Vi sagde undskyld til Godhavnsdrengene og pigekorspigerne. Nu er det Spiespigernes tur

Der er intet galt med at indse og tage ansvar for, at man tilbage i historien har hædret de forkerte eller opført sig dårligt.

Vi skal tværtimod turde udvise mod til at rydde ud i statuer, stednavne og markedsføring, der har sat koloniherrer såvel som seriekrænkere op på en piedestal. Dels for at vise de, der har været udsat for overgreb, at vi anerkender deres lidelser. Og dels for at anvise en moralsk sti for de kommende generationer.

Derfor bør Simon Spies Plads i Helsingør og rejsebureauet selvfølgelig ændre sit navn ligesom Simon Spies Fonden, der med egne ord er almenvelgørende og støtter sociale formål, oplagt kan lade alle donationer i de næste fem år gå til de kvinder, der som helt unge piger systematisk blev udsat for overgreb af Simon Spies.

DR’s dokumentar “Spies og morgenbolledamerne” har med god grund vakt debat. En mand, der i 70’erne og 80’erne var kendt som farverig, flamboyant og fyldt med boblende virketrang, har uomtvisteligt været en notorisk seriekrænker. Dokumentaren skildrer et system, hvor unge piger under 18 år fra udsatte hjem først blev hyret som piccoliner og dernæst spottet, groomet og misbrugt af rejsekongen Simon Spies. Mens medier og resten af rejsekoncernen holdt hånden under ham og samfundet blot sagde “tøhø”.

Man skal have haft hovedet ret langt væk fra virkeligheden og alt det, vi i de seneste år kollektivt har lært af #MeToo’s vidnesbyrd og af samtykkeloven, hvis man ikke ser nogle problemer ved Spies-kulturen. Det står i dokumentaren desuden klart, at flere af de misbrugte piger fik dybe ar på sjælen af at have været en af Spies’ såkaldte morgenbolledamer. Flere endte i prostitution eller stofmisbrug, og det er heller ikke så underligt, at overgreb og grænseoverskridende oplevelser i teenageårene trækker dybe spor langt ind i voksenlivet.

Det er disse kvinder, der har krav på oprejsning. Vi gjorde det med Godhavnsdrengene og pigekorspigerne, og nu er det Spiespigernes tur: Anerkend dem, sig undskyld og giv en erstatning.

Det første og nemmeste vil være at rydde ud i stednavne, hvor Simon Spies hyldes. Selvfølgelig kan Helsingørs Simon Spies Plads ikke længere være opkaldt efter rejsekongen. Måske kunne man i stedet lade pladsen tage navn efter nogle af dem, der igennem tiden har kæmpet for udsatte kvinders rettigheder eller for retten til at bestemme over egen krop? Gry Jexens bog “Kvinde, kend din historie” tilbyder et katalog af mulige navne, så det er bare at begynde at bladre og udvælge et passende navn, der kan pryde pladsen.

Vi kommer aldrig til at få rettens ord for noget som helst, men det er egentlig heller ikke sagens kerne.

Anja Søndergaard Elsby

Dernæst må turen komme til rejsekoncernen selv. Selvom man har fjernet al markedsføring med manden bag firmaet, er det ikke nok. Navnet klinger bare ikke særligt godt i lyset af det, vi ved i dag. Derudover ville det være klædeligt, hvis direktør Jan Vendelbo mandede sig op og undskyldte til kvinderne for den sexistiske kultur, rejsekoncernen var med til at sætte i system i tiden under Simon Spies.

Det er korrekt, at han ikke var bag roret i den tid, hvor overgrebene fandt sted, men det var Maria Rørbye Rønn heller ikke da Pigekorspigerne blev udsat for krænkelser eller Mette Frederiksen, da staten mishandlede Godhavnsdrengene. Men de sagde undskyld for fortidens handlinger uanset. Spies-koncernen understøttede den sexistiske kultur og “formandens” overgreb, og det ville derfor også være klædeligt, hvis den nuværende direktør undskyldte på virksomhedens vegne. Dét ville være lederformat.

Endelig kan Simon Spies Fondens tre bestyrelsesmedlemmer sætte sig sammen og træffe en beslutning om at give de kvinder, som deres stifter i sin tid mærkede for livet en egentlig erstatning. Fonden uddeler årligt halvanden til to millioner kroner. Det ville være passende om man satte gang i arbejdet for at kortlægge alle de såkaldte morgenbolledamer og fordele pengene de næste fem år imellem dem. En beskeden erstatning for det, de som helt unge piger blev udsat for og som i flere tilfælde har påvirket deres livsbane.

Mange står parat til at råbe “krænkelseskultur” eller kalde identitetspolitik og wokeness, når forslag om at nedrive statuer eller ændre stednavne af og til kommer til debat. Og lad det være slået fast: Vi skal ikke ud i at ændre historien, omskrive bøger eller fraklippe i film og tv-serier. Men vi kan og skal styre, hvem vi hylder og hvad vi signalerer til fremtidens ledere.