dokumenterer. Fastholder.

Men aftenen forløber ikke i ren idyl.

Da vi når til hovedpunktet, kampen mod boligkrisen, melder den konservative kandidat, Zac Goldsmith, pas.

Han bekræfter, at han vil arbejde sammen med London Citizens. Og han forsikrer, at han vil bygge billige boliger. Men han vil ikke binde sig til et mål om, at halvdelen af alle offentlige byggerier skal være billige boliger.

Reaktionen fra scenen kommer prompte:

”Zac Goldsmith, London Citizens are disappointed,” lyder det fra den ansvarlige for kampagnen:
”Vi er skuffede over, at du ikke vil forpligte dig på et mål på 50 procent. Vi mener, målet er opnåeligt. Dit løfte er ikke godt nok.”

Heller ikke ideen om en husleje, der maksimalt udgør 30 procent af månedslønnen, køber Zac Goldsmith.

”Jeg er enig med jer i princippet. Men jeg vil arbejde for en mere fleksibel tilgang. Og jeg vil ikke afgive et løfte, som jeg ikke er sikker på at kunne holde,” lyder det fra borgmesterkandidaten.

Morgenmad og kontrakt
Men den kolde konservative skulder er trods alt kun en mindre mislyd på en aften, hvor medborgerskabet triumferer.

Fra scenen takker biskoppen af Barking de to kandidater.

”Det har været vidunderligt at have jer her i aften og høre jer tale åbent og ærligt med os. I fortjener vores anerkendelse,” siger han og fortsætter:

”I har forpligtet jer til at arbejde sammen med os. Og vi forpligter os til at arbejde sammen med jer.”

Peter Hill lover, at arbejdet med at tackle storbyens boligkrise vil fortsætte i alle London Citizens 220 medlemsorganisationer.

”Dette er ikke slutningen, men kun begyndelsen,” siger biskoppen og bekendtgør, at allerede den 9. maj – mandagen efter afstemningen – vil London Citizens møde op på den nye borgmesters kontor med morgenmad til hele staben og en underskreven samarbejdskontrakt.

”Byg dem op”
Mens publikum langsomt drysser ud i den kølige engelske aftenluft, samles hundreder af muslimske deltagere i den ene ende af den kobberbeklædte olympiske sportshal i Stratford for at bede aftenbøn. I den anden ende gør den jødiske forsamling klar til at tage over.

Udenfor møder vi Peter Hill.

“Er I her for at hente inspiration?” spørger han mig.

“De folk her er,” svarer jeg:

“Jeg er her for at rapportere om arrangementet.”

Henvendt til de andre turdeltagere siger han:

“I har været vidne til årets formentlig største politiske indendørs begivenhed. Tag den oplevelse med jer hjem og brug den.”

Biskoppen vender sig mod mig:

“Byg dem op,” siger han og forsvinder ud i natten.