Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Wammen står forrest i den socialdemokratiske arvefølge

Finansminister Nicolai Wammen er blevet omdrejningspunktet for at skabe ro i det parlamentariske grundlag og nyder efterhånden mere tillid blandt støttepartierne end statsministeren. 

For bare få måneder siden var det utænkeligt at snakke om Mette Frederiksens arvfølger. Men i dag er der ingen tvivl om, at det er Nicolai Wammen, skriver Lars Trier Mogensen.<br>
For bare få måneder siden var det utænkeligt at snakke om Mette Frederiksens arvfølger. Men i dag er der ingen tvivl om, at det er Nicolai Wammen, skriver Lars Trier Mogensen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Trier Mogensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Shitstormen mod statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke alene skabt murren i krogene blandt flere ministre, men også gjort det pinagtigt tydeligt, at det ikke længere er hende, som kitter S-regeringen sammen med de tre støttepartier.

Efter finansminister Nicolai Wammen (S) nu for tredje gang har landet en mindelig finanslovsaftale, er det snarere ham, der træder frem som den parlamentariske brobygger. Og umiddelbart kan det virke naturligt: Som finansminister er det en del af jobbeskrivelsen, at Nicolai Wammen med jævne mellemrum kan tilfredsstille støttepartierne med lunser og symbolske trofæer.

I løbet af de seneste år er der alligevel sket en tankevækkende magtforskydning, hvor Finansministeriet i stigende grad er blevet omdrejningspunktet for den altid hårfine balanceakt med at holde det parlamentariske grundlag i ro.

Om skribenten

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og vært på P1-programmet ’Guld og grønne skove’. Han er desuden medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information.

Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Tidligere var det i langt højere grad statsministeren, der i sidste instans måtte sørge for, at partilederne inden for blokken kunne blive enige. Men tilliden til Nicolai Wammen er ved at vokse sig større blandt flere hos støttepartierne, hvilket indlysende og delvist kan forklares med, at ingen anden dansk finansminister har fyret så mange penge af på så kort tid, og det giver selvfølgelig også lidt ekstra goodwill.

Det turbulente coronaforløb har ikke desto mindre skærpet kontrasten mellem en konfliktsøgende statsminister og en mere kompromissøgende finansminister. Som i et slags 'Good Cop/Bad Cop'-spil. Men sjovt nok kan de fleste bedst lide den imødekommende betjent.

Mens Mette Frederiksen i faretruende grad er blevet trukket ned i hvirvelstrøm af kritik for at have optrådt alt for enerådig i sin tillukkede coronahåndtering, har Nicolai Wammen vundet stigende respekt for at kunne gyde olie på vandene – godt hjulpet på vej af en historisk vilje til at pumpe hjælpepakke efter hjælpepakke til svimlende milliardbeløb ud i samfundsøkonomien.

Status er, at statsminister Mette Frederiksen i dag er omgærdet af en hård og konfrontatorisk tone, og at den tidligere coronakonsensus overraskende hurtigt er blevet erstattet med misnøje og modstand. Den ‘rally-around-the-flag’-effekt, som for lidt over et år siden løftede Mette Frederiksen op til sjælden popularitet, er pludselig ved at blive vendt på hovedet, og lokale socialdemokrater anklager nu statsministeren for at være personligt ansvarlig for det dårlige kommunalvalg.

Stik modsat kan finansminister Nicolai Wammen sole sig i en perlerække af økonomiske nøgletal, som selv oppositionen har svært ved at angribe: Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse er den højeste nogensinde, og BNP-væksten tegner også til at være kommet tilbage i et betydeligt højere gear end i årevis. Hvis den danske coronamodel udmærker sig særligt ved noget, er det den økonomisk mirakelkur, snarere end kun relativt lave smitte- og dødstal.

Det er først og fremmest de enorme hjælpepakker, som blev forhandlet på plads i Finansministeriet, som har gjort Danmark robust og tilpasningsdygtigt gennem coronapandemien – ikke den til tider kaotiske, stridbare og ligefrem ulovlige topstyring, der hektisk har strømmet ud fra Statsministeriet via sms’er og pressemøder.

