Kommentar af 
Tine Aurvig-Huggenberger

Vores grænseløse selvfedme risikerer at bremse den udenlandske arbejdskraft

Hvis arbejdsdygtige udlændinge skal vælge Danmark frem for andre lande med mangel på arbejdskraft, kræver det et opgør med vores selvfede fortælling om, at Danmark er det bedste land i verden, skriver Tine Aurvig-Huggenberger.

Vi skal fjerne det tunge bureaukrati, der betyder, at udlændinge må vente otte måneder på at få godkendt en kokkeuddannelse, skriver Tine Aurvig-Huggenberger.
Vi skal fjerne det tunge bureaukrati, der betyder, at udlændinge må vente otte måneder på at få godkendt en kokkeuddannelse, skriver Tine Aurvig-Huggenberger.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Tine Aurvig-Huggenberger
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg erkender, at 'arbejdskraftsmangel’ er et begreb, som mange af os efterlod tilbage i 1990'erne sammen med 'strukturel ledighed’, 'lønpres’ og 'inflation’. Men nu er realiteten ikke desto mindre, at vi stirrer ind i 20 år med mangel på arbejdskraft.

Det vil sige to årtier, hvor danske virksomheder risikerer at måtte sige nej til ordrer og dermed beskæftige færre personer, end de kunne, og hvor kernevelfærdensområderne kommer til at mangle tusindvis af varme hænder. To årtier, hvor vi som samfund risikerer at blive fattigere og fattigere. 

Om skribenten

Tine Aurvig-Huggenberger (f. 1963) er tidligere direktør i Kreativitet & Kommunikation og tidligere næstformand i LO. Hver måned skriver hun en kommentar til Altinget Arbejdsmarked.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt i sol, måne og stjerner viser, at den udfordring ikke kan løses med et snuptag i en trepartsaftale, der skruer en smule på beløbsgrænsen, så virksomheder kan sætte lønnen til udenlandsk arbejdskraft ned fra 37.000 kroner til 30.000 kroner om måneden. Der skal meget mere til. 

Coronatiden har vist, at mange danskere – også flere end jeg selv havde troet – drømmer om et friere, mindre og mere fleksibelt arbejdsliv.

Tiden, hvor vi skabte vores identitet igennem vores job, er forbi. Bevægelsen, hvor vi kommer til at arbejde anderledes, er med andre ord allerede i fuld gang.

Udfordringen er bare, at den vil få flere til at arbejde mindre – og det er et problem, når arbejdsmarkedet, samfundsøkonomien og kernevelfærden har brug for det modsatte.

Den nye virkelighed og danskernes nye ønsker kan ikke verfes til side med økonomiske incitamentsmodeller såsom højere lønninger og lavere topskat. Vi er derimod nødt til at øge mængden af arbejdsdygtige mennesker og åbne vores grænser for mere udenlandsk arbejdskraft. Der er ingen vej udenom.  

Derfor bliver 2022 året for den helt store tryktest af den danske model. Den skal bevise, at den kan levere løsningen på det, der bliver et af de kommende årtiers største udfordringer. ¨

For hvis vi ikke kan løse problemet med arbejdskraftsmangel, kan vi godt glemme alt om at investere i løsningerne på klimaudfordringerne og i velfærdssamfundets udvikling. 

Jeg har mine tvivl om, hvorvidt den berømte danske model kan levere en løsning

Tine Aurvig-Huggenberger
Kommentarskribent

Jeg har mine tvivl om, hvorvidt den berømte danske model kan levere en løsning. På den ene side vedbliver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) med at tale om de 100.000 mennesker, der lige nu står uden arbejde, men som øjensynligt kun har brug for en lillebitte håndsrækning for at kunne træde til og løse problemet.

FH–formand Lizette Risgaard tordner i samme ombæring mod arbejdsgiverne og beskylder dem for at underminere løn– og ansættelsesvilkårene for 140.000 faglærte og ufaglærte, såfremt de skulle lykkes med at sænke den beløbsgrænse, der ligger langt over den overenskomstaftalte mindsteløn i mange af de fag, der lige nu mangler arbejdskraft.

