SF'ere: Det er ikke skærmenes skyld, at de unge har det dårligt. De mistrives på grund af fattigdom

Mistrivsel følger sociale skel

Økonomien er nemlig (heldigvis) også nemmere at gøre noget ved. Det kræver bare den politiske vilje til det.

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har i deres netop udgivne Ungeanalyse for 2025 for første gang spurgt ind til socioøkonomisk baggrund i målingen af trivselsniveauet blandt unge i alderen 16-29.

Ikke overraskende, for os i hvert fald, boner unge, der er vokset op i udsatte hjem, voldsomt negativt ud på trivselsparametret. 

I trivselsdebatten er det afgørende at kalde en spade for en spade. De svageste unge har det sværest, men modtager meget lidt opmærksomhed.

Sadek Al-Amood og Sebastian Grobry
Hhv. regionsrådsmedlem og forretningsudvalgsmedlem, SF

For unge med forældre, der er økonomisk udfordrede, rapporterer kun 8 procent, at de har en meget høj livstilfredshed sammenlignet med de 30 procent af unge, der ikke har samme problem.

Ligeledes ligger unge, der er vokset op i en familie med en eller begge forældre uden for arbejdsmarkedet 19 procentpoint lavere end deres jævnaldrende på trivselsskalaen. 

Men det stopper ikke dér. Unge, der kommer fra økonomisk belastede hjem, angiver i langt højere grad et behov for hjælp i forsøget på at komme deres problemer til livs.

Ovenikøbet svarer de i forlængelse, at de ikke har mulighed for at få denne hjælp grundet manglende økonomi. 

For to unge som os, der både har haft økonomisk ustabilitet og arbejdsløshed helt inde ved køkkenbordet, er det ikke en åbenbaring, at dårlig økonomi sætter sig i sindet. Trivsel har en tydelig klassedimension.

Men samtalen om den såkaldte "trivselskrise" ender for ofte med et entydigt fokus på overkomplicerede løsningsforslag for en bebudet mistrivsel blandt middelklassens børn og for sjældent på, hvad man må gøre for at løfte den gruppe af unge, der har det værst.

Trivselsdebatten må handle om økonomi

Heldigvis er løsningsforslagene velkendte og næsten lige så banale. Det er en genopretning af det sikkerhedsnet for unge, som skiftende regeringer siden 2001 har godt og grundigt gennemsmadret.

Først og fremmest skal dimittenddagpengene genoprettes. Unge uden et stærkt netværk hjemmefra til at lande det svære første job skal ikke straffes med et budget, der er umuligt at få til at hænge sammen.

Hvis vi vil komme det virkelige trivselsproblem til livs, så skal vi først og fremmest sikre at ingen unge lider økonomisk nød – så kan vi debattere skærmbrug bagefter. 

Sadek Al-Amood og Sebastian Grobry
Hhv. regionsrådsmedlem og forretningsudvalgsmedlem, SF

Derudover skal SU'en og andre ydelser være til at leve af. Der er ikke fri og lige adgang til uddannelse for unge så længe, det kræver forældreoverførsler (vink: fra dem, der har forældre, der kan gøre den slags) eller en beskæftiget uge på 60+ timer for at få hverdagen til at hænge sammen. 

Til sidst, men ikke mindst skal vi udrydde børnefattigdom i Danmark. Det skal vi gøre med en kombination af et værdigt beskæftigelsessystem og ydelser, der udgør et reelt sikkerhedsnet.

Fattigdom sætter sig langt op i ungdommen og i voksenlivet og anno 2023 har vi 49.000 børn for, hvem det vil ske.

For de 49.000 vil det at erstatte stress i hjemmet med ordentlig mad på bordet gøre en verden til forskel mere end at tale om mængden af skærm i Politikens debatsektion.  

I trivselsdebatten er det afgørende at kalde en spade for en spade. De svageste unge har det sværest, men modtager meget lidt opmærksomhed. Det er uværdigt at tabe sig selv i snakken om mobilfri efterskoler, mens flere ikke har råd til hverken telefon eller efterskole.

Hvis vi vil komme det virkelige trivselsproblem til livs, så skal vi først og fremmest sikre at ingen unge lider økonomisk nød – så kan vi debattere skærmbrug bagefter.