Hvis den igangværende granskning af minkkommissionen skulle ende med at føre frem til en skarp kritik af statsminister Mette Frederiksen og hendes eventuelle ansvar for den ulovlige ordre om at slå alle mink ihjel, er der ikke længere tvivl om, hvem der står øverst på listen over mulige arvtagere som Socialdemokratiets formand og næste statsminister: Nicolai Wammen har efterhånden større tillid blandt støttepartierne.

Dengang for blot få måneder siden, hvor Socialdemokratiet lå stabilt på en vælgeropbakning på over 30 procent i meningsmålingerne, var der ingen, som følte behov for overhovedet at tænke tanken og i givet fald turde absolut ingen sige det højt. Men efter Socialdemokratiet nu er dykket ned under valgresultatet, og Mette Frederiksen står til igen at klare sig dårligere end Helle Thorning-Schmidt ved næste folketingsvalg, er den kætterske tanke blevet aktuel.

Dengang Helle Thorning-Schmidt stoppede som S-formand i 2015, var Nicolai Wammen udset som hendes naturlige efterfølger. Senere har såvel Mette Frederiksen i bogen ’Mette F.’ (2016) som Helle Thorning-Schmidt i bogen ’Blondinens betragtninger – om køn, feminisme og #metoo’ (2021) bekræftet, at Nicolai Wammen var førstevalget. Han repræsenterede en stilfærdig videreførelse af den daværende reformkurs, og har tydeligvis også selv fortsatte magtambitioner.

S-regeringen må afregne i klimapolitik for at kunne forpligte SF, Enhedslisten og De Radikale på et fælles projekt.

Lars Trier Mogensen

Men Mette Frederiksen ville det anderledes, og da hun selv skulle danne regering i 2019 var Nicolai Wammen heller ikke tiltænkt den altid magtfulde rolle som finansminister. Han skulle ifølge den første ministerkabale have haft en mere frit svævende rolle som udenrigsminister. Men da Henrik Sass Larsen måtte melde sygeforfald, stod Nicolai Wammen som den eneste reelle mulighed som finansminister.

Udadtil har han ikke gjort noget stort væsen af sig, og det kan være mere end vanskeligt at finde udtalelser eller politiske markeringer fra Nicolai Wammen, som på nogen måde kan hidse folk op eller sågar skabe kontrovers. Han er alt andet end polemiker og folkeforfører, snarere en diskret magtoperatør, som har udnyttet sin centrale placering til at befæste sin stigende og afgørende indflydelse. 

Fraværet af skarpe holdninger og en ganske gemytligt sind har gjort det muligt for Nicolai Wammen at aflure støttepartiernes ønsker og strategier og derved gjort det muligt at afkode alle de politiske spændingsfelter, som for SF, Enhedslisten og Radikale er allervigtigst. Mens Mette Frederiksen stadig talte om, at hun var "rød", før hun var "grøn", virkede Nicolai Wammen til snarrådigt at have fattet klimapolitikkens taktiske betydning som selve det kit, der holder partierne bag forståelsespapiret sammen i én regeringsblok.

Ligesom tidligere borgerlige regeringer måtte levere stadige udlændingestramninger som betaling for magten op gennem 00'erne og senere i 10'erne, er vilkåret i dag, at S-regeringen må afregne i klimapolitik for at kunne forpligte SF, Enhedslisten og De Radikale på et fælles projekt, hvor Socialdemokratiet kan stå spidsen for en etparti-regering. Dét gennemskuede Wammen lang tid før Mette Frederiksen.

Forandringens vinde blæser ikke kun Nicolai Wammens vej på grund af den hjemlige hetz mod Mette Frederiksen i minkskandalen. Også de seneste og næsten samtidige regeringsskift i vores nabolande har været med til at flytte vægten fra statsministeren til finansministeren: Både Tysklands nye socialdemokratiske kansler Olaf Scholz, Norges nye socialdemokratiske statsminister Jonas Gahr Støre og selv Sveriges nye socialdemokratiske statsminister Magdalena Andersson repræsenterer partilinjer som er meget mere wammenske end frederiksenske.