På den anden side står arbejdsgiverne, der stadig er fastlåst i en blind tillid til klassiske økonomiske incitamentssystemer om en lavere topskattegrænse og et ønske om, at vi alle blot skal arbejde noget mere.

Herunder de unge, som arbejdsgiverne i årevis har undladt at tilbyde praktikpladser, og de forkætrede seniorer, som indtil arbejdsgiverne hverken har kunne fastholde i job eller indrette ordninger til. I hvert fald ikke, så det for alvor hat battet noget.

Samtidig har vi en regering og et folketing, der lader angsten for at blive opfattet som udlændingepolitiske slappere dominere al øvrig politik. Det kom senest til udtryk i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, hvor hun meget, meget forsigtigt åbnede for at justere beløbsgrænsen og gøre det lettere for virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Det skulle kun være en midlertidig lempelse, var det vigtigt at forstå. 

Men her vil jeg igen tillade mig at minde om, at den demografiske udvikling med al tydelighed viser, at der ikke er tale om et midlertidigt problem. Der som minimum tale om et problem, der vil strække sig over to årtier.

Man skal forlade forestillingen om, at vi kan invitere mennesker herop på midlertidige vilkår for derefter at smide dem ud igen, når konjunkturerne ændrer sig

Tine Aurvig-Huggenberger
Kommentarskribent

Den danske model er på lange stræk en kolossal succeshistorie – ikke mindst, fordi den har en dynamik og en uddelegeret ansvarspåtagelse, der er helt unik.

På trods af skiftende regeringers gentagende indgreb i overenskomster og arbejdsmarkedets parters forsøg på at tiltage sig indflydelse, som anfægter det politiske system, har modellen indtil nu løst afgørende samfundsmæssige problemstillinger. Et eksempel er arbejdsmarkedspensionerne, som gør, at vi som samfund kommer til at have langt færre fattige ældre end de lande, som vi normalt sammenligner os med.

Men hvis problemet med arbejdskraftmanglen reelt skal løses i en trepartsaftale, kræver det, at alle parter drejer hovedet en anden vej rundt om problemets kerne. Jeg siger ikke, at det er nemt. Og det kommer til at kræve mod af alle parter.

Først og fremmest skal der etableres en helt anden forståelse og accept af, at udenlandsk arbejdskraft er den vigtigste del af løsningen. Man er nødt til at droppe angsten for at tabe et valg, hvis ikke man hele tiden italesætter sig selv som den strammeste udlændingestrammer. Og man skal forlade forestillingen om, at vi kan invitere mennesker herop på midlertidige vilkår for derefter at smide dem ud igen, når konjunkturerne ændrer sig.

Der er ganske mange lande i Europa, der har mangler arbejdskraft. Derfor er det helt sikkert en forudsætning for overhovedet at kunne tiltrække den nødvendige udenlandske arbejdskraft, at vi gør op med vores grænseløse selvfedme om, at Danmark er det bedste land i verden.

Sagt med andre ord: Væk med fortællingen om, at vi forsvarer de fattige og svageste i vores samfund ved at holde grænserne lukkede. Væk med hykleriet om, at vi bare skal have de unge og de gamle i arbejde. Væk med det tunge bureaukrati, der betyder, at udlændinge må vente otte måneder på at få godkendt en kokkeuddannelse.

Der er ingen – heller ikke jeg – der taler for fri og ureguleret indvandring. Men hvis folk både kan og vil arbejde, bør det være helt, helt ligegyldigt, hvordan de ser ud, og hvor de kommer fra.

Og efter nogle år i beskæftigelse og med fuld skattebetaling skal udenlandske arbejdere naturligvis tilbydes varigt ophold og statsborgerskab. På den måde undgår vi flere tåkrummende historier om velintegrerede, hårdtarbejdende udlændinge – hvis arbejdskraft vi har så hårdt brug for – som udvises med hjemmel i en forældet flygtninge- og indvandrerpolitik.

Danmark kan blive det bedste land i verden, hvis vi er mennesker og hænder nok til at arbejde for det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tine Aurvig-Huggenberger

Fhv. direktør, Kreativitet og Kommunikation, fhv. næstformand, LO (FH)
Master of Public Administration, CBS 2010, tillidsmandsuddannet

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00