VU-formand: Jeg blev først glad, da jeg selv tog ansvar for min mistrivsel

Jeg anerkender, at det kan lyde kontant. Det er ikke intentionen.

Min egen erfaring var blot, at offerrollen ikke gjorde mig gladere, hvilket den ansvarsbevidste og initiativtagende rolle omvendt gjorde. Ansvar løfter mennesker.

Ansvaret er ikke statens

Netop denne vinkel om det personlige ansvar savner jeg i den debat, der dog heldigvis florerer i stigende grad i de her år om ensomhed og mistrivsel.

For udfordringerne er massive i alle aldersgrupper. Hver sjette unge føler sig svært ensom, mens op mod 100.000 ældre danskere oplever ensomhed, i en grad der påvirker livskvaliteten.

Temaet påkalder sig dermed samfundsdebat, og jeg bifalder også, at man for et par år siden fik sin første nationale ensomhedsstrategi her til lands. Strategien rummer en lang række gode initiativer, hvor civilsamfund og frivillige fællesskaber fylder en del, og jeg håber, at denne og trivselsdagsordenen generelt vil være et fremtrædende emne i den offentlige debat i fremtiden og noget, som en kommende regering fortsat vil være opmærksom på. Uanset hvem der måtte sidde i den, og hvilken farve den måtte have.

Det er bare afgørende, at man med strategien og i den offentlige debat ikke ender med at deponere det primære ansvar ved staten.

Jens Paaske Klausen
Formand, Venstres Ungdom

Det er bare afgørende, at man med strategien og i den offentlige debat ikke ender med at deponere det primære ansvar ved staten.

For staten kan hjælpe dig, men aldrig gøre dig glad. Uanset hvor mange penge politikere bruger.

Strukturelle udfordringer

Livskvalitet og mening med tilværelsen er noget, vi selv skaber i fællesskab med andre mennesker. Netop ved at være noget for os selv og hinanden på en og samme tid.

Helt uden at nogen fra kommunen har bedt os om det. For trivsel bygges på det initiativ, vi selv tager og den omtanke og omsorg, andre udviser over for os. Når vi ikke gør det som mennesker og samfund i tilstrækkelig grad, så skaber det nogle strukturelle udfordringer, vi ikke kan overse.

Vi skal eksempelvis være bekymrede, når færre unge har et fritidsjob end for bare få årtier siden, og vi skal som samfund turde at forvente, at forældre også påtager sig et ansvar for, at unge oplever glæden af at tjene egne penge.

Jeg husker tydeligt, hvordan min far kørte rundt til supermarkederne i min hjemby og satte mig af hvert sted, så jeg kunne indlevere en ansøgning. Som 15-årig syntes jeg, at det var nederen. I dag takker jeg ham.

Og når mobiltelefonen fylder mere og mere i danskernes og særligt unges liv, og analyser viser, at der er en sammenhæng mellem trivsel og skærmtid, så må vi som samfund overveje, hvem det egentlig er, som kan og skal ændre på det her, når det kommer til stykket.

For lovgiver kan regulere alverdens afkroge af samfundet med misforståede mobilforbud, men trods alt ikke inden for hjemmets fire vægge, hvor mange sidder med telefonen efter endt skole- eller arbejdsdag.

Erkendelse på samfundsplan

De bedste og mest vedvarende løsninger findes derfor i sidste ende ikke inden for Christiansborgs tykke mure, men snarere hos os selv og ved hinanden.

Det ændrer naturligvis ikke ved, at der er en gruppe, som har behov for særlig hjælp, og dem skal vi naturligvis tage hånd om.

Men det er grundlæggende og helt generelt sundt for mennesker at overveje, hvad man selv kan gøre, når tingene ikke er, som man ønsker, at de skal være. For man bliver ikke gladere af at vente på, at verden ændrer sig.

Verden ændrer sig ikke af, at vi går og venter på det.

Jens Paaske Klausen
Formand, Venstres Ungdom

Siden jeg i gymnasietiden lærte denne livslektie om det personlige ansvar, har jeg båret den med mig, som en påmindelse om at jeg altid selv kan gøre noget, når livet ikke er, som jeg kunne drømme om. Erkendelsen om det personlige ansvar løftede og ændrede mig.

Men kan vi gøre os samme erkendelse på samfundsplan, vil vi med tiden kunne tage kvantespring, være mere for os selv og hinanden og fralægge os den indbyggede vane, som er opstået med velfærdsstatens indførelse og udvikling, hvor vi for ofte går og venter på, at det offentlige kommer os til undsætning.

For verden ændrer sig ikke af, at vi går og venter på det.

Det gør den til gengæld, når vi beslutter vi os for at tage ansvaret for os selv og hinanden på os og handle derefter.