Det socialdemokratiske omslag, der i disse måneder slår igennem over det meste af Nordeuropa, har samtidig slået dybe skår i forestillingen om, at Mette Frederiksen skulle have opfundet en særlig vinderformular ved at kombinere udlændingestramninger og provinspopulisme.

Ingen uden for Danmark tror længere på, at Mette Frederiksen skulle være et forbillede for andre. I stedet rykker Olaf Scholz, Jonas Gahr Støre og Magdalena Andersson lige nu i samme retning, som Nicolai Wammen har praktiseret her i Danmark som finansminister. Det rolige reformspor, som kombineres med grøn acceleration.

Den pragmatiske og mere lidenskabsløse form for socialdemokratisme, som særligt Olaf Scholz og Magdalena Andersson praktiserer – og altså dermed de to nye regeringschefer i vores to største nabo- og samhandelslande – kan have en direkte sammenhæng med, at også de i flere år har været finansministre, nøjagtig ligesom Wammen. De evige balanceakter med budgetter og forligspartier fremelsker tydeligvis en usentimental og løsningsorienteret attitude.

Når de nye socialdemokratiske regeringer mod nord, syd og øst skal gøre forretninger med Danmark, vil Finansministeriet efterhånden være en mere oplagt indgangsdør end Statsministeriet. Simpelthen fordi Wammens socialdemokratisme ligger mere i tråd med Gahr Støre, Scholz og Andersson.

Som finansminister er det en del af jobbeskrivelsen, at Nicolai Wammen med jævne mellemrum kan tilfredsstille støttepartierne med lunser og symbolske trofæer.

Lars Trier Mogensen

Få ville også have forventet, at topembedsmænd rundt om på Slotsholmen en dag skulle drømme sig tilbage til tiden, hvor Finansministeriet var den altdominerende kraft i centraladministrationen. Dengang blev de unge budgetbisser i Den Røde Bygning opfattet som en evig pestilens for eksperterne i de andre fagministerier. Men dagen er ved at oprinde.

For Finansministeriet var og er i det mindste forudsigeligt, tilregneligt og konstant, i skarp modsætning til det nye regime med hektisk og panisk detailkontrol fra Statsministeriet, hvor departementschef Barbara Bertelsen bedriver management-by-fear. Ingen ved, hvornår det næste raserianfald rammer.

I det mere subtile magtspil mellem ministerierne fremkalder det derfor ingen utilfredshed, hvis og når finansminister Nicolai Wammen indtager en mere styrende rolle i såvel regeringen som i forholdet til både støttepartierne og oppositionen. Nicolai Wammen er nemlig en mere old school-toppolitiker, som embedsværket nogenlunde ved, hvor de har. Han får ikke fikse idéer, og han intimiderer heller ikke sine modstandere unødigt.

Opdriften for Nicolai Wammen, som i første omgang er gjort mulig af Mette Frederiksens begyndende fald fra tinderne, forstærkes altså af mindst tre dynamikker: At støttepartierne har større tillid til ham, at de nye socialdemokratiske regeringer i vores nabolande ligger på nogenlunde samme partilinjer, og endeligt at topembedsmændene i en række fagministerier foretrækker Finansministeriet som det koordinerende kraftcentrum.

Indtil videre er han selv ubrydeligt loyal over for statsministeren, og som alle andre socialdemokrater har både Wammen og de øvrige topministre dyb respekt for, at det var Mette Frederiksens tæft for at tilbageerobre arbejdervælgerne fra Dansk Folkeparti, der overhovedet gjorde det muligt at vinde regeringsmagten.

Men de selv samme sosser er også begyndt at fornemme, at det nok var lige lovligt tidligt, at Mette Frederiksen blev udråbt som en suveræn lederskikkelse, der vil gå "over i historien som en af de absolut største socialdemokratiske statsministre", som det hedder i den netop udgivne partibog, ’De rejste sig trodsigt i vrimlen. 30 socialdemokrater, som ændrede danmarkshistorien’.

Politik er ubarmhjertigt. Så længe det går fremad, vil jublen ingen ende tage. Men så snart en dominant statsminister begynder at snuble – og møgsagerne hurtigt begynder at klæbe og troværdigheden dermed udhules – så står andre bejlere straks på spring.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00