Kommentar af 
Maja Bødtcher-Hansen

Vi skal ikke presse eller styre de unges valg. Men der er noget andet, gymnasierne kan gøre

Jeg er selv hf-student, og mit møde med min dansklærer Hans var en øjenåbner. Men mine øjne kunne også være blevet åbnet for andre drømme, skriver rektor Maja Bødtcher-Hansen.

Den fine oplevelse, der overraskende ofte opstår i de iltfattige klasserum i hele landet, den skal vi værne om og sætte pris på, skriver Maja Bødtcher-Hansen.
Den fine oplevelse, der overraskende ofte opstår i de iltfattige klasserum i hele landet, den skal vi værne om og sætte pris på, skriver Maja Bødtcher-Hansen.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Maja Bødtcher-Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det står i disse dage øverst på dagsordenen, at vi mangler unge på velfærdsuddannelserne.

Studenterne strømmer mod universitetet, og selvom dimensioneringen for alvor er ved at slå igennem, så ville det være det bedste for alle, hvis de unge selv satte pædagog- eller sygeplejerskeuddannelsen øverst på prioritetslisten og havde det som førstevalg.

Men hvordan kommer vi derhen?  

Når de unge vælger gymnasiet som deres ungdomsuddannelse, er det for flertallet næppe med en klar og konkret plan om en lang universitetsuddannelse efter de tre år.

Vi ved, at mange af dem netop vælger gymnasiet, fordi vores uddannelse åbner døre og ikke opleves som begrænsende. 

De glæder sig til et fagligt løft, til et stærkt fællesskab og måske til at komme tættere på en afklaring af, hvilke retninger deres uddannelses- og arbejdsliv skal tage. I gymnasiet møder man nemlig ofte en lærer og en faglighed, der sætter livsvarige spor.

Jeg er selv hf-student, og mit møde med min dansklærer Hans var en øjenåbner. Det var dansktimerne, jeg glædede mig til. Det var de opgaver, jeg gjorde mig ekstra umage med og så frem til at få respons på.

Vi snyder eleverne for muligheder og indsigter, hvis billedet, vi tegner, ikke er mere bredt og loyalt overfor de mange muligheder, unge faktisk har. 

Maja Bødtcher-Hansen
Rektor, Frederiksberg Gymnasium

Jeg skrev om futurisme og det moderne gennembrud, jeg læste Heretica-digte og mente noget om nyhedsgenrer. Det var de uendelige læseoplevelser han og faget åbnede dørene for, der trak mig ind på litteraturvidenskab og senere danskstudiet.

Den fine oplevelse, der overraskende ofte opstår i de iltfattige klasserum i hele landet, den skal vi værne om og sætte pris på.

Men vi skal også overveje, hvordan vi kan udvikle og åbne for flere nuancer af fagligheden, så slottet i vest ikke alene bliver universitetet, men fagligheden og arbejde i en bredere forstand. 

For min interesse kunne også have været rettet mod lærergerningen i grundskolen, og mine klassekammerater, der var optaget af biologi og statskundskab, kunne have set sig selv som sygeplejerske eller socialrådgiver. 

Men det var fuldstændig fraværende professioner, og det er svært at drømme om noget, man ikke kan se konturerne af.

Læs også

I det sidste halvandet år har vi på fire gymnasier i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og med støtte fra Region Hovedstaden forsøgt at arbejde med nøjagtig denne problemstilling.

Hvordan får vi med dyb faglighed og lærernes fulde engagement åbnet elevernes øjne for fagrækkens mange vilde og fantastiske forgreninger i uddannelsesbilledet og på arbejdsmarkedet?

Det er en svær opgave, fordi engagementet hos læreren netop knytter sig til det, man selv har med sig. 

Min egen kilde til god undervisning og deltagende elever, da jeg selv var lærer, var dybt forankret i min egen læselyst og min totale overbevisning om, at hvis man læste Inger Christensen eller så The Matrix, så blev verden simpelthen lidt større og smukkere.

Men vi snyder eleverne for muligheder og indsigter, hvis billedet, vi tegner, ikke er mere bredt og loyalt overfor de mange muligheder, unge faktisk har.

Vores drøm er, at vi kan udvide den fine forbindelse, der skabes, når man som ung har et lærerforbillede og begynder at drømme.

Maja Bødtcher-Hansen
Rektor, Frederiksberg Gymnasium

I projektet ”Faglig bro fra gymnasier til professionsuddannelser” har gymnasielærere sammen med lærere fra professionsuddannelsen dykket ned i faglige sammenfald, forskelle og cases sammen. 

De har nørdet med, hvordan fagene udfolder sig forskelligt indholdsmæssigt og didaktisk, men stadig har en kerne i det, man arbejder med i gymnasiet.

Et smukt eksempel på et forløb er ”Udsathed og udvikling hos børn og unge” til psykologi c, der er et meget populært valgfag på stx. 

Elever i dag er naturligt nok optaget af, hvordan følelsesliv, opdragelse og større psykologiske teorier forklarer vores verden. Men hvordan spiller det ind i uddannelsen til pædagog, lærer og socialrådgiver?

Forløbet præsenterer en case, hvor ”Amalie” er hovedpersonen. Amalie vokser op med nogle udfordringer, der afspejles i tre faser. 

Da hun er barn og går i børnehave, da hun starter i skole og har en tæt kontakt til sin klasselærer og endelig da hun bliver en ung kvinde, der skal til at klare sig selv med samfundets hjælp og støtte.

Amalies udfordringer er genkendelige, men selvfølgelig designet til formålet.

Læs også

Med de tre faser skal eleverne undersøge, hvordan man kan blive klogere på Amalies udfordringer, hvilke former for interaktioner, der kan hjælpe hende og hvorfor. Og her kommer psykologifaget i fuld sving.

Faglig lyst og glæde kan ikke udstedes med et statsligt dekret. Men vi bør udvikle vores undervisning, så de – og vi - kan se mere af verden.

Maja Bødtcher-Hansen
Rektor, Frederiksberg Gymnasium

Det bliver klart for eleverne, at psykologi ikke kun udfolder sig på universitet med et job som psykolog bagefter, men faktisk er i spil i mange roller i vores samfund.

Man kunne indvende, at det da er indlysende for enhver, men der er forskel på at vide noget og på at undersøge, afprøve og opleve det. Sammen med sin lærer.

Forløbet om Amalie, og en række andre, ligger klar om nogle måneder med fri adgang for alle.

Vores drøm er, at vi gennem faglighed, fordybelse, cases og samarbejde kan udvide den fine forbindelse, der skabes når man som ung har et lærerforbillede og begynder at drømme om selv at vide og mestre noget af det samme.

Jeg mener ikke, vi skal presse eller styre de unges valg. Faglig lyst og glæde kan ikke udstedes med et statsligt dekret. Men vi bør udvikle vores undervisning, så de – og vi - kan se mere af verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maja Bødtcher-Hansen

Formand for Danske Gymnasier, rektor på Frederiksberg Gymnasium, i bestryelsen for Københavns Professionshøjskole, næstformand i Ungdomsbureauet
Cand.mag. i dansk sprog og litteratur, Københavns Uni. (2000)

0:000:00